Er 'kreativ' og 'struktureret' nødvendigvis modsætninger?

Jobsøgning er en mærkværdig kunstart. Ikke alene skal man, som jobcenteret så fint formulerer det, sælge sig selv, man bliver også hele tiden nødt til at forholde sig til sig selv. Ens verden skrumper. Ens dage smelter sammen, imens man sidder og forsøger at vælge de helt rigtige tillægsord til at beskrive sig selv og alt det, man har at tilbyde på en arbejdsplads. Hele tiden forsøger man at indkredse sig selv, komme nærmere hvem man egentligt er, hvad man egentligt kan, og hvorfor man i det hele taget er relevant. Nogle gange endda krydret med en række personlighedstests, der har til formål at koge hele ens identitet ned til en personlighedstype, én ud af fire med bestemte træk og reaktionsmønstre. 

At søge job føles ofte som at søge sig selv. At svare på alle (u)tænkelige spørgsmål om styrker, svagheder, personlighedsmønstre og hypotetiske krisesituationer. Ting man aldrig før har skænket en tanke. Ting man måske har vidst om sig selv, men ikke nødvendigvis sat ord på. Eller ting man måske ikke ved endnu, men som man gerne vil teste af, situationer man endnu ikke har stået i, men som man alligevel skal føle sig hjemme i. Svarene bliver lige så store dele gætteri som spørgsmålene, imens man forsøger at visualisere en situation, man ikke kender, i et arbejdsmiljø man ikke kender, samtidig med man stiller sig selv i det bedste lys overhovedet muligt. Selvfølgelig.

Et af de sjoveste fænomener jeg er stødt på i den forbindelse er, hvor svært det kan være at blive presset ned i en præfabrikeret personlighedskasse. For eksempel har jeg altid beskrevet mig selv som værende kreativ. Jeg elsker at lege med billeder, med ord og med film. Samtidig bruger jeg også ofte ordet 'struktureret' – for jeg strukturerer altid min kreativitet og laver alenlange Excel-filer, hvis felter jeg langsomt udfylder med idéer, materialelister og deadlines. Det er et biprodukt af at have blogget i mange år, tror jeg. Et behov for planlægning og overblik, et forsøg på at fastholde flagrende idéer, før de flyver væk.

Og af en eller anden grund, er det som om, den kombination ikke kan lade sig gøre. Den eksisterer i hvert fald ikke i nogen af de personlighedstests, jeg har været igennem. Jeg skal altid vælge. Er jeg struktureret, eller er jeg kreativ? A eller B? Ingen eller begge dele, tak.

Måske er det et levn fra fortidens idé om det store geni. Fra idéen om det rodede atelier med malerrester og halvbrugte lærreder overalt, fra idéen om forfatteren bag skrivemaskinen med en papirskurv så fyldt, at den flyder over og efterlader et spor af sammenkrøllede papirer i hele lokalet. Måske er der endda belæg for, at kreativitet hænger sammen med rod. At gode idéer kommer i en så forhastet form, at de efterlader en tornado af kaos efter sig. At kunstnere bliver opslugt af kunsten og ikke har tid til at være praktiske. Jeg ved det faktisk ikke. Men kan man virkelig sætte lighedstegn mellem den klassiske idé om rodet kreativitet og den praktiske kreativitet på en arbejdsplads? Hvis kreativitet er flyvsk og regelløs, kan den så ikke netop eksistere i flere sind, på flere måder? 

Det er selvfølgelig blot én ud af hundrede klichéer, jeg har mødt i min jobsøgning. Og én ud af hundrede grunde til, jeg aldrig kan genkende mig selv i personlighedstests og altid sætter kryds i det halvfornærmede "resultatet passer ikke på mig"-boks. For jeg nægter at være enig i et så firkantet menneskesyn.