Onsdagssoundtrack

Lifehouse er mit yndlingsband. Jeg jubler over et gensyn med dem. En ny sang fra Lifehouse er opskriften på lykke i min verden.

Should've, could've, would've

Jeg burde skrive. Jeg har sat mig selv på repeat og hvisker det igen og igen. "Jeg burde skrive. Jeg burde virkelig skrive. Jeg skriver nu." Men der sker ikke noget. Jeg får intet skrevet, og jeg fylder mine dage med det rene ingenting, med at sukke og blive sur på mig selv over de valg, jeg selv har taget. Min motivation er væk, og det samme er mine ord. 

Måske er det fordi, jeg har glemt pointen. Jeg forstår ikke, hvad jeg skal bruge et universitetsfag om den franske middelalder til. Jeg skriver bare for at skrive, jeg gentager og omformulerer sætninger, som min underviser allerede har udtalt, bare fordi jeg skal opnå et fjollet minimumsmål. Dét hader jeg.

Til gengæld har jeg i løbet af de sidste 24 timer formået at:

• Skrive fem fuldstændigt unødvendige ekstra sider på en opgave, som allerede er færdig. Jeg ender med at slette dem igen.
• Udvikle en særpræget (og lettere bekymrende) forkærlighed for One Direction. 
• Købt tre buketter blomster. Fra mig til mig.
• Diskutere badetemperatur med viceværten.
• Drikke en liter mælk. 
• Se Tangled og fire afsnit af Friends.
• Vaske alt vasketøjet.
• Snapchatte x100 med en anden eksamensramt veninde.
• Sammenklippe en reklamefilm til arbejdet.
• Tilegne mig en mærkelig virus på computeren. Der er pop-up vinduer over hele mit internet.
• Skrive to blogindlæg.

Jeg er produktiv. Bare på den forkerte måde.