Viser opslag med etiketten Skriveri. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Skriveri. Vis alle opslag

søndag den 6. januar 2019

2018; Året der forsvandt

Og så forsvandt 2018 ud i horisonten. Et år, der både har føltes helt uendeligt og enormt kort på én og samme tid. Det har været et godt år. Et stille år. Et år hvor jeg den ene halvdel af tiden har haft forsvindende lidt at lave og den anden halvdel har haft travlt med at sætte mig ind i et nyt job, nye opgaver og en masse nye gøremål. Et halvt år i slowmotion, et halvt år med fast-forward knappen i bund. Enormt ubalanceret, men måske også tiltrængt. Begge dele, egentligt.
Udover arbejdet, var det også et år fyldt med gode oplevelser. Et utal af biografture. Enormt mange hvidvinsaftener og grillaftener. Besøg i Vestjylland, en tur til Dublin. Dans til Tinderbox og et utal af fantastiske koncerter, teaterforestillinger og kulturoplevelser. Her er mit år i stikord og billedglimt; 

... I slutningen af år 2017 blev min stilling på forlaget nedlagt, og jeg blev opsagt. Og derfor startede år 2018 lidt mystisk; lidt rundt på gulvet, uden en plan og uden et job. Jeg anede ikke, hvad mit næste skridt skulle være, og det var både en befriende og en klaustrofobisk følelse.

... I starten af marts meldte jeg mig ledig. Det betød, at jeg pludselig blev en del af et rigidt system med meget opsyn og en stor mængde formularer, som hele tiden skulle udfyldes og vedligeholdes. Hver tredje uge var jeg til samtale på jobcenteret med en sagsbehandler, som skiftevis var optimistisk og opgivende på mine vegne.
Jeg blev del af et stort, stort system, som jeg hurtigt kunne forsvinde ind i. Blot endnu et tal i en  uendelig arbejdsløshedsstatistik. Men det var ikke altsammen negativt; jeg mødte mange søde og hjælpsomme mennesker på min vej, deltog i en masse kurser, udviklede mine Photoshop-skills, networkede og blev lidt klogere på, hvad jeg egentligt ville. 

... Det var en lang vinter. En lang, lang vinter. Sneen blev ved med at vælte ned i store, vatlignende  klumper. Og jeg elsker det; jeg elskede, at at gå turen og nyde det hvide vinterlandskab uden at skulle bekymre mig om togforsinkelser og mødetider. Det var så fint – nu, når tingene alligevel var lidt kaotiske.  

... Nico og jeg tilbragte påskeferien i Dublin. Det var sådan en skøn tur og det perfekte afbræk fra Nicos arbejdstravlhed og min intetsigende jobsøgning. Byen var så charmerende; fyldt med gademusikanter, løssluppen stemning og farverige, gamle byhuse. Jeg husker særligt vores sene gåture gennem byen efter (alt for mange) drinks og soundtracket af de mange Ed Sheeran-syngende guitarister på Grafton Street. Åh, hvor var det fint.

... Som en del af mit arbejdsløshedsforløb skulle jeg i praktik. Det havde jeg lidt blandede følelser omkring, for der var kun tale om 4 uger, og det var lige op til, at alting lukkede for sommeren. Men den slags er jo altsammen en del af det store system, som både er et fantastisk sikkerhedsnet og helt umuligt ufleksibelt. Så afsted i praktik kom jeg.
Heldigvis endte jeg et vidunderligt sted. På Borgernes Hus i Odense, hvor jeg fik ansvaret for et litteraturformidlingsprojekt via sociale medier. Det var et spændende projekt, og jeg elskede at få et større indblik i biblioteksarbejdet og alle de ildsjæle, som hver dag arbejder for at bøger, viden og kultur er frit tilgængeligt for alle. Det kunne jeg sagtens have brugt mere end 4 uger på. 

... Da sommeren var på sit allerhøjeste, og solen stod nådesløst fra en blå himmel og brændte skuldre og næser, var jeg med Nico og en håndfuld af vores bedste venner til Tinderbox-festivalen. Og, åh. Hvor var det sjovt. Og næsten ulideligt varmt og fyldt med mennesker. Men varmen til trods, er det et af årets smukkeste minder. Alting var så lyst og let; frit og sommerligt.

... Grundet dagpenge og generel uvished, tilbragte Nico og jeg sommeren i Odense. Og sikke en sommer! Der groede ikke palmer i Danmark, men det føltes næsten som syden. Dagene var så lange, så varme og så fyldte med gode gøremål og gode mennesker. Nico arbejdede en masse, og jeg løb lange ture, drak en masse vin med gode venner, tilbragte et par weekender i Vestjylland og nød Odenses mange sommerfestivaler. Det var en god, næsten begivenhedsløs, sommer. Den strakte sig i det uendelige foran mig, og jeg forsøgte at nyde den så længe, jeg kunne. 

... Imens jeg sad og skålede i et sommerhus til Tinderbox, tjekkede jeg min mail. Og der var dét pludselig; en indkaldelse til jobsamtale på et kommunikationsjob i Odense. Jeg krydsede alle lemmer og glædede mig til at tage afsted.
Og på min 28-års fødselsdag fik jeg beskeden; jeg havde fået jobbet, og flere måneders uvished var ovre. Jeg skrev under på kontrakten, imens Nico var på arbejde, og da han kom hjem tog vi ud for at spise gode burgere i solen, skåle og fejre – både min fødselsdag og det nye job. Pludselig var der så meget at fejre.

... Jeg startede på mit nye job den 13. august, og med ét var min endeløse sommer forbi. Og det var kun en god ting, for jeg trængte til at komme igang igen; at skabe, at skrive, at få en rutine. Det fik jeg og gjorde jeg. 
Mit nye job er uden tvivl det, der har præget 2018 allermest, og jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg nu arbejder et sted uden uendelig pendlertid og med masser af sjove, spændende og udfordrende opgaver, som jeg oprigtigt brænder for.

... Årets bedste koncert var i september. Jeg var inde for at høre Passenger, og det var magisk. Ikke alene sang og spillede han som en drøm; han fortalte historier og formidlede sine sange så autentisk, at det føltes som om, man var alene i salen med ham. Stemningen var elektrisk. 

... Det er blevet bryllupsæson i vores vennekreds. Og et af bryllupperne jeg var til i år var hos min handelsskoleveninde fra Esbjerg. Næsten hele vores vennegruppe fra handelsskolen var samlet, og det var så skønt at se alle igen og at fejre kærligheden for min kære veninde, som faktisk mødte sin mand helt tilbage i handelsskolen. 

... I oktober tog jeg til BogForum. For første gang siden 2013 uden arbejdsopgaver og et hektisk skema. I stedet var jeg der bare med Nico og snusede rundt, oplevede en masse spændende forfatterforedrag, købte en stor stak bøger og nød stemningen i Danmarks lille bogverden. Det var så afslappende og simpelthen så hyggeligt.

... Jeg holdte, som sædvanlig, jul i Vestjylland sammen med min familie. Men i år var Nico også med. Og det var noget helt særligt at fejre jul sammen med ham; at have alle mine yndlingsmennesker samlet på ét sted. Jeg nød virkelig juleferien, de dovne juledage, alt familierenderiet. Det var så hyggeligt.

... Nico og jeg sluttede (igen) året med en konfettifest i vores lejlighed. Sammen med 9 af vores allerbedste venner. Det var en fantastisk aften, og da klokken slog tolv hoppede jeg ned af min stol, kyssede Nico og krammede alle omkring mig. Findes der en bedre start på året? Jeg tvivler.

mandag den 20. august 2018

En ode til løb

Jeg havde aldrig set det komme, og det havde mine omgivelser heller ikke. Ikke blot fordi jeg i mange år hadede at løbe, men fordi jeg hadede al sport. Idrætstimerne i min folkeskole var et mareridt. Hvis jeg kunne finde en undskyldning for ikke at lave sport, gjorde jeg det. Mine idrætslærere stod på hovedet for at engagere mig i atletik, badminton, fodbold, håndbold, rundbold, volleyball. Men intet sagde mig noget, intet forekom mig som andet end en straf. Jeg identificerede mig som en, der bare "ikke var en sportspige" og satte en ære i at blive væk fra alt, der mindede om sport. Da jeg skulle vælge efterskole, gik jeg specifikt efter en efterskole uden sport som linjefag. Jeg ville ikke. Jeg gad ikke.
Men det viste sig at være en fejl. Det, jeg ikke gad var holdsporten. Konkurrencesporten. Jeg blev ikke motiveret til at løbe hurtigere, fordi en eller anden råbte af mig på et stafethold. Min motivation fandt jeg først langt senere, da jeg begyndte at løbe for at klare tankerne. For at finde ro. For at være til stede i min krop og nyde, hvad den kunne præstere. Og nu er jeg pludselig sådan en, der løber 3-4 gange om ugen. 5, 7, 10 eller 15 kilometer, alt efter humør. Jeg drømmer om at løbe et marathon næste år uden helt at vide hvorfor. Nok mest for at nyde at jeg overhovedet kan.

