Pssst ...

Jeg har holdt digital flyttedag, og bloggen har fået et nyt hjem og en ny adresse. Endelig, fristes man til at sige. Jeg har nemlig langt og længe taget mig sammen til at flytte fra Blogspot til Wordpress; en platform med mange flere muligheder og større frirum til kreativitet. Når man altså først liiige har sat sig ind i det, vel og mærke ... 

Så. Fra nu af kan i finde bloggen på handwrittenkisses.com. På nuværende tidspunkt burde Bloglovin' have registreret den nye adresse, ligesom denne blog automatisk burde sende jer videre, hvis I besøger den via computeren. Men til alle andre, kan jeg altså findes på en ny adresse nu. Og jeg tror, det bliver godt. Jeg trænger i hvert fald til luftforandring.

<3 Rikke

Åh, Kap Verde

Egentligt ville jeg slet ikke afsted. Eller, selvfølgelig ville jeg det. Men timingen var skæv, jeg var træt og havde travlt, og ugen op til ferien var sådan et kapløb med tiden, med mailindbakken, med gøremålene, at jeg slet ikke kunne forholde mig til hvor godt, en ferie ville gøre mig. I stedet bekymrede jeg mig bare om det, der var lige foran mig.

Men selvfølgelig var ferien fantastisk. Selvfølgelig gjorde den mig godt. Og selvfølgelig kunne jeg formå at skifte gear. For det magiske og helt særlige ved Kap Verde er tempoet. Eller manglen på samme. Øgruppens slogan er 'No Stress', og indbyggerne, stemningen og omgivelserne lever helt op til det. Det er et ferieparadis. Og det kom faktisk bag på mig.

I løbet af den sidste uge har jeg læst over 5 bøger. Jeg har fået fregner på næsen, og Nico er blevet solbrændt fra top til tå. Jeg har badet i det varme hav, snorklet i koralrev og blandt kulørte fisk og skibsvrag, spist mig mæt i paella, kælet med omstrejfende katte, besøgt smukke Santa Maria og knipset billeder af byens farverige huse, iagttaget windsurfere og fiskere, badet (eller flydt rundt) i en saltsø og drukket alt, alt, alt for meget sangria. 

Jeg har haft det så godt og er nu helt forelsket i Kap Verdes ro, turkise havvand, postkort-havnebyer og kulørte gadekroge. Jeg forelsker mig så let i nye byer og nye kulturer, og øen Sal er på ingen  måde en undtagelse.

Ferien var en gave. På mere end én måde. For hele grunden til, vi var afsted var, at min svigermor fyldte 50 og gerne ville fejre det med klirrende glas under sydens sol. Og det var simpelthen sådan en god gave og god måde at fejre hende på. Al min tvivl om vinterferie-konceptet til trods.

Lately ... #17

Hvad har du lavet på det seneste? Her er nogle små nedslag i, hvad jeg har fået årets første dage til at gå med;

... Mellem jul og nytår mødtes Nico og jeg med den gode Line for at drikke cocktails på Odenses nye cocktailbar, Visit. Det var enormt hyggeligt – og ikke kun fordi, selskabet var godt, men også fordi Visit serverer virkelig lækre cocktails i virkelig fine omgivelser. Det kan varmt anbefales! 

... Selvom verden udenfor er grå og kold nyder jeg stadig at gå lange, tidlige søndagsture. Helst med en kop varm kakao eller te i hånden og en podcast i ørerne. Hver søndag går jeg en ekstralang tur – og hver søndag udkommer en af mine yndlingspodcasts Den rette hylde. Det er det perfekte match og den fineste form for velvære.

... Og aprospros gråvejr: Jeg synes, januar er sådan en forfærdeligt lang og grå måned. Kedelig. Besværlig. Og, mest af alt, uendelig. En skarp kontrast til decembers travlhed og nytårets glimmerfest. Som at vågne op efter én lang måneds fest til én lang måneds tømmermænd. Jeg hader virkelig januar. Og derfor hænger der stadig lidt nytårsglimmer og festpynt hjemme hos os; fordi januar godt kan trænge til lidt glimmer. 

... I november skrev jeg på min månedsønskeliste, at jeg gerne ville læse Hank Greens hypede debutroman. Og det ville jeg også. Jeg forudbestilte den endda og ventede tålmodigt på, at den kom. Men på grund af en mindre fejl i netbutikkens lagersystem og en imponerende forhøjet ventetid i postsystemet, landede den altså først på mit dørtrin i sidste uge. Mere end to måneder efter den blev forudbestilt.

