torsdag den 31. august 2017

Noget om søskende

"Søskende er den største gave, jeg overhovedet kunne give jer," sagde min mor altid. Gennem hele min opvækst hørte jeg den sætning igen og igen. Lige indtil jeg blev træt af den og begyndte at kategorisere den som en kliché. "Jaja," svarede jeg. "Jeg ved det jo godt." Og det gjorde jeg også, selvom jeg ikke helt forstod omfanget.
Min far var et enebarn og min mor var storesøster til to efternølere – begge langt yngre end hende. De var ikke vokset op blandt jævnaldrende søskende, og det var en af de ting, de havde taget med sig hjemmefra. En af de klassiske "jeg-vil-aldrig-gøre-som-mine-forældre"-målsætninger. Og det lykkedes for dem. Min søster blev født i 1989, jeg i 1990 og min bror i 1993. Og selvom det sommetider var upraktisk at være en familie på 5, var det også fantastisk.
For søskende er den største gave, jeg nogensinde har fået. Og det er en gave, der vokser sig større og større, bedre og bedre, for hvert år der passerer. For i takt med at mange af mine løse venskaber og bedste veninder er forsvundet og blevet erstattet af nye omgangskredse og bekendtskaber, er mine søskende i højere og højere grad blevet mine bedste venner. Og de to mennesker på jorden, der kender mig bedst og har kendt mig længst.
Med søskende kan man agere uden filter. De har allerede set alle ens grimme sider; og de har tilgivet en for alt lige fra tyveri af yndlingslegetøj til hede fornærmelser, privatlivskrænkelser og generel dårlig, pinlig og åndssvag opførsel. I årevis har man delt hjem, børnesygdomme og minder. Og på den måde har man en forbindelse, der er helt usammenlignelig.

Annemette og Nicolai er mine yndlingsmennesker i denne verden. Jeg har så meget kærlighed til og for dem, og jeg er fascineret af, hvordan vi alle tre er startet fra samme udgangspunkt og endt i så forskellige retninger. Og af hvor let vi kan finde tilbage til udgangspunktet igen og forvandles til småbørnssøskende, når vi alle tre samles. 

Min mor havde ret. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre gave end de to. 


2 kommentarer:

  1. Hvor er det rigtigt! Jeg er selv vokset op med tre søskende, dog i to hold; min bror er fra 1989, jeg er fra 1991, min søster er fra 1997 og min bror er fra 2000. Min bror og jeg var ellevilde da min søster meldte sin ankomst - og hun var med på jubelbølgen da min bror kom. Min bror er i dag 17 - og kommer stadig på weekend og sover :') kan ikke forestille mig hvordan det skulle være uden dem!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, hvor herligt! <3 Det er nemlig så skønt og så særligt at have søskende, man er tætte med – både i alder og i sind.

      Slet