tirsdag den 21. november 2017

Om at have en stor blog ... og om at droppe den igen

Jeg havde engang en bogblog. Eller, det er faktisk lidt misvisende, for jeg har jo den stadig. Af princip har jeg nægtet at slette eller lukke den, for jeg bryder mig ikke om definitive afslutninger. Jeg holdte op med at have lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden. Og jeg er ikke sikker på, at det ikke også kan fungere omvendt: At jeg ikke pludselig får lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden igen. At jeg ikke en dag får lyst til at skrive en boganmeldelse igen, filme et book haul, eller skrive et par ord om Jane Austen igen. Det er bare ikke lige nu. Og det skyldes så mange ting.

Da jeg startede min bogblog i 2013, var jeg 22 år gammel. Jeg studerede Litteraturvidenskab og havde oceaner af fritid. Jeg manglede et kreativt output – og hvorfor ikke skrive om bøger, når jeg nu beskæftigede mig så meget med dem? Dengang var der ikke så mange danske bogblogs, og når man oprettede en bogblog var man nærmest øjeblikkeligt del af et lillebitte community, hvor alle delte den sammen interesse. Det var så nyt, og jeg blev hurtigt revet med. Og, utroligt nok, fik jeg relativ succes med det.
Bloggen var både min kreative legeplads, hvor jeg gradvist lærte at fotografere og genfinde den skrivestil, som jeg havde mistet undervejs i mylderet af universitetsopgaver. Jeg blev revet med og forsøgte hele tiden at forbedre mig selv; jeg var meget disciplineret og lavede Excel-ark med tidsplaner, manglende fotomateriale, tekster der skulle udarbejdes og meget mere. Og undervejs mistede jeg bare glæden ved det, og det der skulle have været en kreativ legeplads blev kvalt i sin egen form. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om: Jeg tog en pause, gentænkte mit koncept, redesignede bloggen og forsøgte at være mere impulsiv. Det fungerede bare ikke rigtigt.
For jeg tror ikke, jeg kun var træt af bloggens form. Jeg var også træt af dens indhold (i det omfang som man kan være træt af bøger, altså). Jeg fik et job, hvor jeg skulle arbejde med bøger dagligt – og, utroligt nok, også blogge om bøger – og hvorend jeg befandt mig online, blev jeg forfulgt af booktubers og bookstagrammers, som jeg i sin tid selv havde valgt at følge. Alting var bøger, bøger, bøger. Jeg blev mættet. Og til sidst blev bøgerne bare for anonyme, og det internationale bogbloggermiljø blev alt for fokuseret på ting som antal læste bøger om året, antal købte bøger i måneden, antal timer brugt på at læse. Det blev ensporet, og jeg følte sommetider, jeg reducerede mig selv til bogsnak; at jeg fabrikerede en digital version af mig selv, der ikke lavede andet end at læse og prioritere bøgerne over alt muligt andet. Og det er slet ikke tilfældet, for selvom jeg elsker bøger, har jeg også så mange andre hobbyer og hverdagsglimt, jeg holder af at dele.

Så jeg oprettede den her rodeblog. Eller, egentligt havde jeg haft den i et stykke tid, men jeg besluttede mig for at bruge den rigtigt og lade dén være mit kreative output (og skraldespand). Og jeg hygger mig så meget med det, selvom jeg til tider har mine tvivl om, hvorvidt det kun er mig selv, der læser med. Og det er faktisk dét, jeg oftest bliver spurgt om. Om hvordan jeg kunne finde på at droppe en blog, der havde læsere – til fordel for en blog, der lever en nogenlunde stille eksistens. Om jeg ikke synes, det er spildt arbejde, eller om jeg ikke savner kommentarer eller et opadgående Bloglovin-tal. Svaret på begge dele er nej. For at have en lillebitte blog har den charme, at man bliver mindet om, hvorfor man overhovedet ville blogge til at begynde med. Fordi man ikke kan lade være.