Men nu skal den altså læses. Og jeg glæder mig til at forsvinde ind i Hank Greens farverige univers, som jeg så længe har fulgt online og sideløbende med hans bror. 

 ... Nico kender mig utrolig godt. Og det beviser han og imponerer mig med gang på gang. Som f.eks. da han forærede mig lyserøde plyssutsko og tilhørende onesie i julegave. Det er simpelthen det blødeste og rareste, jeg ejer, og i de her forkølede januardage, har det nærmest været min hjemmeuniform. Så fjollet og helt genialt.

... Den 9. januar kunne Nico og jeg fejre en slags mærkedag. Vi har været sammen så længe, og den 9. januar har vi præcist været kærester i 12.5 år. Kobberkærester, har vi kaldt det, og moret os over, hvor fjollet det lyder. Det tankevækkende er, at vi nu næsten har været sammen lige så længe, som mine forældre var det. Det virker helt skævt og skørt, når man stiller det op på dén måde, for hvor i alverden er tiden blevet af?

På selve dagen var jeg forkølet og træt, så Nico forkælede mig med smukke roser og Hobbitten i fjernsynet. Lige en månedsdag efter mit hoved.

... Jeg arbejder med markedsføring af efterskoler. Og derfor rejser jeg med jævne mellemrum på kryds og tværs af landet for at besøge de efterskoler og, sammen med min seje fotografkollega, filme og interviewe deres seje, engagerede elever og formidle de gode historier, som efterskolerne har så mange af. Det er virkelig et givende arbejde, og jeg elsker dagene ude på skolerne. De mange forskelligartede efterskoler og deres elever fylder mig med inspiration og minder mig om dengang, jeg var 16 og selv startede på efterskole ... 

Nå, men i løbet af årets første dage har jeg allerede besøgt et par efterskoler – og på togturen nydt næsten uvirkeligt smukke solopgange. Der er vitterligt intet bedre end at starte dagen med sådan en udsigt.

Hello January!

Jeg skal lige vænne mig til det. At det nu er 2019. At jeg nu skal bytte det 8-tal, jeg lige havde vænnet mig til ud med et 9-tal. At mit 29. år venter lige om hjørnet. At det atter er januar, og at jeg atter er ramt af (de forudsigelige og næsten obligatoriske) januarblues. At det kun er begyndelsen på en lang vinter, og at der er lang tid til sommer – og til jul for den sags skyld. Jeg skal lige lande, og jeg skal lige ånde.

Januar har altid forekommet mig helt umulig. Og af en eller anden grund har måneden ramt mig ekstrahårdt i år. Måske fordi jeg allerede har tilranet mig en slem forkølelse. Måske fordi jeg havde en så fantastisk jul. Eller måske bare fordi jeg havde glemt, hvordan måneden altid rammer mig. Jeg ved det ikke helt.

Ikke desto mindre har jeg masser af plads i kalenderen til ægte vinterhygge og gode gøremål; bøger der skal læses, film der skal ses, mad der skal spises, venner der skal mødes med. Og i slutningen af måneden venter faktisk en rejse til en slet-ikke-januarramt-destination; nemlig Kap Verde. Der er rigeligt at se frem til.

I denne januar vil jeg:

