søndag den 23. september 2018

Passenger-magi i Store Vega

Det er sjovt, hvordan musik kan være så tæt knyttet til minder. Jeg skal blot høre én af Passengers smukke, sjælfulde sange, og så er jeg tilbage igen. Tilbage til sommeren 2015, hvor jeg skrev løs på mit speciale og befandt mig på et sært vippepunkt i livet, hvor jeg ikke længere var studerende, men endnu ikke havde et fuldtidsjob. Jeg var usikker og forvirret. Bange og spændt. Jeg havde ikke nogen plan, ikke noget næste skridt, ikke nogen idéer. Så i stedet hørte jeg Passengers Scare Away the Dark, læste tung litteraturteori og gik lange ture i Odense.

Da jeg i foråret hørte, at Passenger spillede en koncert i Danmark, var jeg ikke længe om at købe billetter til Nico og jeg. Nico er på ingen måde Passenger-fan, men han elsker koncerter, og han ville gerne med. "Bare for oplevelsens skyld," sagde han.
Og det var virkelig en oplevelse. Vi kom kun et kvarter før dørene åbnede, men endte (på en eller anden måde) helt foran scenen, hvor Passenger trådte ind og sang, fortalte historier og spillede guitar i to timer. Det var sådan en god koncert, og Mike Rosenberg viste sig ikke blot at være en talentfuld sanger; han er også en virkelig dygtig entertainer. Det var en fornøjelse at være i selskab med ham og opleve, hvordan en sal fyldt med mennesker kan blive musestille, når der spilles melankolske folk-sange. Stemningen var helt elektrisk, med al opmærksomheden rettet mod den ene mand på scenen og hans guitar.

Det er sådan en slags magi, som kun dygtige musikere kan udøve.

tirsdag den 18. september 2018

En ny scrapbook

Mit behov for scrapbooking opstod egentligt lidt bagvendt. Jeg har nemlig altid været sådan en, som har samtlige gemt kvitteringer, biografbilletter og ligegyldige noter, jeg kunne få fingrene i. Jeg aner ikke hvorfor, jeg hader bare at skille mig af med den slags – også selvom de mange papirlapper slet ikke tjener et formål. 
Scrapbooking er i virkeligheden mit forsøg på at give de mange små, ligegyldige papirlapper et formål. Jeg kan godt lide tanken om at samle små ting sammen og lime dem ind i en bog som minder. Og desuden har scrapbooking den fordel, at det også giver mig et sted at samle mine mange polaroidbilleder, som ellers også blot ligger og flyder. De nedskrevne ord og refleksioner er nærmest kun en sidegevinst og langt fra det primære. Men jeg hygger mig med det; nyder at skrive med kuglepen og selv forme mine ord. Det gør man jo så sjældent efterhånden.
Faktisk har jeg opnået en vis milepæl i mit scrapbookeri, fordi jeg nu har udfyldt en hel scrapbook. Det er jeg mærkværdig stolt af, for jeg har ellers aldrig været i stand til at færdigsskrive en dagbog. Det har også betydet, jeg pludselig havde en undskyldning for at købe en ny scrapbook; og denne gang faldt valget på en brun, spiralindbundet sag fra Kraft. Den er helt perfekt til formålet og med rigelig plads til kreative kruseduller, store sammenlimede kompositioner og, som jeg bruger den til, en kombi af det hele. 


søndag den 16. september 2018

Lately ... #13

Jeg elsker altså at skrive den her type indlæg, hvor jeg samler min hverdag sammen i små nedslag. Det tvinger mig nemlig dels til at tømme mit kamera og gå mine billeder igennem, og dels til at genopleve de små hverdagsøjeblikke, som har gjort mig glad på det seneste. Begge dele helt anbefalelsesværdigt – og hermed en lille opsamling af, hvad jeg har lavet siden sidst:

... I går havde Nico fødselsdag. Han havde været til sommerfest dagen før, så han havde lidt tømmermænd, og min plan om at vække ham med overdådigt morgenbord og gaver gik lidt i vasken – for han var slet ikke sulten, haha! Så han fik lov til at sove, og da han var blevet frisk igen spiste vi croissanter til frokost og startede forfra på Game of Thrones. Det var enormt hyggeligt og dejligt uhøjtideligt. Om aftenen tog vi på Kok & Vin i Odense og spiste fantastisk mad. Det var på mange måder akkurat, som det skulle være. 