Bogbloggen har givet mig meget. Og jeg er stolt af den og til dels også af den disciplin, som ødelagde den. Og det kan godt være, jeg vender tilbage til den en dag; men for nu nyder jeg at læse bøger og ikke nødvendigvis mene noget om dem. Bare nyde dem. Og mest af alt nyder jeg at have et sted til at ævle om alle de andre ting, der fylder i min hverdag. Uden forpligtigelser eller struktur. Bare fortælle og fotografere, fordi jeg har lyst.

Så her er jeg. Og tak til alle jer, der kigger forbi dette, noget mere intime, internethjørne. Jeg hygger mig sådan herinde. Med jer og med ordene.

søndag den 19. november 2017

London #3: Hvad jeg slæbte med mig hjem ...

Når jeg normalt rejser, rejser jeg med Nico og typisk kun med en enkelt håndbagagekuffert hver. Shopping står sjældent særlig højt på vores dagsorden – både af hensyn til kufferten men også fordi, den kære mand simpelthen ikke har tålmodighed til det. Derfor har jeg vænnet mig til at begrænse min shoppetrang, når jeg er udenlands. Der er simpelthen ikke tid til det ... Det var der derimod på min London-tur, hvor jeg rejste med min søster og min mor. Og shoppet blev der!
Min kuffert vejede omkring 9 kilo på vej mod London, og 19.9 kilo på vej hjem. Og med mig hjem slæbte jeg en velovervejet bogstak, den yndigste 2018-kalender, Mumi-godter fra en vaskeægte Mumi-butik, en mørkerød selekjole fra Topshop, Harry Potter-merchandise i massevis – og bedst af alt, min drømmetaske fra Mulberry, som jeg har luret på længe. Og som jeg virkelig havde glædet mig til at købe. 
Derudover er mine køb en perfekt blanding af turistfjolleri og velovervejethed; tilpas mange Harry Potter-dimser (tro mig, jeg kunne have købt så meget mere!), en ny kjole og en kalender jeg faktisk var tæt på at bestille (og betale amerikansk told for) inden. Ægte guldfund! 


fredag den 17. november 2017

#Fredagsbog – uge 46

Sjældent har en fredag været så tiltrængt som denne! Efter sidste weekends BogForum-hurlumhej, har ugen på arbejde været lang. Det føles som om, jeg har sprunget en weekend over i forbifarten – hvilket jeg jo sådan set også har. I dag har jeg dog haft en fridag som kompensation for sidste weekends arbejde. Og sikke et dejligt afbræk! Jeg har brugt dagen på at sove længe, gå en lang tur i det smukke vejr, hente en ny julerød strik på posthuset, få styr på hjemmets roderi ... og på at læse.
Jeg har nemlig færdiglæst John Greens Turtles All the Way Down (som endte med, at jeg fældede tårer i morgentoget. Den var så rørende), og er gået i gang med endnu en af de bøger, jeg havde med mig hjem fra London. En af de helt særlige af slagsen.

Udgivelsen af Philip Pullmans The Book of Dust er en stor litterær begivenhed. Det er absurd at foregive andet. Pullman har talt om den bog – og angiveligt skrevet på den – i over ti år. Og fans af His Dark Materials-trilogien har ventet åndeløst. Personligt havde jeg næsten opgivet håbet ... Men så dukkede bogen op alligevel. Imod alle odds.
The Book of Dust finder sted, før Det gyldne kompas starter. Det er en slags forhistorie – og dog, føles det som om, man skal have læst Det gyldne kompas for at forstå den. Jeg er endnu kun en femtedel inde i den store bog, men jeg er allerede overvundet. Det er fantastisk at være tilbage i Lyras Oxford-univers, hvor menneskesjæle er levende dyriske væsener, og hvor alting er sært lig vores egen verden og dog overhovedet ikke. Siderne vender næsten sig selv, og jeg nyder hvert eneste ord. Det er sådan en længe ventet fornøjelse.

I aften har jeg i øvrigt masser af læsetid, for jeg er alene hjemme. Nico er ude at spise med nogle kollegaer, og jeg er egentligt ikke i humør til selskab. Jeg har haft lidt brug for at restituere efter den seneste uges mange gøremål og mange(!) mennesker og smalltalk. Så i stedet drikker jeg spandevis af te, tænder stearinlys og bladrer lidt. Måske finder jeg også tid til en fjollet rom-com, inden jeg går i seng. Aftenen er på sin vis stadig ung. 

