Siden hvornår blev det så vigtigt for mig at vide, hvad klokken er? (Eller: en kvindens kamp mod sin mobil)

“Jeg lærer at slappe af, tænkte han. Jeg skal nok lære det.” – Rejse med let bagage af Tove Jansson

Jeg er ikke teknologiforskrækket. Tværtimod. Jeg har tilbragt meget af mit liv foran en skærm, og jeg kan huske, da internettet dukkede op. Hvordan det gik fra at være et stillestående leksikon til et fællesskab, hvor man kunne møde andre. Hvor man kunne øve sig i at skrive ved at dele sine ord med andre; hvor man kunne udtrykke sig, læse og blive læst. Som 11-årig lærte jeg mig selv så mange HTML-bidder, at jeg kunne lave min egen hjemmeside, hvor jeg skrev om alt muligt trivielt. Og jeg nød det. Jeg elskede det. Internettet ændrede alle vores liv, og det føltes som om, mit blev ændret til det bedre. 

Jeg har aldrig haft noget imod at sidde foran en skærm, så længe det føltes som om, jeg fik noget ud af den tid, jeg brugte foran den. Skærmen var – og er – mit kreative frirum, hvor jeg skaber billeder såvel som ord, og jeg vil ikke opgive det for noget i verden. Men det, jeg gerne vil opgive er spildtiden foran skærmen.

For med årene, og særligt i løbet af de seneste år, er mine skærme gået fra givende værktøjer til meningsløst tidsspilde. Og selvom jeg absolut ikke er modstander af at sidde foran en skærm, er jeg modstander af at sidde foran en skærm og ikke få noget ud af det. Jeg indså problemet, da jeg en morgen lå i sengen og "lige skulle scrolle lidt på Instagram før jeg stod op", og jeg så to timer efter stadig var igang med at scrolle mig igennem ligegyldige hashtags og bruge en halv time på at kigge gamle billeder på en YouTubers profil, hvis videoer jeg i øvrigt ikke engang ser. Og jeg blev sur, for det var ikke sådan, jeg ønskede, min morgen skulle være.

Og da indså jeg, jeg havde et problem. Ligesom det også er at problem, at scrolle-bevægelsen er så indlejret i mine håndled, at jeg ikke kan behovsudsætte længere. Jeg sidder og læser og tænker flyvsk "gad vide, hvad klokken er" og har pludseligt et akut (og fuldstændig fiktivt) behov for at samle telefonen op for at tjekke klokken, derefter tjekke mail, Instagram og Twitter, for så at miste fem-ti minutter af min læsetid på noget fuldstændig ligegyldigt.

Der er ikke længere pause mellem impulser og behov. Jeg får en flyvsk tanke – gad vide, hvor mange grader, det er udenfor lige nu? Gad vide, om min mor har svaret på min SMS? – og 1, 2, 3, så sidder jeg med telefonen i hånden. Også selvom jeg egentligt hellere ville læse. Hellere ville stå op. Eller hellere ville rydde op. Minutterne går, og jeg scroller ned, ned, ned i Instagrams dyb af ligegyldige billeder af andres morgenmad og flamingo-badedyr.

Det er et problem med mange løsninger, og jeg har prøvet flere af dem. At installere apps der tæller min tid på telefonen (det gav mig bare dårlig samvittighed), at sætte telefonen på lydløs og slå notifikationer fra mails o.lign. fra (men så tjekker jeg det bare selv i stedet), at ligge tidskrævende apps i mapper og derved forstyrre vanen i de første klik på skærmen (men så blev mappeåbningen bare til en ny vane) og sågar at slette alle social media-apps permanent fra telefonen (men det holdte slet ikke så længe). 

Det eneste, der har virket for mig er at give telefonen stuearrest. Bevidst efterlade den i lejlighedens andre rum, i bunden af en taske, derhjemme når jeg er ude eller endda låse den inde i et skab. Mit arbejdsløse liv har tilladt mig at starte dagene bedre ved ikke at være afhængig af telefonens vækkeur, og i stedet lade min lige dele forstyrrende og fantastiske iPhone overnatte på mit kontor ved siden af computeren. Hvor den hører til.

For ligesom computeren, bør telefonen være et arbejdsredskab. Et værktøj. Noget, jeg er kreativ og produktiv med.  Især fordi jeg jo netop har, og fremover skal, arbejde på telefonen. Når jeg sidder med den i hænderne hele tiden, sker der et underligt mix mellem arbejde og fritid, hvor jeg hele tiden opdaterer mig på egne såvel som arbejdspladsens, konkurrenternes og kundernes sociale medier. Og jeg er ikke længere sikker på, det konstante scrolleri har forbedret min arbejdsindsats. Snarere tværtimod.

Så, jeg gemmer min telefon væk. Og det virker. Jeg er faktisk blevet ret god til det. Men jeg ved også, at det ikke er en holdbar løsning. For vi skal som moderne mennesker ikke lære at leve uden telefonen, men i harmoni med den. Jeg skal bare finde det moderate mix og den selvdisciplin, der gør det muligt – og samtidig minde mig selv om, at det ikke er livsvigtigt at vide, hvad klokken er, eller hvordan vejret bliver i morgen, når jeg er midt i en god bog, film eller samtale. 

Kender du følelsen? Og hvad er din løsning?