mandag den 16. oktober 2017

Lately ... #6

... Har jeg skruet op for radiatorerne og drukket talrige kopper varm kakao. Efteråret er for alvor over os med al sin skønhed og kulde. (Pånær den pludselige varmebølge som, meget ulogisk, har overtaget i denne uge)

... Har jeg fået gode nyheder! Kan I huske den lille operation, jeg talte om for nylig? Det var egentligt en lidt rystende oplevelse med en hudlæge, der opdagede et modermærke med "abnormale forandringer". Jeg fik en hastetid, fik det opereret væk og blev syet med et par sting. K-ordet blev nævnt som en risiko, og jeg kunne næsten ikke udholde de 3-4 ugers ventetid på svar. Men svaret kom, og det var et godt et af slagsen; modermærket var ganske ufarligt, og jeg slap med skrækken og et lille ar på maven.
Det er så skørt med den slags nyheder. Jeg føler selv, jeg har været dygtig til at skubbe den nagende bekymring om i baghovedet, men da resultatet kom, og jeg kunne ånde lettet op, føltes det som om, flere tons blev løftet fra mine skuldre. Den slags fylder mere end man tror; og selv hvis man ikke tænker på det, tænker man i virkeligheden nok på det alligevel ... 

... Har jeg købt 3-4 nye sæt sengetøj og nyder at kravle under en nyvasket dyne efter en lang arbejdsdag. Det er altså den bedste hverdagsluksus i verden! 
 
... Har jeg snuppet et par hjemmearbejdsdage og i den anledning slæbt computeren med på odenseanske caféer til solomorgenmad og arbejdsro. Nogle dage kan jeg simpelthen ikke koncentrere mig derhjemme, og så er det dejligt at forkæle sig selv med lidt god mad og indfinde sig i et miljø, hvor hverdagsrodet ikke forstyrrer. Billedet er fra Den Lille Smalle, hvor jeg nød en fantastisk smoothiebowl. Dét kan anbefales.
Og apropros solomorgenmad: Det har taget mig lang tid at lære at gå ud alene, men nu stornyder jeg det altså. Jeg slæber hjertens gerne computer eller læsestof med på café og nyder kombinationen af travlhed og ro. Ah. 

... Selvom jeg i stigende grad bliver træt af pendlerlivet, nyder jeg altså at stå på Byens Bro og kigge ud over banegården hver morgen. Det gradvist tidligere mørke har nemlig skabt sådan nogle smukke himmelmalerier på det seneste. Som f.eks. denne solopgang, hvor hele Odense var badet i et lyserødt skær. Det var helt magisk.

... Har jeg døjet lidt med noget halskriller og småforkølelse og har i den anledning fået gullaschsuppe fra SoupStone. Deres hjemmelavede supper er virkelig den bedste form for takeaway, der findes. 

... Har jeg haft besøg af min søster til den årlige græskarudskæring. Hvert år plejer vi at skære en græskarlygte sammen, og vi gør altid en dyd ud af, at gøre den så grim som muligt. Det er nemlig sjovere at sidde og fnise over skæve øjne end at bande over snorlige udskæringer ... synes vi! Og sjovt var det. Årets græskar hedder Helmut og er græskarfyren til højre med det halvskæve ansigt.
I år deltog Nico også i græskarudskæringen, og han kreerede mesterværket til venstre. Det er næsten urimeligt fint!

lørdag den 14. oktober 2017

Rikke Møller og den evindelige jagt på den perfekte nude læbestift

Hej, jeg hedder Rikke Møller, og jeg er afhængig af nude læbestift.