Måske vil jeg endda gå så vidt som at sige, at mit løberi har reddet det her år for mig. For da jeg var arbejdsløs, hverdagsløs og rutineløs, brugte jeg løbeturene til at strukturere mine dage. Jeg stod op, tog løbetøjet på, kom hjem, gik i bad, spiste morgenmad, og lod dagen gå i gang. Og uanset hvordan dagen forsvandt, kunne jeg holde fast i, at jeg da i det mindste havde fået løbet en tur. At jeg i det mindste var i gang, på en eller anden måde.
Jeg bliver aldrig en konkurrenceløber. Jeg løber for min egen skyld; for min krop og for mit sind. Min morgenløbetur er det tidspunkt på dagen, hvor jeg er allermest til stede. Hvor jeg hverken lytter til musik eller kigger på min telefon, men derimod bare kigger og lytter til verden omkring mig. Og flytter den ene fod foran den anden.
Jeg elsker at løbe. Og lige nu savner jeg det. Jeg har nemlig erhvervet mig en stædig fibersprængning, der fik min læge til at formane mig om at holde mig i ro og give mig en henvisning til en fysioterapeut. Æv og av. Jeg glæder mig til, jeg kan starte op igen. Omend tempoet nok skal lidt ned.

Har du fundet din lykkesport? 

mandag den 6. august 2018

Siden hvornår blev det så vigtigt for mig at vide, hvad klokken er? (Eller: en kvindens kamp mod sin mobil)

“Jeg lærer at slappe af, tænkte han. Jeg skal nok lære det.” – Rejse med let bagage af Tove Jansson

Jeg er ikke teknologiforskrækket. Tværtimod. Jeg har tilbragt meget af mit liv foran en skærm, og jeg kan huske, da internettet dukkede op. Hvordan det gik fra at være et stillestående leksikon til et fællesskab, hvor man kunne møde andre. Hvor man kunne øve sig i at skrive ved at dele sine ord med andre; hvor man kunne udtrykke sig, læse og blive læst. Som 11-årig lærte jeg mig selv så mange HTML-bidder, at jeg kunne lave min egen hjemmeside, hvor jeg skrev om alt muligt trivielt. Og jeg nød det. Jeg elskede det. Internettet ændrede alle vores liv, og det føltes som om, mit blev ændret til det bedre. 

Jeg har aldrig haft noget imod at sidde foran en skærm, så længe det føltes som om, jeg fik noget ud af den tid, jeg brugte foran den. Skærmen var – og er – mit kreative frirum, hvor jeg skaber billeder såvel som ord, og jeg vil ikke opgive det for noget i verden. Men det, jeg gerne vil opgive er spildtiden foran skærmen.
For med årene, og særligt i løbet af de seneste år, er mine skærme gået fra givende værktøjer til meningsløst tidsspilde. Og selvom jeg absolut ikke er modstander af at sidde foran en skærm, er jeg modstander af at sidde foran en skærm og ikke få noget ud af det. Jeg indså problemet, da jeg en morgen lå i sengen og "lige skulle scrolle lidt på Instagram før jeg stod op", og jeg så to timer efter stadig var igang med at scrolle mig igennem ligegyldige hashtags og bruge en halv time på at kigge gamle billeder på en YouTubers profil, hvis videoer jeg i øvrigt ikke engang ser. Og jeg blev sur, for det var ikke sådan, jeg ønskede, min morgen skulle være.