... I sidste weekend var jeg med til polterabend for en af mine veninder fra Handelsskolen. Hun er den første i vores vennekreds, der bliver gift, og jeg glæder mig sådan til hendes bryllup i næste måned. Det bliver med garanti både smukt og rørende.
Til hendes polterabend var vi på flødebollekursus hos Odense Chokoladehus, løb kaotisk rundt i et spil bazooka-ball og spiste god mad. Det var virkelig sjovt, skørt, hyggeligt – og helt i den kommende bruds ånd.

... På det seneste har Nico og jeg nærmest levet af One Pot Pasta. Vi bruger denne opskrift, og det er efterhånden blev en af mine foretrukne hverdagsretter. Så let og så velsmagende. Det bliver ikke bedre.

... I torsdags kom jeg hjem til den skønneste bogpakke. Gyldendal havde nemlig sendt mig den nyeste  – og sidste – bog i Malene Sølvstens Ravnenes Hvisken-trilogi. Og som om, bogen ikke var gave nok i sig selv, havde de gode forlagsfolk også fyldt æsken med badges, te, bogmærker og et lille print. Jeg elsker den slags kreativt dimseri – meget aprospro snakken om abonnementsbokse for nylig.

... Jeg har ikke købt særlig meget tøj i år. Nok mest fordi, jeg ikke rigtigt mangler noget, og min garderobe (efter mange års fejlkøb) endelig matcher mine basisbehov. Men da jeg så denne smukke skjorte fra Stine Goya på tilbud, kunne jeg slet ikke dy mig. Jeg mener, se lige de fine stjerneformede knapper! Mere yndigt bliver det ikke. Jeg er sikker på, skjorten nok skal bringe mig glæde i flere år fremover.

... Årets første septemberaften var en magisk en af slagsen. Også selvom den involverede to timers sidden-rank på en kold stentrappe. Min søster og jeg var nemlig til Odense Film Festivals udendørs visning af E.T. – og jeg havde helt glemt, hvor fantastisk den film er. Jeg blev helt rørt, imens min søster og jeg delte en flaske vin og så himlen bag filmlærredet skifte fra blå til lyserød til nattesort.
Der er unægteligt noget særligt ved at se film udendørs. Omgivet af fremmede, som deler samme filmoplevelse og rum for en stund.

... Nico får sommetider nogle pudsige idéer og sætter gang i nogle lidt skøre og overentusiastiske projekter. Lige for tiden koncentrerer han sig bl.a. om at kreere "den perfekte bramble". Han har produceret flere portioner(!) af sin egen brombærlikør og har hele tiden små ting, han lige skal justere. Needless to say, er vores køkken sommetider en rodebutik af brombær og sukkervand, men resultaterne er altså gode.
Jeg elsker at skåle i en god drink efter en lang dag, og bramble er en af mine favoritter. Så egentligt er det ikke den værste idé, Nico nogensinde har fået.

... I starten af måneden var jeg med Mette til en virkelig givende paneldebat på biblioteket. Biblioteksfolk, forlagsfolk, undervisere og forfattere debatterede, hvad en god var – og hvordan biblioteket burde udvælge de bøger, de ønskede at formidle til det brede publikum. Det var enormt inspirerende, og jeg forlod arrangementet med et ønske om, at bruge biblioteket mere. Både til arrangementer og til at låne bøger.
En af aftenens debattører var i øvrigt en af mine gamle undervisere fra Litteraturvidenskab. Og som jeg sad der, og lyttede til hvad han havde at sige, kom jeg virkelig til at savne at studere. At lære noget bare for lærdommens skyld. At fordybe sig i snørklede tekster og lede efter fortolkningsmuligheder til bittesmå signaler og sætninger. Det var altså tider. Men måske mest, når man kigger tilbage.

... Min lillebror fyldte 25 i sidste måned, og derfor samledes hele familien for at fejre ham. Det var simpelthen så hyggeligt – og så dejligt at kramme ham farvel, inden han drager til Canada for at backpacke i et stykke tid. Jeg ved godt, det er en kliché, men jeg kan slet ikke komme mig over, hvor "voksen" han er blevet. Han vil altid være min lillebror, men han er vist ikke rigtigt min lille bror længere ... 

