mandag den 16. juli 2018

Et år ældre

I torsdags fyldte jeg 28. En lidt pudsig begivenhed for én, der hele året har præsenteret sig som værende 28 år. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har haft så svært ved at huske min alder dette år. 27 og 28 er blevet blandet sammen i mit indre, til det nærmest var én og samme alder. Jeg trøster mig selv med, jeg på den måde har sparet mig selv for den vanlige alderspanik.
Ikke desto mindre fyldte jeg 28 på en smuk sommerdag. Jeg vågnede til solskin og Nicos højrøstede version af "hip hurra, det' din fødselsdag". Derefter fulgte gaver og morgenmad, og inden Nico tog på arbejde, fik han mig til at love, jeg kun ville bruge dagen på rare ting. Som sagt, som gjort. Dagen gik med at tale i telefon med søde veninder, underskrive en jobkontrakt(!), jordbærspiseri efterfulgt af en gåtur med Nico, chokoladeis, burgere, drinks og den lune sommeraften forsvandt til tonerne fra en udendørskoncert i Kongens Have.

Helt perfekt.

I går inviterede jeg min familie på middagsmad og kirsebærtærte, snak og forsinket fejring. Det var mindst lige så hyggeligt som fødselsdagen selv, og nu sidder jeg og føler mig uendeligt heldig efter en weekend fyldt med søde mennesker, god mad og lange kram. Hvis det er nogen-som-helst indikator på mit 28. år, tyder det hele meget godt.

søndag den 8. juli 2018

En tur ved frisøren – back to grey

På det seneste har jeg haft en mindre hårkrise. Hvor latterligt dét end lyder. Men jeg har befundet mig i et mærkeligt limbo mellem en trang til mere naturligt lyst hår og så længsel efter det smukke sølvfarvede hår, jeg havde en periode. Det sidste års tid har jeg fået mit hår afbleget i striber frem for helfarve og har rent faktisk udgroet totter af min egen naturlige, og længe skjulte, hårfarve. Det har afgjort været sundt for mit hår – og samtidig haft den medtagelige bonus, at mit hår ikke skulle farves så meget, fordi min bund ikke skulle være helt lys.

Jeg har egentligt været glad for mit semi-naturlige hår. Men så blev det sommer, og jeg kom til at kigge på billeder fra 2016, hvor mit hår var helt lyst med et sølvgråt skær. Og pludselig savnede jeg det bare. Og selvom jeg havde bestilt tid til de sædvanlige reflekser i sidste uge, endte jeg med at sidde i frisørstolen og bede om en helfarve. Back to grey med lys bund – selvom min frisør så en anelse skeptisk ud.
For det er altså noget værre noget med det helt lyse hår. Det skal (optimalt) farves hver 4. uge, og den sølvgrå tone er næsten umulig at vedligeholde. Den kræver nemlig den helt rigtige mængde af silver shampoo, og doserer man forkert – ja, så bliver håret pludselig en mærkværdig undertone af blå og lilla. Ikke ligefrem optimalt.

Men. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være. Og jeg er lykkelig for resultatet. Den grålige farve kan noget helt særligt, og det er uden tvivl den hårfarve, jeg har været allergladest for. Måske skal jeg bare gøre det til en sommertradition at vende tilbage til den hver sommer – og så være fornuftigt mellemblond resten af tiden?



onsdag den 4. juli 2018

Atjuh!

På en eller anden mærkværdig måde, har jeg formået at blive fuldstændig nedlagt af en fæl halsbetændelse. Midt på sommeren med højt solskin og over 20 grader udenfor, er jeg tvunget til at være indenfor og gemme mig under dynen. Det virker ærligtalt absurd. Men ikke desto mindre er det sandt.
Så, således ligger jeg herhjemme og producerer et halvt ton sammenkrøllede Kleenex, imens halvdelen af Instagram varmer op til Eminem på Orange Scene. En koncert, jeg i øvrigt ville give min højre hånd for at opleve.

Ud over at svælge i min egen elendighed, forsøger jeg at fordrive tiden med en finurlig børnebog, morgenmad til middagsmad og film, der er så dårlige, de egentligt er gode. Her til formiddag har jeg udøvet nostalgikærlighed og genset The Princess Diaries med en purung Anne Hathaway. Jeg havde helt glemt, hvor oprigtigt sjov den film var. Og hvor høj en nostalgifaktor, den har. Jeg har allerede lyst til at gense 2'eren også. Men, først skal jeg sove. Hvis jeg kan ... 


mandag den 2. juli 2018

Tinderbox-dage

Jeg er stadig træt. Mine ben er stadig ømme, og min stemme er næsten væk. Men det har været det hele værd. Odenses helt egen festival, Tinderbox, startede i torsdags og sluttede med et konfettispyende technobrag i lørdags. Det har været den bedste start på den danske højsommer. Med god musik, snasket mad og de bedste venner i denne verden.