Og da indså jeg, jeg havde et problem. Ligesom det også er at problem, at scrolle-bevægelsen er så indlejret i mine håndled, at jeg ikke kan behovsudsætte længere. Jeg sidder og læser og tænker flyvsk "gad vide, hvad klokken er" og har pludseligt et akut (og fuldstændig fiktivt) behov for at samle telefonen op for at tjekke klokken, derefter tjekke mail, Instagram og Twitter, for så at miste fem-ti minutter af min læsetid på noget fuldstændig ligegyldigt.
Der er ikke længere pause mellem impulser og behov. Jeg får en flyvsk tanke – gad vide, hvor mange grader, det er udenfor lige nu? Gad vide, om min mor har svaret på min SMS? – og 1, 2, 3, så sidder jeg med telefonen i hånden. Også selvom jeg egentligt hellere ville læse. Hellere ville stå op. Eller hellere ville rydde op. Minutterne går, og jeg scroller ned, ned, ned i Instagrams dyb af ligegyldige billeder af andres morgenmad og flamingo-badedyr.

Det er et problem med mange løsninger, og jeg har prøvet flere af dem. At installere apps der tæller min tid på telefonen (det gav mig bare dårlig samvittighed), at sætte telefonen på lydløs og slå notifikationer fra mails o.lign. fra (men så tjekker jeg det bare selv i stedet), at ligge tidskrævende apps i mapper og derved forstyrre vanen i de første klik på skærmen (men så blev mappeåbningen bare til en ny vane) og sågar at slette alle social media-apps permanent fra telefonen (men det holdte slet ikke så længe). 
Det eneste, der har virket for mig er at give telefonen stuearrest. Bevidst efterlade den i lejlighedens andre rum, i bunden af en taske, derhjemme når jeg er ude eller endda låse den inde i et skab. Mit arbejdsløse liv har tilladt mig at starte dagene bedre ved ikke at være afhængig af telefonens vækkeur, og i stedet lade min lige dele forstyrrende og fantastiske iPhone overnatte på mit kontor ved siden af computeren. Hvor den hører til.
For ligesom computeren, bør telefonen være et arbejdsredskab. Et værktøj. Noget, jeg er kreativ og produktiv med.  Især fordi jeg jo netop har, og fremover skal, arbejde på telefonen. Når jeg sidder med den i hænderne hele tiden, sker der et underligt mix mellem arbejde og fritid, hvor jeg hele tiden opdaterer mig på egne såvel som arbejdspladsens, konkurrenternes og kundernes sociale medier. Og jeg er ikke længere sikker på, det konstante scrolleri har forbedret min arbejdsindsats. Snarere tværtimod.

Så, jeg gemmer min telefon væk. Og det virker. Jeg er faktisk blevet ret god til det. Men jeg ved også, at det ikke er en holdbar løsning. For vi skal som moderne mennesker ikke lære at leve uden telefonen, men i harmoni med den. Jeg skal bare finde det moderate mix og den selvdisciplin, der gør det muligt – og samtidig minde mig selv om, at det ikke er livsvigtigt at vide, hvad klokken er, eller hvordan vejret bliver i morgen, når jeg er midt i en god bog, film eller samtale. 

Kender du følelsen? Og hvad er din løsning?

torsdag den 2. august 2018

Er 'kreativ' og 'struktureret' nødvendigvis modsætninger?

Jobsøgning er en mærkværdig kunstart. Ikke alene skal man, som jobcenteret så fint formulerer det, sælge sig selv, man bliver også hele tiden nødt til at forholde sig til sig selv. Ens verden skrumper. Ens dage smelter sammen, imens man sidder og forsøger at vælge de helt rigtige tillægsord til at beskrive sig selv og alt det, man har at tilbyde på en arbejdsplads. Hele tiden forsøger man at indkredse sig selv, komme nærmere hvem man egentligt er, hvad man egentligt kan, og hvorfor man i det hele taget er relevant. Nogle gange endda krydret med en række personlighedstests, der har til formål at koge hele ens identitet ned til en personlighedstype, én ud af fire med bestemte træk og reaktionsmønstre. 

