Okay. Så, jeg har brugt en stor del af det her år på at være arbejdsløs. Hvilket ultimativt betyder, jeg har brugt en stor del af det her år på Netflix. Og på HBO Nordic. Og på Filmstriben, DR.dk og CMore for den sags skyld.
Jeg har set serier og film som aldrig før. Og nogle af dem har faktisk været værd at anbefale. Derfor en ny indlægsserie med filmanbefalinger. Her er f.eks. en samling af mine yndlingsfilm og -serier i juli, som bl.a. har holdt mig i live under en uges halsbetændelse og alle de eftermiddage, det nærmest har været for varmt til at gå udenfor en dør:
Da jeg så første sæson af Netflix' Anne-filmatisering, var det med en stor portion skepsis, der hurtigt blev gjort til skamme. Jovist, serien var ændret en del fra de elskede børnebøger, men karaktererne skinnede så tydeligt igennem, at ændringerne forekom mig ligegyldige. Pointen, varmen og glæden var der endnu.
Og er den så også det i sæson 2? Ja, det tror jeg nok. Amybeth McNulty er den perfekte Anne, og hendes rablerier er helt fantastiske. Ligesom serien også er åh-så-fint filmet, og den unge Lucas Jade Zumann sender de helt perfekte smeltende lange blikke til den principfaste Anne. Det er så godt TV, og jeg er glad for serien. Jeg ville blot ønske, den var lidt mere tro mod bogen og ikke spildte tid på kedelige ekstra-elementer (som svindler-sekvensen i de første afsnit), når den står allerklarest i sine menneskeportrætter.
Og er den så også det i sæson 2? Ja, det tror jeg nok. Amybeth McNulty er den perfekte Anne, og hendes rablerier er helt fantastiske. Ligesom serien også er åh-så-fint filmet, og den unge Lucas Jade Zumann sender de helt perfekte smeltende lange blikke til den principfaste Anne. Det er så godt TV, og jeg er glad for serien. Jeg ville blot ønske, den var lidt mere tro mod bogen og ikke spildte tid på kedelige ekstra-elementer (som svindler-sekvensen i de første afsnit), når den står allerklarest i sine menneskeportrætter.
Love, Simon er næsten allerede old news, er den ikke? I hvert fald tvivler jeg på, den stadig går i biografen. Men den var, om ikke andet, smaddersød. Sådan en fin og følsom fortælling om ung kærlighed, seksualitet og identitetskvaler. Jeg så filmen med min søster på en varm sommerdag med Tinderbox-tømmermænd og begyndende halsbetændelse, og det var den helt perfekt til.
Jeg både smilede og fældede en tåre undervejs, selvom jeg var (og stadig er) lidt irriteret over, hvor pænt den fremstiller alting – teenageskuespillerne inklusiv. Jeg ved godt, det er sådan, Hollywood-gamet er, selv når der tackles lidt større problemstillinger. Men det er lidt en skam, før det gør film hvis eneste formål er at være relaterbare, langt mindre relaterbare. Tror jeg nok.
Forfatteren Daphne du Maurier skriver mageløse gotiske thrillers, der får en til at tvivle på samtlige karakterer og deres mange versioner af sandheden. Hun er nok mest kendt for Rebecca, men hendes roman My Cousin Rachel er blandt mine absolutte favoritter. Den er så god. Så snigende uhyggelig. Så svær at regne ud. Så selvfølgelig klikkede jeg 'play' i samme øjeblik, jeg så filmatiseringen hos CMore.
My Cousin Rachel har smukke Sam Claflin i hovedrollen som den unge Philip, der mister sin onkel og eneste familiemedlem, Ambrose, under mystiske omstændigheder. Ambrose dør nemlig under en rejse til Italien, hvor han er blevet spontan-gift med kusinen Rachel, som han aldrig har mødt før. Han skriver jublende hjem om sin nyfundne kærlighed, men brevene bliver mere og mere anklagende og hadske i tonen – indtil Ambrose pludselig er død, og Philip ikke aner, hvad han skal tro.
Philip beslutter sig for, selv at invitere Rachel på besøg for at lære hende at kende og finde ud af, om hun mon var skyld i Ambroses død. Og var hun så det? Filmen vakler hele tiden mellem for og imod, og fremstiller Rachel som en handlekraftig, gådefuld kvinde med mange skjulte motiver. Rachel Weisz spiller rollen perfekt, og man aner ikke, om man skal fatte sympati for hendes karakter eller ej. Det gør Philip i øvrigt heller ikke.
Filmen er virkelig et lille mesterværk, synes jeg, omend af den lidt mere stille slags. Scenerne er smukke 1900-tals billeder, og Daphne du Mauriers roman fungerer perfekt som film.
OK, jeg har set den her film før. Mange gange før. Men så glemte jeg den igen, og hvinede nærmest af fryd, da den dukkede op på Netflix. Er det ikke det, Netflix i virkeligheden gør bedst? At give filmperler fornyet opmærksomhed.
For, åh, hvor jeg elsker Inception. Jeg husker stadig, første gang jeg så den i biografen med en veninde; helt uvidende om, hvad det egentligt var for en film, vi havde valgt at se. Da den sluttede, kiggede vi bare på hinanden, to store spørgsmålstegn, og anede ikke, hvad det var, der lige var sket. I mine øjne er Inception en virkelig intelligent og dyster actionfilm om drømme, om menneskelige drifter, om identitet og om virkelighed. Og selvfølgelig også en helt klassisk actionfilm med eksplosioner, våben og hvad-ved-jeg. Personligt synes jeg, det er en af DiCaprios bedste roller.
Den her filmtitel forvirrer mig så meget. For Love & Friendship er en filmatisering af Jane Austens brevroman Lady Susan, men titlen er altså taget fra hendes ungdomsskriverier. Hvorfor, aner jeg ikke. Det er bare forvirrende og irriterende titelbytteri i min optik.
Nå. Men filmen, ikk'? Filmen er et fantastisk virvar af brusende silkekjoler, violinmusik, lavmældte samtaler i smukke balsale og en høj dosis manipulation. Filmen handler nemlig om Lady Susan Vernon, som er nylig enke med et lidt blakket ry. Hun søger tilflugt hos sin svigerfamilie, hvor hun udtænker store planer for et kommende ægteskab – for hende selv og sin indadvendte datter, Fredericia.
Kate Beckingsale spiller rollen som den udspekulerede Lady Susan virkelig godt, og det er hende, der bærer filmen. For klipningen er lidt sær og kitsch, og slutningen er omskrevet så historien mister lidt af sit bid. Ikke desto mindre, er det en flot film til alle der elsker kostumedramaer – og så er Stephen Fry også med, hvilket altid trækker enhver film op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar