Jeg havde aldrig set det komme, og det havde mine omgivelser heller ikke. Ikke blot fordi jeg i mange år hadede at løbe, men fordi jeg hadede al sport. Idrætstimerne i min folkeskole var et mareridt. Hvis jeg kunne finde en undskyldning for ikke at lave sport, gjorde jeg det. Mine idrætslærere stod på hovedet for at engagere mig i atletik, badminton, fodbold, håndbold, rundbold, volleyball. Men intet sagde mig noget, intet forekom mig som andet end en straf. Jeg identificerede mig som en, der bare "ikke var en sportspige" og satte en ære i at blive væk fra alt, der mindede om sport. Da jeg skulle vælge efterskole, gik jeg specifikt efter en efterskole uden sport som linjefag. Jeg ville ikke. Jeg gad ikke.
Men det viste sig at være en fejl. Det, jeg ikke gad var holdsporten. Konkurrencesporten. Jeg blev ikke motiveret til at løbe hurtigere, fordi en eller anden råbte af mig på et stafethold. Min motivation fandt jeg først langt senere, da jeg begyndte at løbe for at klare tankerne. For at finde ro. For at være til stede i min krop og nyde, hvad den kunne præstere. Og nu er jeg pludselig sådan en, der løber 3-4 gange om ugen. 5, 7, 10 eller 15 kilometer, alt efter humør. Jeg drømmer om at løbe et marathon næste år uden helt at vide hvorfor. Nok mest for at nyde at jeg overhovedet kan.
Måske vil jeg endda gå så vidt som at sige, at mit løberi har reddet det her år for mig. For da jeg var arbejdsløs, hverdagsløs og rutineløs, brugte jeg løbeturene til at strukturere mine dage. Jeg stod op, tog løbetøjet på, kom hjem, gik i bad, spiste morgenmad, og lod dagen gå i gang. Og uanset hvordan dagen forsvandt, kunne jeg holde fast i, at jeg da i det mindste havde fået løbet en tur. At jeg i det mindste var i gang, på en eller anden måde.
Jeg bliver aldrig en konkurrenceløber. Jeg løber for min egen skyld; for min krop og for mit sind. Min morgenløbetur er det tidspunkt på dagen, hvor jeg er allermest til stede. Hvor jeg hverken lytter til musik eller kigger på min telefon, men derimod bare kigger og lytter til verden omkring mig. Og flytter den ene fod foran den anden.
Jeg elsker at løbe. Og lige nu savner jeg det. Jeg har nemlig erhvervet mig en stædig fibersprængning, der fik min læge til at formane mig om at holde mig i ro og give mig en henvisning til en fysioterapeut. Æv og av. Jeg glæder mig til, jeg kan starte op igen. Omend tempoet nok skal lidt ned.
Har du fundet din lykkesport?
Hvad er oddsene for at dette indlæg kommer i samme minut, jeg sidder og debaterer med mig selv 'skal du ud og løbe nu, eller senere.. nu eller senere..'
SvarSletJeg har løbet i 2 år nu. Det er ikke en 'ode' for mig. Vi har et anstrengt forhold. Synes aldrig jeg helt har fundet jargongen med løb, det er altid en anstrengt affære de første 3 km for mig. Altid! Jeg er ikke zen, når jeg løber. Det er en udholdenhedskonkurrence, hvor min krop er fjenden. Sidestik, tunge ben, stiv ankel. Kroppen kaster alt muligt efter mig. Men jeg bliver ved, fordi jeg gerne vil være sådan en type der engang kan skrive 'en ode til løb' ;)
Haha, åh, om jeg kender den indre debat. At løbe eller ikke løbe. Jeg ender altid med at bruge så uendeligt lang tid på at bestemme mig for derefter endelig at tage mig sammen til at løbe og så konkludere, at jeg bare skulle være løbet med det samme og sparet tid ...
SletHaha! Åh, en ode altså. Det er måske også en lidt misvisende overskrift, for jeg bakser også med løbet sommetider. Men mest af alt, er det en givende ting på mig, og jeg kan opnå en sjælden tanketomhed, når jeg løber. Det er så rart ikke at skulle tænke, men bare fokusere på sit bentøj, på vejen, på menneskerne omkring en. Bevægelser, intet andet. Det elsker jeg altså.