søndag den 29. november 2015

To build a home – Vol. 2

Jeg havde egentligt lovet mig selv, at jeg ville blive bedre til at dokumentere vores lille hjem og de mange ændringer, der er sket i det. Men ændringerne sker jo hele tiden; hver dag flytter vi rundt på et eller andet, smider noget i kælderen og flytter noget nyt ind. Og hver eneste dag føles det hele lidt mere rigtigt, mere hjemligt, mere afslappende. Jeg er så glad for at bo her. Hvis man kan være forelsket i en lejlighed, er jeg det helt sikkert allerede.

Vi laver som sagt hele tiden et eller andet om herhjemme, udskifter møbler og indkøber småtterier. Simpelthen fordi det er smaddersvært at indrette dobbelt så mange kvadratmeter, som man havde før – især fordi, vi har valgt ikke at beholde særlig mange møbler. Og de møbler vi har taget med os fra den gamle lejlighed, drømmer vi allerede om at skifte ud. For med en ny lejlighed kommer nye boligdrømme. Og jeg er så glad for at kunne få indfriet nogle af mine.


Vi er efterhånden færdige med vores gang, der er blevet til et fint og hyggeligt rum med sorte møbler og tændte stearinlys. Vi har anskaffet os en smuk kommode, en lille tavle (som jeg elsker at skrive beskeder på), et spejl, en bænk med skoopbevaring, og min søde søster har foræret os en stumtjener. Der er snart ikke plads til mere i gangen, og det er rart at have lejlighedens allerførste rum helt færdigindrettet.

Vores kontorer er stadig to seperate hyggeprojekter, som vi nyder at justere på. Mit kontor er næsten færdigindrettet, og senest har jeg tilføjet et lille bord og en læselampe til mit nye læsehjørne. Nicos kontor er derimod slet ikke færdigt endnu; han mangler både skabe og reoler, men i mellemtiden har vi bygget et stort skrivebord til ham med plads til kontordimser og computernørderi. 
Nico kalder altid mit kontor for lejlighedens pastelrum – hvorimod hans er det stik modsatte. Planen er, hans kontor hovedsageligt skal holdes i mørkt træ, og det giver sådan en sjov kontrakt til resten af lejligheden. 

Vi pusler stadig i køkkenet, men manglerne er begyndt at nærme sig småtingsafdelingen. De næste planer er, at få anskaffet os et vitrineskab til vores finere stel og at få ophængt et vægur. Og så tror jeg også snart, vi er færdige med dét.
Jeg er i øvrigt blevet smadderglad for Nicos tilbygning, der både fungerer som et køkkenbord og som en måde at adskille køkkenet fra stuen på. Det fungerer så fint for os at spise vores morgenmad der, og jeg elsker at sidde på de høje køkkenstole og snakke løs, imens Nico laver mad. Det er virkelig hyggeligt.

Stuen er et større projekt, og vi er slet, slet, slet ikke færdige med den endnu. Vi mangler nyt spisebord, vi mangler nyt sofabord, og vi mangler den helt rigtige kobberfarvede lampe, der skal hænge over det nye sofabord. Men for hver dag der går, får vi tilføjet mere og mere hygge til det store rum, og da vores sofa ankom i sidste måned, hjalp det så meget. Jeg er i øvrigt meget vild med den sofa – og vild med at vi har plads til et så uhyrligt stort møbel, uden at det fylder for meget.

Soveværelset er der intet nyt ved, da vi har nedprioriteret det, indtil vi har fået helt styr på de andre rum. Men jeg glæder mig til, at turen kommer til det. Og jeg glæder mig over, at vores lejlighed føles mere og mere som et hjem. Det helt rigtige hjem, endda.



tirsdag den 3. november 2015

Genert

Jeg har altid været genert. Og selvom det altid har spændt ben for mig, har det aldrig været et problem. Det har bare altid været sådan, jeg var.

Jeg har siddet til talrige forældresamtaler og hørt lærere fortælle mine forældre, hvor dygtig jeg var, men at jeg bare lige var lidt for genert. Jeg har hørt min stilhed blive omtalt som et "men", som en fejl jeg kunne forandre, selvom jeg havde lige så lidt kontrol over min stilhed, som andre havde over deres yndlingsfarve. Det faldt mig naturligt at være stille, så det var jeg.
Jeg har aldrig haft så meget at sige, og jeg har altid haft svært ved at sige det. Jeg tænker alting igennem hundrede gange, før jeg siger det højt, og jeg får hjertebanken blot ved tanken om at møde to, tre, fire mennesker, som jeg ikke kender. Jeg er ikke god til menneskemængder, og jeg er ikke god til smalltalk. Og mest af alt er jeg ikke god til situationer, hvor det forventes, at jeg skal sige noget, bare fordi jeg skal.
Men ting forandrer sig. Jeg har forandret mig. Hvis nogen havde sagt til mig for et år siden, at jeg ville blive typen, der holdte foredrag og endda udtalte mig i radio og TV, ville jeg være faldet død om på stedet. Af nervøsitet og af vantro. For det lå aldrig i kortene. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg så stolt af mig selv. Jeg er kommet så langt i løbet af dette år. Og jeg er så stolt af, at jeg basalt set er den samme som for 10 år siden, men alligevel er i stand til at kigge en hel forsamling i øjnene og tale. 

Det kræver så meget at overkomme sin egen natur.