torsdag den 12. oktober 2017

Vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi taler om psykiske sygdomme

Et lille opråb eller udråb over noget, jeg har spekuleret over. Fremprovokeret af en rædsom artikel, jeg læste for nylig. Jeg aner ikke, om det giver mening, jeg havde bare brug for at rase. 

Nogle familier har en uheldig tendens til høje blodtryk og diabetes. Andre familier har hjerte-kar sygdomme løbende gennem flere generationer. Og så er der familier som min, som har lange historier med psykiske sygdomme på begge sider af stamtræet. Polygene sygdomme som skizofreni, depression og OCD, der dukker op i en uigennemskuelig kombination af arv og miljø. Genetik og opvækst.
Jeg er ikke selv diagnoseret med en psykisk sygdom, men flere af mine elskede familiemedlemmer er.  Når jeg engang skal have børn, er det en risiko, jeg bringer med mig. En vigtig del af det landkort, der udgør min DNA og mine risikoområder.
For psykisk sygdom er faktisk slet ikke psykisk. Tværtimod, kan psykisk sygdom være lige så fysisk som en brækket arm eller modermærkekræft. Det kan ligge og lure i generne. En sporbar sygdom. Og ikke mindre fysisk i kraft af dens psykiske kategori.
Sommetider føles det som om, psykisk sygdom er et hokus-pokus ord. Vi har brug for at sætte ordet psykisk foran sygdom, for lige at deklarere at det altså ikke er en fysisk sygdom, der tales om. Taler vi derimod om rent fysiske sygdomme som menigitis eller halsbetændelse, udelader vi ordet fysisk. Det er bare en sygdom; default-indstillingen, den originale sygdom, som vi ikke behøver at forklare yderligere. Det er som om, du kan være psykisk syg og almindeligt syg. Som om psykisk syge altid skal adskilles fra (hvad flertallet anser som) de almindeligt syge. Og hvorfor egentligt? Er sygdom ikke bare sygdom? 

Vores sprog afslører, hvor anderledes vi beskuer psykiske sygdomme fra de såkaldt fysiske sygdomme. Jeg bliver så frustreret, når der i artikler (i hæderlige medier) tales om en skizofren. Skizofreni er en sygdom. Det er en lidelse. En diagnose. Det er ikke noget, man kan være. Når man kalder nogen skizofren, gør man dem til deres sygdom. Man reducerer dem til en diagnose, og lader dén være det identitetsskabende.
Hvorfor kan man være skizofren, når man ikke kan være lungekræft eller hovedpine? Man kan være kræftpatient, man kan lide af hovedpine, men man er skizofren. Eller ligefrem en skizofren, som talte man om en helt særegen menneskerace. Hvorfor? Hvorfor bliver en diagnose til en personlig betegnelse, bare fordi den er psykisk? Og hvis man tænker efter, hvad siger dét så om den uretfærdighed, vi behandler sygdomsområdet med?

Og som en sidenote: Jeg er træt af film, af romaner og især af krimier, der dæmoniserer psykiske sygdomme (og især skizofreni). Jeg er træt af artikler, der generaliserer skizofreni og taler om "almindelige kendetegn", når sygdommen først og fremmest er en paraplybetegnelse, der findes i mange former og sværhedsgrader. Jeg er træt af, at de eneste historier om skizofreni, der findes i det offentlige øje er rædselshistorier, når så svære tilfælde er uhyre sjældne – og når langt de fleste, der lider af skizofreni, lider i stilhed og med få udadreagerende tegn.

Vi bliver nødt til at tale om og tænke over, hvordan vi taler om psykiske sygdomme. Og vi bliver nødt til at huske, det først og fremmest er sygdomme og ikke identiteter.

8 kommentarer:

  1. Det er ligesom at man heller ikke er autist - man lider af en autismespektrumforstyrrelse - kææææmpe forskel! (noget af det første man hører om på pædagogstudie, uanset retning - i hvert fald hos os!)
    Men du har så evigt ret, det er så nedværdigende at blive degraderet til sin sygdom, hvad end den så måtte være. Den definerer trods alt ikke hele ens person - den er bare en del af den. Fantastisk indlæg - håber det sætter gang i tankerne hos mange! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din kommentar, Malene! Du har helt ret, autisme er virkelig et godt eksempel på et forældet og uvidende sprog. Jeg forstår ikke den praksis med at gøre nogle sygdomme til identitetsbetegnende. Så forkert og uretfærdigt.

      Slet
  2. Svar
    1. Tak, du! Jeg havde i hvert fald brug for at skrive det.

      Slet
  3. Rigtig godt indlæg, det sætter godt gang i tankerne og jeg er enig med dig. <3

    SvarSlet
  4. Du bliver ved at overraske mig på det mest positive måder, Rikke. Kæmpe skulderklap din vej. Lige når man tænker, man som følger af dig på de sociale medier tænker, man har regnet dig lidt ud, så kommer du med noget nyt og betydningsfuldt, der viser, du er meget mere end det positive indtryk, man allerede havde. :-)

    Jeg sidder lige nu på psykiatrisk afdeling og det er nemlig meget relevant det, du siger. Det gælder for de fleste minoritetsgrupper, at det da for pokker ikke hjælper med en "os og dem" mentalitet - og det er gerne vores sprog, der former den tilgang. Jeg har som psykisk syg ikke svært ved at adskille min sygdom og så Ida det meste af tiden, så når jeg er blevet rettet på, har jeg tidligere længe været lidt: "Jaja, det er jo ligemeget.", men jo mere man er i det her system, jo mere lærer man.

    Første gang jeg havde berøring med det psykiatriske, var jeg blot 11 år gammel - og jeg lærer stadig hver dag, om de mennesker, der kæmper for, at livet er okay at leve her næsten 13 år efter. Vi er nemlig ligeså unikke som alle andre og en persons skizofreni diagnose, kan være helt anerledes hos en anden. Det er det, der er med de diagnosebokse - de er nemme at adminstrere i et firkantet system på computeren, men i praksis er det meget rigidt at arbejde med. Bare se på mig; hver ny psykiater jeg støder på, har en ny diagnose klar.

    Jeg takker dig lige for at lave så fint et indlæg, søde Rikke. Vi patienter har brug for flere mennesker som dig til at råbe op - folk der ikke nødvendigvis selv er syge, men som alligevel forstår, hvad det drejer sig om. Jeg snakker højt og tit om det - på min facebook, i forskellige medier, en fuld tur i nattelivet osv., for selvom det giver mig hårde ord med på vejen og uforstående blikke, så gider jeg ikke skamme mig over noget, jeg ikke har valgt for mig selv - men noglegange er det også vigtigt, at det ikke er mig, der har det så tæt på, der understreger de her ting. Det er OGSÅ vigtigt, men jeg tror på, vi alle er sammen i at gøre op med de tabuer, vi som patienter lever i til hverdag.

    Så tak. Tak for dine ord og din forståelse. Du er så god og jeg håber på, alle andre en dag vil følge trop på dine holdninger til emnet! <3

    SvarSlet
  5. Jeg vil sige det kort og godt, for du skriver ALT det jeg selv tænker; DU har så evigt ret!
    Tak for et godt blogindlæg :)

    Simone
    Microcut.dk

    SvarSlet