At søge job føles ofte som at søge sig selv. At svare på alle (u)tænkelige spørgsmål om styrker, svagheder, personlighedsmønstre og hypotetiske krisesituationer. Ting man aldrig før har skænket en tanke. Ting man måske har vidst om sig selv, men ikke nødvendigvis sat ord på. Eller ting man måske ikke ved endnu, men som man gerne vil teste af, situationer man endnu ikke har stået i, men som man alligevel skal føle sig hjemme i. Svarene bliver lige så store dele gætteri som spørgsmålene, imens man forsøger at visualisere en situation, man ikke kender, i et arbejdsmiljø man ikke kender, samtidig med man stiller sig selv i det bedste lys overhovedet muligt. Selvfølgelig.

Et af de sjoveste fænomener jeg er stødt på i den forbindelse er, hvor svært det kan være at blive presset ned i en præfabrikeret personlighedskasse. For eksempel har jeg altid beskrevet mig selv som værende kreativ. Jeg elsker at lege med billeder, med ord og med film. Samtidig bruger jeg også ofte ordet 'struktureret' – for jeg strukturerer altid min kreativitet og laver alenlange Excel-filer, hvis felter jeg langsomt udfylder med idéer, materialelister og deadlines. Det er et biprodukt af at have blogget i mange år, tror jeg. Et behov for planlægning og overblik, et forsøg på at fastholde flagrende idéer, før de flyver væk.
Og af en eller anden grund, er det som om, den kombination ikke kan lade sig gøre. Den eksisterer i hvert fald ikke i nogen af de personlighedstests, jeg har været igennem. Jeg skal altid vælge. Er jeg struktureret, eller er jeg kreativ? A eller B? Ingen eller begge dele, tak.

Måske er det et levn fra fortidens idé om det store geni. Fra idéen om det rodede atelier med malerrester og halvbrugte lærreder overalt, fra idéen om forfatteren bag skrivemaskinen med en papirskurv så fyldt, at den flyder over og efterlader et spor af sammenkrøllede papirer i hele lokalet. Måske er der endda belæg for, at kreativitet hænger sammen med rod. At gode idéer kommer i en så forhastet form, at de efterlader en tornado af kaos efter sig. At kunstnere bliver opslugt af kunsten og ikke har tid til at være praktiske. Jeg ved det faktisk ikke. Men kan man virkelig sætte lighedstegn mellem den klassiske idé om rodet kreativitet og den praktiske kreativitet på en arbejdsplads? Hvis kreativitet er flyvsk og regelløs, kan den så ikke netop eksistere i flere sind, på flere måder? 

Det er selvfølgelig blot én ud af hundrede klichéer, jeg har mødt i min jobsøgning. Og én ud af hundrede grunde til, jeg aldrig kan genkende mig selv i personlighedstests og altid sætter kryds i det halvfornærmede "resultatet passer ikke på mig"-boks. For jeg nægter at være enig i et så firkantet menneskesyn.


mandag den 19. februar 2018

Goodreads-problematikken

Kender du Goodreads? Det er en slags socialt medie for bøger, hvor du kan følge med i, hvad dine venner læser – og selv holde styr på, hvad du læser og gerne vil læse, skrive anmeldelser og udtrække alle mulige komplicerede og spændende statistikker over din læsning. Tag et kig her og find min profil her. 

OK, så Goodreads har sådan en læseudfordrings-funktion. En meget berømt og omdiskuteret læseudfordrings-funktion, der går ud på, at man hvert år indtaster hvor mange bøger man vil læse i løbet af året. Goodreads holder så styr på de bøger, man indtaster, og minder løbende en om, hvorvidt man er bagud eller foran med læsningen. Helt nøjagtigt, hvor mange bøger man er forud/bagud.
Det er egentligt en ganske fin og helt sikkert populær funktion. Men på det seneste har den irriteret mig. Irrationelt meget. For hvorfor skal det være et mål i sig selv at læse 50 bøger? Hvorfor ikke bare læse, når man har tiden/lysten til det? Hvorfor skal antallet af bøger være et succeskriterie for årets læsning, frem for kvaliteten, variationen, tiden man har tilbragt med bøger? Hvorfor er det egentligt, det er så fedt at læse et vist antal bøger – når bøger, frem for alt, handler om fordybelse frem for kvantitet?
Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er en vis tilfredsstillelse i, at nå et mål man har har sat sig. Og hvis man drømmer om at læse mere end man plejer, kan antallet af læste bøger være en indikator for, hvorvidt det lykkedes. Men, hånden på hjertet, er hovedparten af Goodreads-publikummet ivrige læsere i forvejen. Sitet er trods alt designet til bogelskere. Og hvorfor skal passionerede læseres læsning gøres til et kapløb?
Sidste år havde jeg en lang periode, hvor jeg ikke var på Goodreads. Jeg forsømte min profil og læste hovedsageligt bøger med forbindelse til mit arbejde, som det af flere forskellige årsager ikke gav mening at offentliggøre eller bedømme. For første gang kom jeg derfor bagud med læseudfordringen, og fik konstante reminders om, hvor mange bøger, jeg var bagud. Og det gjorde mig simpelthen så hidsig. Af samme grund har jeg valgt ikke at have et læsemål i år. Fordi jeg ikke vil fokusere på, hvor meget jeg læser, men snarere hvad jeg læser, og hvordan jeg prioriterer min tid. Jeg vil gerne øve mig i at gribe en bog oftere end min telefon, men målet er ikke at læse flere bøger af den grund. Bare at bruge min tid på gode læseoplevelser.

