Egentligt ville jeg slet ikke afsted. Eller, selvfølgelig ville jeg det. Men timingen var skæv, jeg var træt og havde travlt, og ugen op til ferien var sådan et kapløb med tiden, med mailindbakken, med gøremålene, at jeg slet ikke kunne forholde mig til hvor godt, en ferie ville gøre mig. I stedet bekymrede jeg mig bare om det, der var lige foran mig.
Men selvfølgelig var ferien fantastisk. Selvfølgelig gjorde den mig godt. Og selvfølgelig kunne jeg formå at skifte gear. For det magiske og helt særlige ved Kap Verde er tempoet. Eller manglen på samme. Øgruppens slogan er 'No Stress', og indbyggerne, stemningen og omgivelserne lever helt op til det. Det er et ferieparadis. Og det kom faktisk bag på mig.
I løbet af den sidste uge har jeg læst over 5 bøger. Jeg har fået fregner på næsen, og Nico er blevet solbrændt fra top til tå. Jeg har badet i det varme hav, snorklet i koralrev og blandt kulørte fisk og skibsvrag, spist mig mæt i paella, kælet med omstrejfende katte, besøgt smukke Santa Maria og knipset billeder af byens farverige huse, iagttaget windsurfere og fiskere, badet (eller flydt rundt) i en saltsø og drukket alt, alt, alt for meget sangria.
Jeg har haft det så godt og er nu helt forelsket i Kap Verdes ro, turkise havvand, postkort-havnebyer og kulørte gadekroge. Jeg forelsker mig så let i nye byer og nye kulturer, og øen Sal er på ingen måde en undtagelse.
Ferien var en gave. På mere end én måde. For hele grunden til, vi var afsted var, at min svigermor fyldte 50 og gerne ville fejre det med klirrende glas under sydens sol. Og det var simpelthen sådan en god gave og god måde at fejre hende på. Al min tvivl om vinterferie-konceptet til trods.