Hvad læser du lige for tiden? Og kan det anbefales? Jeg håber, I alle får en fantastisk weekend! 


søndag den 12. november 2017

En (veloverstået) Bogforum-weekend

Jeg er lige kommet hjem fra en hel weekends boggalskab. BogForum i Bella Centret er et årligt højdepunkt for læseheste og for forlagsbranchen, og tiden op til er travl. Men det var en god messe, omend jeg nu betaler prisen med ømme fødder, summen i mit hoved og en voldsom træthed. Det er altså sært at skulle på arbejde (igen) i morgen tidlig, når det føles som om, man slet ikke har haft weekend. Pyh.

Til weekendens BogForum har jeg:
  • Gået med hovedet klistret ned i min telefon og passet Lindhardt og Ringhofs sociale medier. Se mine snapshots af seje forfattere og forlagsmoments lige her. (Blandet med mine dygtige kollegaers billeder, selvfølgelig!)
  • Fundet ud af, at jeg faktisk ikke er helt dårlig til at stå bag kassen. Jeg har aldrig prøvet det før (mit ungdomsjob var at arkivere malkepapirer. Seriøst.), men jeg synes, det var sjovt og hyggeligt at snakke med alle de entusiastiske bogkøbere. Og kasseapparatet fik jeg styr på efterhånden.
  • Gået 17.000 skridt. Alene i dag.
  • Klappet af Kathrine, som vandt titlen som Årets danske bogblogger. Så velfortjent! Jeg holdte faktisk også en tale i den anledning – selvom det ikke var mit bedste øjeblik. Jeg var træt, mærkeligt nervøs og lidt kludret. Jeg håber, bare en smule af budskabet kom igennem: jeg vil så gerne fortælle de seje nominerede, hvor meget jeg beundrer dem. Og hvor meget de fortjener at være nominerede.
  • Givet hånd til Søren Ryge og talt med Hella Joof. Jeg ved ikke, hvad der er mest optur. Begge dele?
  • Mødt Mhairi McFarlane, som har skrevet nogle af mine yndlingsromancer. Hun lader virkelig til at være sådan et fint menneske, og hendes bøger som en varm kop te på en regnvejrsdag. Helt uimodståelige.
  • Afviklet et bloggerarrangement med Sarah Engell, Adam Silvera og Siri Petterson samt et med selveste Lord Archer. På samme dag, endda.
  • Købt to bøger. To illustrerede Harry Potter-bøger. De var ikke engang voldsomt på tilbud.
  • Sagt sætningen: "Du smider bare konkurrencesedlen i postkassen" mindst 500 gange.
  • Fået en million snaps fra min mor, som var på bogmesse for første gang og var helt benovet over al den kendisspotting. Så sødt!
  • Ærgret mig over, jeg endnu ikke har fået læst noget af Siri Petterson. Hun vandt virkelig mit hjerte med sine interviewsvar og sit glade væsen.
  • Fået hilst på seje bloggere, gamle bekendte og tidligere kollegaer. Det er faktisk noget af det bedste ved Bogforum! 
  • Genbrugt mascara. Altså, sovet med mascara på bare fordi, jeg ikke gad fikse det om morgenen. Ultimativ dovenskab.
  • Samlet bogmærker og postkort fra alverdens forlag. Alle har så fine ting med på bogmessen!
  • Glemt at få min bog signeret af Jeffrey Archer. Ville ellers så gerne have haft et signeret eksemplar til min mor.
  • Sovet alt for lidt ... Så, godnat!

torsdag den 9. november 2017

Travlhed

Dagene klistrer sammen. Jeg står op før solen, tager på arbejde og tager hjem efter mørkets frembrud for at spise og derefter sove. Der er stadig en flig af sygdom i min krop, og jeg er træt, hver eneste dag. Samtidig med, jeg selvfølgelig har for travlt til at passe mine sengetider.
Sådan er det vist bare op til Bogforum. Og jeg glæder mig også til weekendens hurlumhej af forfattere, interviews, bogtilbud og Instagram-posts. Men jeg glæder mig også til mandag, når hele forlagsbranchen drager et kollektivt lettelsessuk. Og indtil da, hedder det bare work, eat, sleep repeat

søndag den 5. november 2017

London #2: Harry Potter Studios!