• ... nyde at have en forholdsvist tom kalender og weekender med intet andet end dovenskab og hjemligt hyggeri på tapetet.
• ... hygge mig med at flytte datoer fra én papirkalender til en ny og starte en helt ny scrapbook for år 2019. 
• ... lokke Nico til at se Mary Poppins i biografen sammen med mig. Traileren ser fuldstændig magisk ud!
• ... fejre min svigerfars 60-års fødselsdag! Der er mange runde fødselsdage i år – både i familien og i vennekredsen. 
• ... være ekstragod ved min vintertørre hud og læber og tilføje en fugtgivende ansigtsmaske til hudplejerutinen i ny og næ. 
• ... læse The Winter of the Witch af Katherine Arden. Det er den sidste bog i en smuk fantasy-trilogi, og jeg har ventet på den i, hvad der føles som, en evighed. Nu er den forudbestilt, og jeg glæder mig til, at den udkommer, og jeg kan gå i gang med at læse.
• ... spise en fastelavnsbolle eller to! Helst dem fra Lagkagehuset med hindbær og nougat. Det er den bedste sæsonspise. 
• ... (gen)se de tre Hobbitten-film med Nico. I december så vi Ringenes Herre-trilogien og delte de lange film op i små bidder, så de nærmest føltes som en serie. Det var så hyggeligt – så hvorfor ikke fortsætte?
• ... tage til det stemningsfulde Silent Reading Party på Odense bibliotek og nyde at få vendt et par sider i en god bog.
• ... nyde hvert enkelt minut dagens sollys forlænges med. Jeg glæder mig sådan til, at lyset vender tilbage for alvor – også selvom det er en langsom proces.
• ... mødes med verdens bedste læseklub for at diskutere Samtaler med venner af Sally Rooney.
• ... afslutte måneden med at fejre min svigerfar og svigermors fødselsdage på Kap Verde og i den anledning nyde lidt varme midt i januarkulden. Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før; solskinsvinterferie, altså. Jeg er meget mere til storby end til strandferie – men lad os nu prøve at se! Måske er lidt kunstig sommerfølelse lige, hvad jeg trænger til.

Hvad ser du frem til i januar? Hvilke rare gøremål skal søde din gråvejrsmåned op?

2018; Året der forsvandt

Og så forsvandt 2018 ud i horisonten. Et år, der både har føltes helt uendeligt og enormt kort på én og samme tid. Det har været et godt år. Et stille år. Et år hvor jeg den ene halvdel af tiden har haft forsvindende lidt at lave og den anden halvdel har haft travlt med at sætte mig ind i et nyt job, nye opgaver og en masse nye gøremål. Et halvt år i slowmotion, et halvt år med fast-forward knappen i bund. Enormt ubalanceret, men måske også tiltrængt. Begge dele, egentligt.

Udover arbejdet, var det også et år fyldt med gode oplevelser. Et utal af biografture. Enormt mange hvidvinsaftener og grillaftener. Besøg i Vestjylland, en tur til Dublin. Dans til Tinderbox og et utal af fantastiske koncerter, teaterforestillinger og kulturoplevelser. Her er mit år i stikord og billedglimt; 

... I slutningen af år 2017 blev min stilling på forlaget nedlagt, og jeg blev opsagt. Og derfor startede år 2018 lidt mystisk; lidt rundt på gulvet, uden en plan og uden et job. Jeg anede ikke, hvad mit næste skridt skulle være, og det var både en befriende og en klaustrofobisk følelse.

... I starten af marts meldte jeg mig ledig. Det betød, at jeg pludselig blev en del af et rigidt system med meget opsyn og en stor mængde formularer, som hele tiden skulle udfyldes og vedligeholdes. Hver tredje uge var jeg til samtale på jobcenteret med en sagsbehandler, som skiftevis var optimistisk og opgivende på mine vegne.

Jeg blev del af et stort, stort system, som jeg hurtigt kunne forsvinde ind i. Blot endnu et tal i en  uendelig arbejdsløshedsstatistik. Men det var ikke altsammen negativt; jeg mødte mange søde og hjælpsomme mennesker på min vej, deltog i en masse kurser, udviklede mine Photoshop-skills, networkede og blev lidt klogere på, hvad jeg egentligt ville. 

... Det var en lang vinter. En lang, lang vinter. Sneen blev ved med at vælte ned i store, vatlignende  klumper. Og jeg elsker det; jeg elskede, at at gå turen og nyde det hvide vinterlandskab uden at skulle bekymre mig om togforsinkelser og mødetider. Det var så fint – nu, når tingene alligevel var lidt kaotiske.  

... Nico og jeg tilbragte påskeferien i Dublin. Det var sådan en skøn tur og det perfekte afbræk fra Nicos arbejdstravlhed og min intetsigende jobsøgning. Byen var så charmerende; fyldt med gademusikanter, løssluppen stemning og farverige, gamle byhuse. Jeg husker særligt vores sene gåture gennem byen efter (alt for mange) drinks og soundtracket af de mange Ed Sheeran-syngende guitarister på Grafton Street. Åh, hvor var det fint.

... Som en del af mit arbejdsløshedsforløb skulle jeg i praktik. Det havde jeg lidt blandede følelser omkring, for der var kun tale om 4 uger, og det var lige op til, at alting lukkede for sommeren. Men den slags er jo altsammen en del af det store system, som både er et fantastisk sikkerhedsnet og helt umuligt ufleksibelt. Så afsted i praktik kom jeg.