Jeg er ærlig talt lidt træt af Goodreads og det fokus sitet ligger på antallet af bøger. I samme øjeblik som jeg markerer en bog som færdiglæst derinde, får jeg tilsendt en mail med overskriften: "You finished xxx. What's next?" Og det er måske kerneproblemet. Fokusset på læsehastighed og antallet af læste bøger i stedet for fordybelse og læseglæde. Som i sidste ende er det, jeg jagter.

Er du på Goodreads? Hvordan betragter du sitet? Deler du min holdning – eller er jeg måske farvet af at færdes i internetkroge, hvor læseudfordringer og læsestatistikker fylder meget?


fredag den 5. januar 2018

“The dead could only speak through the mouths of those left behind, and through the signs they left scattered behind them.” – J. K Rowling


Det er svært at skrive om døden uden at skrive ordet "død". Det er sådan et pudsigt ord, som lyder akkurat så dødt som dets betydning. "Død". Det ligger så tungt og klodset i munden, lander med et klask på tungen og forstummer al følgende samtale. "Død". Så i stedet bruger man mærkværdige og upræcise omformuleringer. "Gik bort", "Åndede ud", "Fløj til himmels", "Forlod os", "Sov ind". Og alle de udtryk har et udsagnsord til fælles: som om, der er tale om en aktiv handling. Som om, døden er et valg og ikke en uundgåelig konsekvens af sygdom, uheld, dårligdom. Måske er det nemmere at acceptere på den måde. Måske er illusionen om et valg lettere at forholde sig til end det døde ord, "død".

Ikke desto mindre, døde min oldefar i juleferien. Den 23. december, ganske tidligt om morgenen, trak han sit sidste åndedrag i den hospitalsseng, han havde befundet sig i de sidste 14 dage. Hvad der startede med en brækket hofte blev til en livstruende lungebetændelse, flere brækkede knogler og generel udmattelse. Han var 96 år gammel. Hans kone, og min oldemor, var død året forinden, og han havde boet på plejehjem i et par år. Men han var efter sigende ved godt mod. Jeg nåede ikke at se ham, siden vi sagde farvel til min oldemor, men jeg ville ønske, jeg havde. Han var et fantastisk menneske. Det var de begge.
Jeg har været så privilegeret at vokse op med mine oldeforældre. Jeg husker besøg hos dem i Randers, deres antikke legetøj, min oldefars spilleri på harmonikaen, min oldemors hjemmebagte småkager og solskinsdage i deres store baghave. Jeg var med til deres krondiamantbryllup, hvor min oldemor lettere forfjamsket himlede op om sit brev fra Dronningen, og jeg tænkte aldrig rigtigt over, hvor sjældent det var. Hvor dyrebart det var at have den ekstra generation i familien, når så mange andre aldrig har kendt deres oldeforældre.
Og nu er de begge væk, og jeg føler tabet. Tabet af to gennemført gode mennesker, men også tabet af en generation med alle dens minder og vidundere. De var begge gamle og havde levet fulde og gode liv, men verden er et fattigere sted uden dem. Min verden især.

tirsdag den 21. november 2017

Om at have en stor blog ... og om at droppe den igen

Jeg havde engang en bogblog. Eller, det er faktisk lidt misvisende, for jeg har jo den stadig. Af princip har jeg nægtet at slette eller lukke den, for jeg bryder mig ikke om definitive afslutninger. Jeg holdte op med at have lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden. Og jeg er ikke sikker på, at det ikke også kan fungere omvendt: At jeg ikke pludselig får lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden igen. At jeg ikke en dag får lyst til at skrive en boganmeldelse igen, filme et book haul, eller skrive et par ord om Jane Austen igen. Det er bare ikke lige nu. Og det skyldes så mange ting.

