Viser opslag med etiketten Ledighedslivet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Ledighedslivet. Vis alle opslag

mandag den 13. august 2018

Første arbejdsdag ...

Det er mandag, og min ferie er forbi. 

Ja, ferie. 

For den sidste måned har jeg holdt reelt ferie. Lige siden min telefon ringede en onsdag formiddag  i juli med et jobtilbud. Lige siden jeg på min fødseldag skrev under på en jobkontrakt og dermed satte en stopper for uvisheden, der har præget min tilværelse siden marts.
Selvom jeg har haft meget tid som arbejdsløs, så har jeg ikke haft tid til at nyde dagene. For det har vist sig, at fritid slet ikke føles frit, når det strækker sig i det uendelige foran en. I stedet føles det klaustrofobisk. Stressende. Og helt forkert.

Men det er der rettet op på nu. Jeg har fået et arbejde og dermed fået min fritid tilbage. Skørt, hvordan dét hænger sammen.

Og arbejdet? Arbejdet glæder jeg mig til. Jeg er nemlig startet som kommunikationsmedarbejder hos et odenseansk webbureau. Jeg skal arbejde med ord; skrive tekster og flytte kommaer og – selvfølgelig – også lege med sociale medier, kampagner, analyser og regneark. De to arbejdsområder jeg elsker allerhøjest her i verden. Det bliver så godt. Det er det allerede.

Og således kan jeg nu sende et farvelkys afsted til sommeren og gå en ny hverdag i møde. De endeløse ledighedsdage ligger bag mig, omend de har lært mig utrolig meget om mig selv og om det arbejdsmiljø, jeg befinder mig bedst i. På mange måder var det en god ting for mig at få foræret en pauseknap og en mulighed for at kigge indad. Måske trængte jeg endda til det. Men nu trænger jeg til at komme i gang igen. Og jeg glæder mig.

torsdag den 2. august 2018

Er 'kreativ' og 'struktureret' nødvendigvis modsætninger?

Jobsøgning er en mærkværdig kunstart. Ikke alene skal man, som jobcenteret så fint formulerer det, sælge sig selv, man bliver også hele tiden nødt til at forholde sig til sig selv. Ens verden skrumper. Ens dage smelter sammen, imens man sidder og forsøger at vælge de helt rigtige tillægsord til at beskrive sig selv og alt det, man har at tilbyde på en arbejdsplads. Hele tiden forsøger man at indkredse sig selv, komme nærmere hvem man egentligt er, hvad man egentligt kan, og hvorfor man i det hele taget er relevant. Nogle gange endda krydret med en række personlighedstests, der har til formål at koge hele ens identitet ned til en personlighedstype, én ud af fire med bestemte træk og reaktionsmønstre. 

At søge job føles ofte som at søge sig selv. At svare på alle (u)tænkelige spørgsmål om styrker, svagheder, personlighedsmønstre og hypotetiske krisesituationer. Ting man aldrig før har skænket en tanke. Ting man måske har vidst om sig selv, men ikke nødvendigvis sat ord på. Eller ting man måske ikke ved endnu, men som man gerne vil teste af, situationer man endnu ikke har stået i, men som man alligevel skal føle sig hjemme i. Svarene bliver lige så store dele gætteri som spørgsmålene, imens man forsøger at visualisere en situation, man ikke kender, i et arbejdsmiljø man ikke kender, samtidig med man stiller sig selv i det bedste lys overhovedet muligt. Selvfølgelig.

Et af de sjoveste fænomener jeg er stødt på i den forbindelse er, hvor svært det kan være at blive presset ned i en præfabrikeret personlighedskasse. For eksempel har jeg altid beskrevet mig selv som værende kreativ. Jeg elsker at lege med billeder, med ord og med film. Samtidig bruger jeg også ofte ordet 'struktureret' – for jeg strukturerer altid min kreativitet og laver alenlange Excel-filer, hvis felter jeg langsomt udfylder med idéer, materialelister og deadlines. Det er et biprodukt af at have blogget i mange år, tror jeg. Et behov for planlægning og overblik, et forsøg på at fastholde flagrende idéer, før de flyver væk.
Og af en eller anden grund, er det som om, den kombination ikke kan lade sig gøre. Den eksisterer i hvert fald ikke i nogen af de personlighedstests, jeg har været igennem. Jeg skal altid vælge. Er jeg struktureret, eller er jeg kreativ? A eller B? Ingen eller begge dele, tak.