Heldigvis endte jeg et vidunderligt sted. På Borgernes Hus i Odense, hvor jeg fik ansvaret for et litteraturformidlingsprojekt via sociale medier. Det var et spændende projekt, og jeg elskede at få et større indblik i biblioteksarbejdet og alle de ildsjæle, som hver dag arbejder for at bøger, viden og kultur er frit tilgængeligt for alle. Det kunne jeg sagtens have brugt mere end 4 uger på. 

... Da sommeren var på sit allerhøjeste, og solen stod nådesløst fra en blå himmel og brændte skuldre og næser, var jeg med Nico og en håndfuld af vores bedste venner til Tinderbox-festivalen. Og, åh. Hvor var det sjovt. Og næsten ulideligt varmt og fyldt med mennesker. Men varmen til trods, er det et af årets smukkeste minder. Alting var så lyst og let; frit og sommerligt.

... Grundet dagpenge og generel uvished, tilbragte Nico og jeg sommeren i Odense. Og sikke en sommer! Der groede ikke palmer i Danmark, men det føltes næsten som syden. Dagene var så lange, så varme og så fyldte med gode gøremål og gode mennesker. Nico arbejdede en masse, og jeg løb lange ture, drak en masse vin med gode venner, tilbragte et par weekender i Vestjylland og nød Odenses mange sommerfestivaler. Det var en god, næsten begivenhedsløs, sommer. Den strakte sig i det uendelige foran mig, og jeg forsøgte at nyde den så længe, jeg kunne. 

... Imens jeg sad og skålede i et sommerhus til Tinderbox, tjekkede jeg min mail. Og der var dét pludselig; en indkaldelse til jobsamtale på et kommunikationsjob i Odense. Jeg krydsede alle lemmer og glædede mig til at tage afsted.

Og på min 28-års fødselsdag fik jeg beskeden; jeg havde fået jobbet, og flere måneders uvished var ovre. Jeg skrev under på kontrakten, imens Nico var på arbejde, og da han kom hjem tog vi ud for at spise gode burgere i solen, skåle og fejre – både min fødselsdag og det nye job. Pludselig var der så meget at fejre.

... Jeg startede på mit nye job den 13. august, og med ét var min endeløse sommer forbi. Og det var kun en god ting, for jeg trængte til at komme igang igen; at skabe, at skrive, at få en rutine. Det fik jeg og gjorde jeg. 

Mit nye job er uden tvivl det, der har præget 2018 allermest, og jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg nu arbejder et sted uden uendelig pendlertid og med masser af sjove, spændende og udfordrende opgaver, som jeg oprigtigt brænder for.

... Årets bedste koncert var i september. Jeg var inde for at høre Passenger, og det var magisk. Ikke alene sang og spillede han som en drøm; han fortalte historier og formidlede sine sange så autentisk, at det føltes som om, man var alene i salen med ham. Stemningen var elektrisk. 

... Det er blevet bryllupsæson i vores vennekreds. Og et af bryllupperne jeg var til i år var hos min handelsskoleveninde fra Esbjerg. Næsten hele vores vennegruppe fra handelsskolen var samlet, og det var så skønt at se alle igen og at fejre kærligheden for min kære veninde, som faktisk mødte sin mand helt tilbage i handelsskolen. 

... I oktober tog jeg til BogForum. For første gang siden 2013 uden arbejdsopgaver og et hektisk skema. I stedet var jeg der bare med Nico og snusede rundt, oplevede en masse spændende forfatterforedrag, købte en stor stak bøger og nød stemningen i Danmarks lille bogverden. Det var så afslappende og simpelthen så hyggeligt.

... Jeg holdte, som sædvanlig, jul i Vestjylland sammen med min familie. Men i år var Nico også med. Og det var noget helt særligt at fejre jul sammen med ham; at have alle mine yndlingsmennesker samlet på ét sted. Jeg nød virkelig juleferien, de dovne juledage, alt familierenderiet. Det var så hyggeligt.

... Nico og jeg sluttede (igen) året med en konfettifest i vores lejlighed. Sammen med 9 af vores allerbedste venner. Det var en fantastisk aften, og da klokken slog tolv hoppede jeg ned af min stol, kyssede Nico og krammede alle omkring mig. Findes der en bedre start på året? Jeg tvivler.