... For, hvad der efterhånden må være, 14 dage siden, tog jeg med min læseklub i biografen for at se Book Club. Det var et oplagt filmvalg for os, fordi filmen handler om fire kvinder, som (surprise!) har en læseklub. Filmen følger på klassisk Love Actually-manér de fire kvinder og deres respektive kærlighedsliv sideløbende med deres læsning af 50 Shades of Grey i læseklubben. En vaskeægte feel-good film tilsat en smule sødsuppe. 
Vi så filmen på en grå regnvejrsmandag, og det var altså en skøn måde at slutte dagen på. Man kunne nemlig ikke lade være med at grine af de fire midaldrende kvinder, deres sære fascination af Mr. Grey og af deres vidt forskellige kærlighedsliv. 


fredag den 14. september 2018

#Fredagsbog – uge 37

[ Reklame – tror jeg nok. Jeg har i hvert fald modtaget bogen gratis fra forlaget ] 

Weekenden er startet. Og jeg er netop kommet ind af døren efter at have været i biografen med min søster. Vi så (langt om længe) Mamma Mia 2, og det viste sig at være den perfekte feel-good film. Fyldt med alle de bedste sange og fineste skuespillere. En ægte humørbombe og sådan en god søsterfilm. For ja, det er en filmgenre i min verden. 
Nu er jeg atter hjemme, og den eneste lyd i lejligheden er lyden af den vask, jeg (endelig) har taget mig sammen til at sætte over. Nico er til en, meget forsinket, sommerfest med sit arbejde, og jeg har vilde planer om at læse aftenen væk. 

Jeg har faktisk slet ikke læst så meget på det seneste. Til gengæld har jeg lavet så meget andet; set gode mennesker, spist ude, arbejdet en hel masse, genopstartet løbetræningen og været et par gange i biografen. Hverdagen har alt for få timer, synes jeg.
Men i aften? I aften læser jeg altså. Jeg kan ikke andet. For i går modtog jeg den nyeste, og sidste, bog i Malene Sølvstens fantasytrilogi. En bog, jeg har ventet på, lige siden jeg læste den første bog i serien for 2 år siden. Det var – og er – en af de bedste danske fantasyromaner, jeg nogensinde har læst. Og nu kan jeg endelig få slutningen med. I den anledning har jeg besluttet mig for at læse serien igennem fra første til sidste bog; at få hele historien i ét stykke og nyde at spotte de mange forvarsler og sammenhænge, der sikkert er. Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ned i universet igen og læse og genlæse.

Jeg har i øvrigt fået bogen tilsendt fra forlaget med det fineste bogbloggerkit – komplet med te, bogmærker, badges og et smukt print. Det mindede mig lidt om min tid som bogblogger, hvor jeg til tider blev træt af at modtage bøger, fordi jeg ikke kunne følge med. Nu er det bare hyggeligt. Og især i dette tilfælde, hvor bogen virkelig står mit hjerte nær.
For jeg har faktisk arbejdet tæt med Malene Sølvsten. Af flere omgange. Da den første bog i serien udkom i 2016, arbejdede jeg på Lindhardt og Ringhof/Carlsen, hvor Malene blev udgivet. Jeg var med til at koordinere forlagets lanceringskampagne og havde i den forbindelse æren af at rejse land og rige rundt med Malene – til bloggerarrangementer, læseklubsarrangementer og alt muligt andet. Jeg husker stadig, hvordan jeg læste bogen, dagen før jeg skulle møde Malene, og pludselig mistede en hel søndag til den. Jeg blev grebet. Og jeg følte mig så beæret over at kunne arbejde med et så talentfuldt menneske. Jeg glædede mig sådan til at være med til at slippe bogen ud i verden og kunne ikke vente på læserreaktionerne. Som i øvrigt var så velfortjente og værd at vente på.
Og, åh. Jeg kunne blive ved. Malene og hendes bog fortjener al den succes, hun har fået. Og nu vil jeg atter forsvinde ind i hendes fantastiske, mytologiske univers ... 


mandag den 10. september 2018

Min første subscription-box: Magisk te!