Måske er det et levn fra fortidens idé om det store geni. Fra idéen om det rodede atelier med malerrester og halvbrugte lærreder overalt, fra idéen om forfatteren bag skrivemaskinen med en papirskurv så fyldt, at den flyder over og efterlader et spor af sammenkrøllede papirer i hele lokalet. Måske er der endda belæg for, at kreativitet hænger sammen med rod. At gode idéer kommer i en så forhastet form, at de efterlader en tornado af kaos efter sig. At kunstnere bliver opslugt af kunsten og ikke har tid til at være praktiske. Jeg ved det faktisk ikke. Men kan man virkelig sætte lighedstegn mellem den klassiske idé om rodet kreativitet og den praktiske kreativitet på en arbejdsplads? Hvis kreativitet er flyvsk og regelløs, kan den så ikke netop eksistere i flere sind, på flere måder? 

Det er selvfølgelig blot én ud af hundrede klichéer, jeg har mødt i min jobsøgning. Og én ud af hundrede grunde til, jeg aldrig kan genkende mig selv i personlighedstests og altid sætter kryds i det halvfornærmede "resultatet passer ikke på mig"-boks. For jeg nægter at være enig i et så firkantet menneskesyn.


onsdag den 28. februar 2018

Somewhere Only We Know

Hvis det ikke var fordi, min kalender insisterede på, at i morgen var den 1. marts, ville jeg tro, det var den 1. januar. Verden udenfor er hvid, stille og kold; vinden er bidende og larmende, og jeg har atter skruet op for radiatorerne, som jeg ellers lige havde skruet ned for. Vinteren er kommet tilbage på det mærkværdigste tidspunkt overhovedet.
Men der er skønhed i verdenen udenfor. Jeg trasker rundt i Odenses gader, pakket ind i halstørklæde, hue og vanter, drikker spandevis af varm kakao og hænger ud med søde veninder. Nico knokler løs med overarbejde og travlhed, og om en uges tid rejser han til Ukraine for at arbejde en uge dér også. 
Altimens står min verden lige så stille som sneen. Og jeg føler så mange ting samtidig. I morgen skal jeg melde mig arbejdsløs (eller ledig, om man vil), og dermed bliver jeg en del af det lige dele berygtede og fantastiske dagpengesystem. Det er lidt vemodigt, men samtidig også et lille skub videre. En reminder om, hvor hurtigt tiden går. Nu har jeg været opsagt i tre måneder, og det er tid til næste skridt. Arbejdsløshed – og forhåbentligt snart et job. Jeg krydser mine forfrosne fingre og gør alt, hvad jeg kan for, at det skal lykkedes. Og det skal det nok også. Lykkedes, altså. 

Jeg håber, den kolde februar har været god ved jer! 


mandag den 12. februar 2018

Ting jeg bruger tid på, nu når jeg går hjemme:

  • At gense alle otte Harry Potter-film. Én om dagen. Og så lige Fantastic Beasts oveni. 
  • At rydde op. Alle vegne. I kontorskabet. I kommoden med handsker og huer. I kælderrummet. I bogreolen. Selv i dét rodeskab, jeg i daglig tale omtaler som "Bermuda-trekanten". 
  • I tråd med ovenstående: At gøre rent. Vaske op i hånden i stedet for at fylde opvaskemaskinen. Bare fordi jeg har tiden.
  • At komme i form. Daglige løbeture efterfulgt af mavebøjninger og hvad jeg ellers lige kan finde på.
  • At lægge puslespil og at farve i malebøger. Altimens jeg føler dig som en på 11 år igen, men messer højtideligt, at det bringer min "kreative side" frem. Ahem.
  • At tage mærkværdige online kurser i alt fra hardcore Photoshop billedmanipulation til bløde litteraturkurser om Peter Pan. 
  • At bombardere min søster med snaps med dyrefiltre. 
  • At læse bøger. Lige pt. 2-3 bøger i ugen hvilket nærmest er mere, end jeg læste hele sidste år.
  • At tage til netværkssamtaler og kaffemøder, selvom jeg faktisk slet ikke drikker kaffe.
  • At rense hud hver dag og lægge muddermasker. Min hud har aldrig været pænere. Hvilket også giver god mening, eftersom make-up er blevet et fremmedord.
  • At spekulere på hvad i alverden jeg egentligt fik tiden til at gå med som litteraturstuderende med kun 6-7 undervisningstimer om ugen.