tirsdag den 15. september 2015

To build a home

Vi flyttede i weekenden. Kasser fyldt med bøger, køkkenmaskiner, tøj og nips blev transporteret frem og tilbage midt i Odenses myldretrafik. Min himmelseng blev skilt ad og samlet igen, vores tøjskab blev smidt ud, og vores kælderrum blev tømt. 4 år forsvandt så hurtigt, og pludselig stod jeg i en tom lejlighed og spekulerede på, hvordan den nogensinde havde været mit hjem. En nøgen lejlighed er en mærkværdig ting.
Vi sagde farvel til vores første lejlighed og goddag til vores nye. 110 kvadratmeter i hjertet af Odense, 4 værelser og en større altan. Vores nye lejlighed er en ægte voksenlejlighed med plads til fremtidsplaner, og jeg elsker den allerede. Selvom den er alt for hvid, alt for bar, alt for stor og rungende, så er den også alt det, som Nico og jeg har ledt efter. Her skal vi bo, og her er vi i gang med at bygge et hjem – og hvis du er nysgerrig efter, hvordan en flytning ser ud, 3 dage efter den har fundet sted, kan du smugkigge lidt her; 

Vores køkken er en del af stuen og er derfor meget åbent, lyst og en lille smule knebent med skabsplads. Vi har slet ikke fået pakket alle vores køkkenmaskiner og porcelæn ud endnu, men vi er i gang med at løse pladsproblemet med en tilbygning. Den lille tilbygning er kombineret køkkenbord og skabsplads, og vi bygger en halv meter mere på, tror jeg. Det burde give lidt mere plads til opbevaring og samtidig lukke køkkenet lidt mere af i forhold til stuen. Det er et projekt, Nico elsker at sysle med, da han er ægte køkkenmenneske, og jeg har givet ham fuldstændig frie tøjler. Jeg er sikker på, at det nok skal blive skønt. 


Vores stue ligger i forlængelse af køkkenet og er lige nu præget af midlertidighed. Vi venter på en stor U-sofa, der nok først leveres i november, så vi har sammensat en midlertidig sofa af madrasser og gamle sofapuder. Vi venter på et firkantet spisebord, så vi bruger vores gamle ovale indtil da. Og vi drømmer om et nyt sofabord – men tør ikke købe et nyt, før vi har set det i forhold til den nye sofa. 
Det hele er lidt midlertidigt, men det er også hyggeligt indtil da. Og vi nyder pladsen, de flotte gulvvinduer og altanen med udsigt til forbisusende toge.

Vores nye soveværelse er mindre end vores forrige – til gengæld er der bedre skabsplads og perfekt udsigt. Min elskede himmelseng er flyttet med os fra den gamle lejlighed, og nu står den op af et stort vindue, så det føles som om, vi sover halvvejs udendørs. Når mørket sænker sig, er det så smukt – perfekt til flyvske tanker og gabende øjeblikke.
Planen er, at vi hænger et fjernsyn op overfor sengen, installerer en kommode og et gulvspejl og hænger mit yndlingsmaleri op – men ellers er det stort set færdigt. Og det er sådan et fint lille rum med plads til store drømme. 

Mit hjemmekontor er en ønskedrøm, der går i opfyldelse. De hvide reoler giver mig plads til, for første gang nogensinde, at have alle mine bøger stående samlet. På rad og række, side om side står de og lyser rummet helt op, imens min nye, magelige lænestol indbyder til stille læsestunder og bladren. 
Kontoret er slet ikke færdigt og er endnu bart med dets hvide og uberørte vægge, men jeg er allerede glad for det lille rum, der i de seneste dage har fungeret som Nicos og mit tilflugtssted fra larm, flytterod og papkasser. 
På et senere tidspunkt drømmer jeg om hylder over skrivebordet med billedrammer og kontornips, et lille bord ved siden af lænestolen med plads til en kop te og måske en læselampe, en ophængt billedramme og gardiner – men indtil da, er det stadig et fint rum fyldt med hjemlighed.