Tre dage med ustoppeligt solskin. Tre dage med lyserøde solnedgange til smukke toner. Tre dage med dårlige dansetrin, grineflip der ender i glædestårer, hvirvlende støv og beskidte sko, glimmer på kinderne og konfetti i luften, kram udvekslet mellem gamle og nye venner, og en følelse af at hele Odense er det samme sted på samme tid. Tinderbox er blevet en byfest. Et højdepunkt, et samlingspunkt.
I år var jeg afsted med 10 venner, hvoraf den ene har et kolonihavehus blot 5 minutter fra festivalpladsen. Hver formiddag mødtes vi derfor til grillmad, ølbowling og lige dele druk og tømmermændspleje. Hver dag fulgtes vi i samlet flok til festivalpladsen – og hver dag formåede vi at blive væk fra hinanden efter ganske få minutter for derefter at bruge resten af dagen på at finde hinanden igen. Haha. Det må være en del af festivalens charme.

Men, åh, hvor var det sjovt. Vi dansede, hoppede, skrålede og skålede. Vi nød gin&tonic i rigelige mængder og supplerede med shots. Vi tog en gyngende tur i pariserhjulet, og jeg kom atter i tanke om, hvor højdeskræk jeg egentligt er. Vi opfandt kampråb og fik malet glimmer på kinderne. Vi spiste os igennem madboderne og fjollede rundt på Groovebox til tvivlsom, men nostalgisk, musik af Barcode Brothers. Timerne gik, og de gik i det bedste selskab.

For mit vedkommende, syntes jeg ikke, musikprogrammet var så stærkt i år. Men det betød blot, jeg havde meget luft i programmet og rigeligt tid til at udforske madboder, møde gamle venner og nyde drinks på et tæppe i solen. Ah. Stemningen var så fin, og festivalen så smuk, at det egentligt var meget rart med lidt luft i programmet.
For mig var det musikalske højdepunkt afgjort Bastille, som jeg elsker. Det lykkedes mig at komme frem til forreste række og nyde Dan Smiths sprøde stemme på helt tæt hold. Han sang så fantastisk, og jeg skrålede højlydt med på 'Things We Lost in the Fire', megahittet 'Pompeii' og den nye 'Quarter Past Midnight'. Det var en fest uden lige. (Og så lykkedes det mig i øvrigt at gribe den trommestik, Chris Wood kastede ud. Haha! Helt utroligt efter sidste års Jimmy Eat World-guitar plekter-fadæse.)
Udover Bastille havde jeg også fornøjelsen af Jamie Lawson som gik lige i mit singer-songwriter-elskende musikhjerte. Han var så ydmyg og charmerende og spredte sådan en god stemning på den mere intime Teltscene. 
Jeg dansede selvfølgelig også med resten af Tinderbox til de evigt solide Nik & Jay, stod forholdsvist tæt på Alanis Morisette og mistede stemmen, da jeg skreg med på 'Ironic', sad på en bakketop og lyttede til tonerne fra Depeche Mode, og skuede ud over den propfyldte plads fra det oplyste pariserhjul, imens Wiz Khalifa var på scenen. 

Derudover forvildede jeg mig også ind på Magicbox og fik kyndig basarm-vejledning af de mere erfarne technotrampere, imens Toomanylefthands hoppede rundt på scenen. På Magicbox stopper festen aldrig, og jeg dansede under de blinkende neonlys indtil mine ben gav op, og natten forsvandt. Altimens folk omkring mig dansede iført rumdragter(!), kastede med knæklys og dannede små moshpits. Stemningen var vild, og selvom jeg ikke helt forstår den type musik, blev jeg revet med alligevel. Man kunne ikke andet.

Måske var det solen, måske var det indbildning, eller måske var der noget om det. Tinderbox virkede så smuk og gennemført i år. Fine oaser under skyggefulde træer med gemte barer og spisesteder; langborde opdækket med brætspil og fyldt med mennesker; discokugler hængende i trækronerne; ildspyende skulpturer, lanterner og en Magicbox scene der mest af alt lignede noget fra en surrealistisk Disneyfilm.
Blomsterkronede kvinder gik rundt med bøtter fyldt med glimmer, som de kunstfærdigt malede gæsterne med, fjerklædte fotografer gik rundt med Instax-kameraer og tog polaroidfotos af alle der bad om det, og omme bag rød scene hvilede trætte festivalgæster benene i kulørte hængekøjer. Det var næsten eventyrligt.

Det eneste minus? Festivalen har haft vokseværk, og der var virkelig mange mennesker. Jeg husker det slet ikke som værende så fyldt sidste år. Det virkede ikke helt som om, den smukke festivalplads kunne rumme alle menneskerne. Der var ikke så meget luft – med mindre man altså søgte ind blandt barerne i skoven. Eller lukkede øjnene og dansede skødesløst videre.