(Billedtungt blogindlæg forude!

Først lidt historie ... 
Sidste gang jeg var i London var i 2012. Harry Potter-studiet i Warner Brothers Leavesden var netop åbnet og folk strømmede dertil for at se de originale filmset, slentre igennem Diagonalstræde og opleve magien. Jeg gjorde bare ikke, for det var mit første besøg i London, jeg var sammen med min familie, og vi havde så meget sightseeing på programmet, at vi ikke kunne afsætte en dag til at Harry Potter-nørde. 

Men heldigvis tog vi revanche denne gang.

For denne gang nåede vi i Harry Potter-studiet, som siden 2012 har fået tilføjet Hogwarts-ekspressen og perron ni tre kvart (seriøst!) samt Den forbudte skov. Det var London-turens højdepunkt, og jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så stort og magisk. Det var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse.

Som at træde ind i bogen ... 
Før besøget i Harry Potter-studios havde jeg genlæst bøgerne, der startede det hele. Bøgerne, jeg læste igen og igen gennem hele min barndom, og som fik mig til at tro på et personaliseret Hogwarts-brev, der aldrig kom. Jeg genlæste dem for at have scenerne i frisk erindring – men det var slet ikke nødvendigt. For minderne kom væltende tilbage, da en medarbejder iført troldmandskappe åbnede en dør, sagde "Welcome to Hogwarts", og lukkede os ind.
Jeg græd, da jeg stod i Storsalen, kiggede ned af langbordene og op på de tændte stearinlys og græskarlygter i loftet. Et par tårer trillede ned af mine kinder, for det var så virkeligt. Som at træde ind i en barndomsdrøm. Og begejstringen steg kun, da jeg gik igennem rum efter rum; stirrede på butiksvinduer i Diagonalstræde, kiggede ind i Familien Dursleys parcelhus, inspicerede eliksirlokalet og Hagrids hytte, smagte butterbeer, blev forskrækket over kæmpeedderkoppen Aragog, gik igennem Hogwartsekspressen og Natbussen, betragtede Dumbledores mindekar og købte mig fattig i multismagsbønner, chokoladefrøer og Ravenclaw-merchandise.
Jeg har før været i Harry Potter-delen af Universal Studios i Orlando – men det her var så meget bedre. For her stod de rigtige rekvisitter fra filmene – alt lige fra de mange eliksirglas med håndskrevne etiketter til kostumerne, kosteskaftene, Hogwarts Ekspressen og Gryffindor-sovesalen, som der rent faktisk er blevet filmet scener i. Det var langt mere autentisk, rørende og uforglemmeligt. (Og dermed ikke sagt, at Universal ikke er besøg værd, for det er det! Det her var bare langt større for mig.)

En anbefaling ... 
Her vil jeg ikke anbefale en tur i Harry Potter-studiet (det giver sig selv, gør det ikke? Flyv afsted så snart du får chancen!), men jeg vil virkelig gerne anbefale at booke gennem CityWonders. Det gjorde vi og splurgede, så vi fik en personlig guide der guidede os igennem de mange studier, fortalte de vildeste anekdoter, udpegede detaljer, tog os om bag ved settene og fremviste særlige rekvisitter – og bedst af alt: gav os lov til at gå ind igen og tage touren på egen hånd, når de 3.5 timers rundvisning var færdig. Det kan virkelig anbefales – især hvis man er sådan en som mig, der hurtigt glemmer at lytte efter, når audio-guiden skratter i ørerne.

(Og nu jeg er ved det: Jeg vil endelig også anbefale at tage en stor stak galleoner med – for nøj, hvor er der mange ting at købe derinde. Så meget fint og sjovt merchandise, som på én gang er fuldstændig uundværligt og fuldstændig ubrugeligt. Det er svært at styre sin barnlige begejstring og det akutte behov for både tryllestave og plysbamser.)