Nicos kontor fungerer i øjeblikket som pultekammer – men efterhånden som vi får pakket ud og fjernet papkasser, er jeg sikker på, at det bliver et skønt rum. Rummet er i sig selv helt fantastisk med gulvvinduer og en særpræget panorama-effekt, der får mig til at føle, at jeg står lige midt i Odenses hektiske byliv. 

Hvor interessant er det at se et badeværelse? Det er nok ikke særlig relevant eller spændende, medmindre man selv skal bruge det. Dog er jeg lykkelig for vores badeværelse, som simpelthen er så nyt og så fint – og så knuselsker jeg min vaskemaskine, som er en indflyttergave fra mine forældre. At kunne vaske tøj uden at skulle løbe frem og tilbage mellem lejlighed og vaskekælder er virkelig ægte luksus og ah-følelse. 

Vores entré er i øjeblikket et ægte jakkekaos, da vi endnu ikke har fået hængt knager op. Planen er dog, at det skal blive et lille hyggeligt rum med spejl, en fin kommode og opbevaring til tøj og sko. Indtil videre er det dog bare blevet et hjem for Nicos bonsaitræ. 

Og det var dét. Et lille lykkeligt kaos som langsomt er ved at blive til et hjem. 



torsdag den 10. september 2015

In other news

Jeg hader at skrive i koder. Jeg er heller ikke særlig god til det, for alting ender med at lyde mere dramatisk og langt større, end det egentligt er. Hverdagslige hændelser bliver forstørret til sensationer, fordi hemmeligheder altid forvrænger alting. Jeg hader hemmeligheder.
Noget er sket, og mit liv ser markant anderledes ud i dag, end det gjorde for blot en måned siden, da jeg trykkede 'upload', vinkede farvel til mit speciale og begav mig ud i en uvis verden. Verdenen er nemlig ikke helt så uvis længere.
Fra d. 1. oktober begynder jeg som community manager hos Lindhardt og Ringhof. Jeg får en daglig gang på et forlag, der udgiver de smukkeste, sjoveste og dejligste bøger. Jeg får arbejdsopgaver, der beskæftiger sig med sociale medier og skriverier, og jeg får lov til at afprøve en drøm. Det bliver så spændende, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. 
Samtidig skal jeg også flytte. Lige om lidt. Nico og jeg har skrevet under på en lejekontrakt og dermed sikret os en drøm af en lejlighed. Jeg er så klar til forandringerne og markeringen af denne nye fase af mit liv; overgangen fra studerende til ikke-studerende. 

Der venter smukke ting lige om hjørnet. 


torsdag den 3. september 2015

110 km/t

September er kun lige ankommet, bladene er kun lige begyndt at falde, dagene er kun blevet forkortet med ganske få minutter, og alligevel er alting forandret. Det er gået så hurtigt, at jeg stadig ikke helt er sikker på, hvad der er sket, men mit liv er markant anderledes i dag, end det var i går. Et splitsekund er alt, hvad det kræver.
De seneste dage, den seneste uge, har været surrealistisk. Et farvet miskmask af søde veninder, sjove aftaler og svimlende store voksenbeslutninger. Det føles som om, jeg er blevet tyve år ældre, men samtidig føles det hele stadig så nyt. For første gang i 25 år har jeg fast grund under fødderne, og jeg har så mange planer, jeg gerne vil føre ud i livet. Og de begynder nu. Af med støttehjulene og op med farten. 110 km/t uden et bakgear.

September 2015. Jeg skriver det her i et forsøg på at minde mig selv om, hvordan jeg har det lige nu. 

"No more running, no more hiding 
No more hurting, no more crying 
No more trouble, no more sighing 
No more falling, no more striving 
No more heartache, no more fighting 
No more fears, only flying"