Man har en særlig følelse i kroppen efter en festivalsweekend. En næsten udmattende lykkefølelse, og en stak gode og skøre minder, som bliver ved med at poppe op, når man mindst venter det. Det føles som startskuddet på en fuldstændig magisk sommer fyldt med endeløse solskinsdage, kølige drinks og gode venner. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.

fredag den 22. juni 2018

Just give me a reason

Og dagene gik. Eller, måske forsvandt de blot. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag og forfra igen. At vågne op og gå i seng igen, en uendelig gentagelse af de samme rutiner og ritualer. Ingen hårde skift, ingen bratte varsler, kun glidende overgange. Selv årstiderne begyndte at smelte sammen; sne i april, rekordtemperatur i maj, gråvejr i juni. Det eneste der bevarede sin evne til at chokere var tilsyneladende kalenderbladet. Juni. Om lidt, juli. Hvordan kunne halvdelen af året allerede være forbipasseret? Uden at gøre væsen af sig overhovedet.

Jeg aner det ikke. Jeg har ikke skrevet i min dagbog siden marts, og jeg har ikke opdateret bloggen siden jeg var i Dublin. Ikke fordi jeg ikke har oplevet noget, men snarere fordi jeg ikke havde nogle ord at dele. Alle mine ord er forsvundet ind i mine jobansøgninger, i kom-og-køb-tekster om digitale kompetencer og teamplayeri, omskrivninger af gamle klichéer og overoptimistiske forsøg på at forvandle min skrift til en bouillonterning, essensen af mig selv.

Og jeg er blevet træt. Træt af mig selv, træt at at skue indad, træt af at tænke mig-mig-mig, træt af at sætte lighedstegn mellem virksomhedsværdier og mig selv, træt af sætte lighedstegn mellem identitet og arbejde, træt af personlighedstest, kasser og bokse. Jeg er blevet træt af blogging, af instagrammeri, af selfies, af store portioner af mig, for midt i jobsøgningen føles det som om, jeg er den eneste i min verden.

Jeg vil gerne skrive igen. Ikke om mig, men for mig. Generobre min egen skrift, og få den ud af dens cirkelbevægelser. Finde et kreativt frirum, pusterum, ånderum. Og måske i sidste ende finde svar på alle de halveksistentielle identitetsspørgsmål, jobsøgningen stiller mig, som jeg bare ikke har kunnet skrive frem endnu. For jeg tror stadig på, at alle svar kan skrives frem. Omend processen indebærer uhyggelige mængder af ubrugelige bogstaver ... 


PS: Det her var muligvis en anelse uklart. Det jeg forsøger at sige er, at jeg er back online. Fordi jeg har brug for det.
PPS: Jeg har det egentligt godt. Jeg "virker bare lidt frustreret", som min sagsbehandler så fint har formuleret det i min aftalefil på jobnet. 

lørdag den 31. marts 2018

(Tidlig) påskeferie i Dublin

For mit vedkommende startede påskeferien allerede for en uge siden. Og på allerbedste vis. Sidste lørdag rejste Nico og jeg nemlig til Dublin, hvor vi var i fem dage. Fem skønne, næsten forårsagtige dage, med mildt vejr og solskin. For det meste, i hvert fald.
Vi havde en fantastisk tur, og jeg følte mig næsten helt hjemme i Dublin, hvor der stod gademusikanter på hvert gadehjørne, og hvor der på alle tider af døgnet væltede folk ind og ud af de mange pubs. Der var en særlig løssluppen stemning, som man normalt kun finder sydpå, og byen og dens beboere virkede enormt imødekommende. De ville gerne snakke, skåle og diskutere alt fra vejret til politik og anbefale deres yndlingsrestauranter. Så hyggeligt og sjovt.

Jeg fik ikke knipset så mange billeder i Dublin – men til gengæld fik jeg set en masse. Nico og jeg travede rundt i timevis i den naturrige Phoenix Park, besøgte Dublin Zoo, måbede over Book of Kells og biblioteket på Trinity College, vinkede til Oscar Wilde-statuen og forvildede os ind i det nærliggende Oscar Wilde-kvarter, vi sad og hvilede ben i den smukt anlagte have til Dublin Castle, så den middelalderlige St. Patrick's Cathedral, besøgte Guinness Storehouse og skålede i Guinness-øl med udsigt over hele Dublin – og så brugte vi selvfølgelig også en aften i Temple Bar sammen med festglade Dubliner, shoppede i Primark, opdagede skønne morgenmadscaféer, spiste på barbecue på den sjoveste hipster-café, og fandt ved et tilfælde Irlands bedste mexicanske restaurant, som serverede skønne frozen magaritas. Ah. Men mest af alt, nød vi faktisk bare hinanden og tiden væk fra telefoner, arbejdsmails (for Nicos vedkommende), og jobsøgningspanik (for mit vedkommende). Det var så tiltrængt. Og så fantastisk. Og Dublin kan virkelig anbefales.