Da jeg startede min bogblog i 2013, var jeg 22 år gammel. Jeg studerede Litteraturvidenskab og havde oceaner af fritid. Jeg manglede et kreativt output – og hvorfor ikke skrive om bøger, når jeg nu beskæftigede mig så meget med dem? Dengang var der ikke så mange danske bogblogs, og når man oprettede en bogblog var man nærmest øjeblikkeligt del af et lillebitte community, hvor alle delte den sammen interesse. Det var så nyt, og jeg blev hurtigt revet med. Og, utroligt nok, fik jeg relativ succes med det.
Bloggen var både min kreative legeplads, hvor jeg gradvist lærte at fotografere og genfinde den skrivestil, som jeg havde mistet undervejs i mylderet af universitetsopgaver. Jeg blev revet med og forsøgte hele tiden at forbedre mig selv; jeg var meget disciplineret og lavede Excel-ark med tidsplaner, manglende fotomateriale, tekster der skulle udarbejdes og meget mere. Og undervejs mistede jeg bare glæden ved det, og det der skulle have været en kreativ legeplads blev kvalt i sin egen form. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om: Jeg tog en pause, gentænkte mit koncept, redesignede bloggen og forsøgte at være mere impulsiv. Det fungerede bare ikke rigtigt.
For jeg tror ikke, jeg kun var træt af bloggens form. Jeg var også træt af dens indhold (i det omfang som man kan være træt af bøger, altså). Jeg fik et job, hvor jeg skulle arbejde med bøger dagligt – og, utroligt nok, også blogge om bøger – og hvorend jeg befandt mig online, blev jeg forfulgt af booktubers og bookstagrammers, som jeg i sin tid selv havde valgt at følge. Alting var bøger, bøger, bøger. Jeg blev mættet. Og til sidst blev bøgerne bare for anonyme, og det internationale bogbloggermiljø blev alt for fokuseret på ting som antal læste bøger om året, antal købte bøger i måneden, antal timer brugt på at læse. Det blev ensporet, og jeg følte sommetider, jeg reducerede mig selv til bogsnak; at jeg fabrikerede en digital version af mig selv, der ikke lavede andet end at læse og prioritere bøgerne over alt muligt andet. Og det er slet ikke tilfældet, for selvom jeg elsker bøger, har jeg også så mange andre hobbyer og hverdagsglimt, jeg holder af at dele.

Så jeg oprettede den her rodeblog. Eller, egentligt havde jeg haft den i et stykke tid, men jeg besluttede mig for at bruge den rigtigt og lade dén være mit kreative output (og skraldespand). Og jeg hygger mig så meget med det, selvom jeg til tider har mine tvivl om, hvorvidt det kun er mig selv, der læser med. Og det er faktisk dét, jeg oftest bliver spurgt om. Om hvordan jeg kunne finde på at droppe en blog, der havde læsere – til fordel for en blog, der lever en nogenlunde stille eksistens. Om jeg ikke synes, det er spildt arbejde, eller om jeg ikke savner kommentarer eller et opadgående Bloglovin-tal. Svaret på begge dele er nej. For at have en lillebitte blog har den charme, at man bliver mindet om, hvorfor man overhovedet ville blogge til at begynde med. Fordi man ikke kan lade være.

Bogbloggen har givet mig meget. Og jeg er stolt af den og til dels også af den disciplin, som ødelagde den. Og det kan godt være, jeg vender tilbage til den en dag; men for nu nyder jeg at læse bøger og ikke nødvendigvis mene noget om dem. Bare nyde dem. Og mest af alt nyder jeg at have et sted til at ævle om alle de andre ting, der fylder i min hverdag. Uden forpligtigelser eller struktur. Bare fortælle og fotografere, fordi jeg har lyst.