Der findes efterhånden en subscription box for alting og alle. Man kan abonnere på månedlige overraskelseskasser med fantasybøger og boginspirerede duftlys, bogmærker og strømper; man kan abonnere på æsker med alt fra sminkeprøver og hårpleje til tandbørster, gin, chokolade, tøj og Star Trek-merchandise. 
Det er et kæmpe marked med uoverskueligt mange muligheder. Og det er på én gang den mest geniale og mest ligegyldige trend, jeg nogensinde har set. Genial, fordi trenden spiller på idéen om overraskelser og gaver; at man får folk til at betale for noget, som de senere føler er en nøje udvalgt gave. Ligegyldig, fordi tingene i de mange abonnementsbokse ofte er overflødigt merforbrug, som man slet ikke havde et behov for til at starte med.

Ikke desto mindre, er jeg også selv faldet i. For et par måneder siden udbød en af mine yndlingsbutikker på Etsy en lille subscription box med Harry Potter-inspireret te. Og af en eller anden grund, købte jeg den. Ikke på grund af et egentligt behov, men mest fordi det virkede hyggeligt. Og det var også. Hyggeligt, altså. Selvom jeg ikke kommer til at købe en ny boks, så nyder jeg alligevel de sammensatte overraskelser. Se selv her; 

Jeg er ellevild med Etsy-butikken Riddle's Tea Shoppe, som sælger Harry Potter-inspireret te i smukke, håndlavede poser, æsker og krukker. Ejeren af den lille butik er den talentfulde kunstner Aun-Juli, som også sælger fine prints, krus, badges og meget andet. Jeg har tidligere købt dette krus derfra.
Som en del af sin magiske online tebutik, sælger Aun-Juli også abonnementsbokse med te og andre små håndlavede godter. Man kan vælge mellem to abonnementsbokse: en for dødsgardister og en for aurorer. På den måde hra Aun-Juli virkelig skabt et helstøbt merchandise-univers, som på én gang er tro mod Harry Potter-universet og originalt på sin helt egen måde. Jeg har fulgt projektet længe, og da sommeræskerne var klar til forudbestilling, trykkede jeg altså 'køb'. Ikke fordi jeg mangler mere Harry Potter-merchandise eller te i mit liv, men fordi jeg gerne ville støtte projektet og kunstneren bag. Hendes ting er nemlig så fine.
Og i sidste måned kom den altså med posten. Abonnementsboksen, som jeg egentligt ikke havde rigtigt brug for. Men den var en fornøjelse at åbne, og den var fyldt med smukke og finurlige ting. 

Abonnementsboksen indeholdt:
  • To metalæsker med velduftende te
  • En metalæske med små skumfiduser
  • En pose med koffeinfri bærte
  • En mulepose med yndigt print
  • Et postkort
  • Et badge
Æsken havde et summer camp-tema, og alt var lidt rustikt og emmede af lejrtur, sommerbål og sene solnedgange. Virkelig fint og en af den slags skatte, som man nærmest kun finder på Etsy. Jeg kommer som sagt ikke til at købe en ny abonnementsboks, men jeg holder meget af konceptet.

Modtager du de såkaldte subscription boxes? I så fald, hvilken – og kan den anbefales?



lørdag den 8. september 2018

Et outfit (eller: nøgne skuldre, store skørter)

Det her outfit har reddet min sommer og synger nu på sidste vers. September er ved at give slip på den stædige augustsol og i stedet hengive sig til efteråret. Min vejrudskift er fyldt med skyer. Og jeg ved godt, der er grænser for, hvor længe jeg kan blive ved med at blotte skuldre og vandre rundt med bare ben. Hver årstid har sin charme, og efteråret er årstiden for hyggetunge striktrøjer og strømpebukser. 
Men ikke desto mindre, har jeg været glad for den her tøjkombination denne sommer. Nederdelen går mig til læggen og er sådan cirka det eneste, jeg har i den længde. Stoffet krøller ret let, men til gengæld falder det virkelig pænt. Jeg elsker at snurre rundt i den her nederdel, og den kommer helt sikkert med mig ind i efteråret også. Blot med et par strømpebukser til.

Så, i dag nyder jeg at have bare ben og nøgne skuldre og at snurre rundt i et skørt, der laver knitrende lyde, når jeg bevæger mig. Nogle outfits gør bare dagen bedre, og det her er et af dem. Om lidt tager jeg til polterabend, og jeg har tænkt mig at grine, fejre og fjolle, imens verden endnu lader som om, det er sommer.

God weekend!