Det startede, da jeg var helt purung teenager i 00'erne. Der herskede mange tvivlsomme make up-trends dengang, og ud over overplukkede øjenbryn, smokey eyes og voldsomme mængder selvbruner, var hudfarvede læber det helt store hit. Selv, dækkede jeg mine læber med concealer og synes, jeg så eddersmart ud. Selvom et tilbageblik viser, jeg tog grueligt fejl.
Jeg brugte faktisk concealer-tricket i mange år, og var frustreret over, der ikke fandtes en læbestift i netop dén lyserøde-nude nuance, jeg ledte efter. Jeg købte og prøvede så mange læbestifter, men de var allesammen lige en tone for orange, for ferskenfarvede eller for brune til, at jeg synes det fungerede.
Det tog mange år og mange forsøg, men så fandt jeg den. Myth fra MAC. Den perfekte nude læbestift med lyserøde/mildt orange undertoner. Jeg stødte på den i 2010 og har brugt den lige siden. Uanset havd jeg prøver, vender jeg tilbage til den. For at bruge et fortærsket og lettere latterligt udtryk: den er en del af mit signature look.
Jeg eksperimenterer dog stadig. Leger med farver og nuancer og rammer (stadig) ved siden af med lidt-for-orange og lidt-for-lyserøde toner. Når alle mine læbestifter står på rad og række ved siden af hinanden, er det grænsende til det komiske, hvor meget de ligner hinanden. Og hvor forskellige de alligevel er. 


torsdag den 12. oktober 2017

Vi bliver nødt til at tale om, hvordan vi taler om psykiske sygdomme

Et lille opråb eller udråb over noget, jeg har spekuleret over. Fremprovokeret af en rædsom artikel, jeg læste for nylig. Jeg aner ikke, om det giver mening, jeg havde bare brug for at rase. 

Nogle familier har en uheldig tendens til høje blodtryk og diabetes. Andre familier har hjerte-kar sygdomme løbende gennem flere generationer. Og så er der familier som min, som har lange historier med psykiske sygdomme på begge sider af stamtræet. Polygene sygdomme som skizofreni, depression og OCD, der dukker op i en uigennemskuelig kombination af arv og miljø. Genetik og opvækst.
Jeg er ikke selv diagnoseret med en psykisk sygdom, men flere af mine elskede familiemedlemmer er.  Når jeg engang skal have børn, er det en risiko, jeg bringer med mig. En vigtig del af det landkort, der udgør min DNA og mine risikoområder.
For psykisk sygdom er faktisk slet ikke psykisk. Tværtimod, kan psykisk sygdom være lige så fysisk som en brækket arm eller modermærkekræft. Det kan ligge og lure i generne. En sporbar sygdom. Og ikke mindre fysisk i kraft af dens psykiske kategori.
Sommetider føles det som om, psykisk sygdom er et hokus-pokus ord. Vi har brug for at sætte ordet psykisk foran sygdom, for lige at deklarere at det altså ikke er en fysisk sygdom, der tales om. Taler vi derimod om rent fysiske sygdomme som menigitis eller halsbetændelse, udelader vi ordet fysisk. Det er bare en sygdom; default-indstillingen, den originale sygdom, som vi ikke behøver at forklare yderligere. Det er som om, du kan være psykisk syg og almindeligt syg. Som om psykisk syge altid skal adskilles fra (hvad flertallet anser som) de almindeligt syge. Og hvorfor egentligt? Er sygdom ikke bare sygdom? 

Vores sprog afslører, hvor anderledes vi beskuer psykiske sygdomme fra de såkaldt fysiske sygdomme. Jeg bliver så frustreret, når der i artikler (i hæderlige medier) tales om en skizofren. Skizofreni er en sygdom. Det er en lidelse. En diagnose. Det er ikke noget, man kan være. Når man kalder nogen skizofren, gør man dem til deres sygdom. Man reducerer dem til en diagnose, og lader dén være det identitetsskabende.
Hvorfor kan man være skizofren, når man ikke kan være lungekræft eller hovedpine? Man kan være kræftpatient, man kan lide af hovedpine, men man er skizofren. Eller ligefrem en skizofren, som talte man om en helt særegen menneskerace. Hvorfor? Hvorfor bliver en diagnose til en personlig betegnelse, bare fordi den er psykisk? Og hvis man tænker efter, hvad siger dét så om den uretfærdighed, vi behandler sygdomsområdet med?

Og som en sidenote: Jeg er træt af film, af romaner og især af krimier, der dæmoniserer psykiske sygdomme (og især skizofreni). Jeg er træt af artikler, der generaliserer skizofreni og taler om "almindelige kendetegn", når sygdommen først og fremmest er en paraplybetegnelse, der findes i mange former og sværhedsgrader. Jeg er træt af, at de eneste historier om skizofreni, der findes i det offentlige øje er rædselshistorier, når så svære tilfælde er uhyre sjældne – og når langt de fleste, der lider af skizofreni, lider i stilhed og med få udadreagerende tegn.

Vi bliver nødt til at tale om og tænke over, hvordan vi taler om psykiske sygdomme. Og vi bliver nødt til at huske, det først og fremmest er sygdomme og ikke identiteter.

tirsdag den 10. oktober 2017

En ode til Odense

Da jeg flyttede til Odense i 2011, var det med mange tårer. Jeg var en landsbypige af hjerte, opvokset blandt Vestjyllands marker, og hvor fjollet det end lyder at sige nu, var jeg bekymret for at flytte til en så stor by. Væk fra havet, køerne, markerne – og min familie. Men Odense var det naturlige kompromis mellem Nico og jeg, og jeg studerede allerede på Syddansk Universitet. Det var den nemme løsning. Den bedste løsning, omend den mest usikre. Jeg syntes, der var så frygteligt langt mellem Odense og Janderup, hvor jeg var vokset op. Både i kilometer og i kultur.
Men nu, seks år senere, er Odense vokset på mig. Det er faktisk min yndlingsby i Danmark. Her er så smukt; gamle bygninger side om side med nye, små fine eventyrsdetaljer og H. C. Andersen-referencer alle steder byen kan slippe af sted med det, et tilpas udvalg af butikker og muligheder, og et hele tiden stigende antal caféer og spisesteder. Og bedst af alt, er der også alle de grønne områder, mit landsbyhjerte kan begære. Går man en halv times tid, er det let at glemme, man er i Odense overhovedet.

Odense er så undervurderet. Og så fantastisk. 



søndag den 8. oktober 2017

Jeg tømmer lige kameraet ...

Jeg tager flere billeder, end jeg ved, hvad jeg skal gøre af. Lige for tiden er min største fornøjelse at gå ture i skoven og knipse løs. I og for sig kunne jeg også blot gå ture uden kamera; men der er noget ved at have et kamera i hånden, der bare forstærker ens sanser. Når man er på jagt efter motiver, ser man pludselig detaljer. Man værdsætter lysindfaldet og skovbundsfarverne langt mere. Og det holder jeg så meget af.

Så jeg fortsætter. Tager billeder, jeg aldrig skal bruge til noget som helst, blot fordi jeg godt kan lide den måde, jeg ser verden på gennem kameraet. 


fredag den 6. oktober 2017

#Fredagsbog – uge 40

En del af mig forstår slet ikke, hvordan det allerede kan være fredag igen. Det virker helt forkert og skørt at have weekend allerede nu. Følelsen er sikkert hjulpet godt på vej af min lille midtvejspause i ugen – men ikke desto mindre, kan jeg ikke lige slippe følelsen af, at ugen er forsvundet for mig. Endnu en uge.
Denne weekend er i øvrigt noget helt særligt: jeg skal nemlig slet ingenting lave. I morgen smutter Nico til arrangement i hans loge (som de så fint kalder det), og jeg skal være alene hjemme. Det er jeg ganske godt tilfreds med, for jeg trænger til en stille weekend med dyb søvn, nattøjsdage og planløse aftener. Jeg går nemlig en temmelig tætpakket oktober i møde ...

Bogen der gør mig selskab i denne weekend er en, næsten universel, storfavorit. I anledning af min nærtforestående London-tur er jeg nemlig ved at genlæse Harry Potter-serien og er netop nået til Harry Potter og hemmelighedernes kammer.
Som en del af Harry Potter-generationen, forbinder jeg serien med læsning i sene (og forbudte) nattetimer, midnatsåbent i boghandlen på udgivelsesdagen og en følelse af altid at have noget at glæde sig til: en ny bog, en ny films biografpremiere efterfulgt af en ny DVD til samlingen ... Jeg genlæser både bogserien, fordi den er skøn læsning – men også på grund af nostalgifaktoren og alt det, den minder mig om. Sådan tror jeg, mange har det. Det er en del af magien.

Hvilken bog læser du lige nu? Og hvad synes du om den?