Så her er jeg. Og tak til alle jer, der kigger forbi dette, noget mere intime, internethjørne. Jeg hygger mig sådan herinde. Med jer og med ordene.

torsdag den 31. august 2017

Noget om søskende

"Søskende er den største gave, jeg overhovedet kunne give jer," sagde min mor altid. Gennem hele min opvækst hørte jeg den sætning igen og igen. Lige indtil jeg blev træt af den og begyndte at kategorisere den som en kliché. "Jaja," svarede jeg. "Jeg ved det jo godt." Og det gjorde jeg også, selvom jeg ikke helt forstod omfanget.
Min far var et enebarn og min mor var storesøster til to efternølere – begge langt yngre end hende. De var ikke vokset op blandt jævnaldrende søskende, og det var en af de ting, de havde taget med sig hjemmefra. En af de klassiske "jeg-vil-aldrig-gøre-som-mine-forældre"-målsætninger. Og det lykkedes for dem. Min søster blev født i 1989, jeg i 1990 og min bror i 1993. Og selvom det sommetider var upraktisk at være en familie på 5, var det også fantastisk.
For søskende er den største gave, jeg nogensinde har fået. Og det er en gave, der vokser sig større og større, bedre og bedre, for hvert år der passerer. For i takt med at mange af mine løse venskaber og bedste veninder er forsvundet og blevet erstattet af nye omgangskredse og bekendtskaber, er mine søskende i højere og højere grad blevet mine bedste venner. Og de to mennesker på jorden, der kender mig bedst og har kendt mig længst.
Med søskende kan man agere uden filter. De har allerede set alle ens grimme sider; og de har tilgivet en for alt lige fra tyveri af yndlingslegetøj til hede fornærmelser, privatlivskrænkelser og generel dårlig, pinlig og åndssvag opførsel. I årevis har man delt hjem, børnesygdomme og minder. Og på den måde har man en forbindelse, der er helt usammenlignelig.

Annemette og Nicolai er mine yndlingsmennesker i denne verden. Jeg har så meget kærlighed til og for dem, og jeg er fascineret af, hvordan vi alle tre er startet fra samme udgangspunkt og endt i så forskellige retninger. Og af hvor let vi kan finde tilbage til udgangspunktet igen og forvandles til småbørnssøskende, når vi alle tre samles. 

Min mor havde ret. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre gave end de to. 


søndag den 25. juni 2017

Life lately


Det har været et mærkeligt forår. Jeg har haft slukket og lukket mine blogs, ikke sagt et kvæk på hverken Instagram eller Twitter og egentligt slet ikke haft lyst til at se nogen eller gøre noget. Halvdelen af både april og maj er forsvundet i massive arbejdsmængder, bekymring og ... stilhed. Jeg har ikke sagt så meget eller gjort så meget. Bare forsøgt at få dagene til at gå, indtil jeg havde nogle svar.

Det er svært at skrive det her uden at lyde dramatisk, men jeg har haft en grim sygdom lidt for tæt på mig og en af mine kære. Faktisk fik jeg et kæmpe chok, da en af de mennesker, jeg altid har betragtet som værende usårlig, pludselig blev forvandlet til en kræftpatient. Sådan en med en diagnose og en risiko. Sådan en der skulle opereres og have hospitalstider. Og selvom det var et mildt tilfælde og en mild type med en mirakuløs kureringsrate, så har det fået hele min verden til at føles så skrøbelig. Jeg har haft mange ting til genovervejelse, og jeg har brugt meget tid på at gruble. Jeg tror, det er det, K-ordet gør ved en. 

Jeg er vant til usikkerhed. Jeg er vant til at grumme ting sker for gode mennesker, og jeg ved godt, at livet er en risikabel affære. Jeg ved, at man skal prioritere sin tid – og de mennesker man vælger at bruge den med – skarpt, fordi man ikke aner, hvor lang tid man har. Uheld sker, sygdomme sniger sig ind på en uden varsel, og så er der i øvrigt terrorangreb og naturkatastrofer til højre og venstre. Jeg ved det godt, og jeg har altid vidst det. Den seneste tid har bare mindet mig om det igen. Det føles som om, jeg har fået en eller anden åbenbaring. I virkeligheden er det nok bare noget så trivielt som en chok-reaktion.