Lately ... #12

Hvad har du lavet på det seneste? Her er en lille samling hverdagsglimt fra de sidste sensommerdage.

... En aften for et par uger siden, kom min søster på besøg. Helt spontant. Og vi havde den bedste sommeraften. Begge vores sommerferier lakkede mod enden, så vi besluttede at gå en lang aftentur og se solen gå ned over Odense Havn. Der sad vi og snakkede, indtil lygtepælene tændtes, og vi begge frøs i vores lette sommerbluser. Det føltes på en eller anden måde så endegyldigt og næsten rituelt. "Nu er sommeren forbi," sagde vi til hinanden, da vi skiltes. Og med ét, var den. 

... Nico har fået en lille grøn velourbænk, som nu står på hans kontor. Den er virkelig ikke specielt køn eller behagelig at sidde på, men jeg sidder der ofte alligevel for at kigge på regnen eller på menneskerne udenfor. 

Det har jeg faktisk altid gjort meget. Siddet i vindueskarme, altså. Og det er noget af det, jeg savner allermest ved vores gamle lejlighed: de store vindueskarme, der var brede nok til, at jeg kunne sidde i dem og læse, imens regnen ramte ruden. Det kan jeg ikke her, i vores nye lejlighed. Alle vores vinduer er gulvvinduer, og selvom det er smukt og lukker så dejligt meget lys ind, kan jeg godt savne de gamle vinduer. Lidt skørt, altså. I mellemtiden nyder jeg bare at have fået en ny siddeplads til de kommende efterårsdages stille stunder.

... For et par uger siden ringede min søster til mig for at spørge, om vi ikke skulle køre til Vestjylland for at besøge min lillebror. Og dét skulle vi da! Vi havde en skøn køretur og hørte 90'er musik hele vejen, og da vi nåede frem, ventede min lillebror med rundstykker og jordbærtærte. Det var sådan en hyggelig dag, og jeg følte mig så taknemmelig over, at mine to søskende er så tæt på mig aldersmæssigt, og vi (stadig) får så meget glæde ud af hinanden. Selvom det er selvfølgeligt for mig, er det jo bestemt ikke en selvfølge. I stedet er det en uvurderlig gave.

Hjemme hos min lillebror fik jeg også varmet mit katteelskende hjerte af hele to smukke kattevæsener. Min lillebrors kat, Dinah, bliver ved med at vokse og er nu en kæmpekat med den smukkeste pels. Hun er kun et år, så hun opfører sig stadig som en forvirret kattekilling, selvom hun ligner en løve. Min lillebror passer lige nu også mine forældres kat, Rasmus, som efterhånden runder de 14 år. Hun er gammel og træt, men ejer mit hjerte for evigt. Hende har jeg et helt specielt bånd til og er altid glad for at se.

... Sidste fredag, efter min første uge på arbejde, havde jeg brug for at mure mig inde med en god film og fordøje alle de nye (og gode!) indtryk fra ugen. Bare lade op. Og ved et lykketræf havde Netflix premiere på filmen To All the Boys I've Loved Before, som er baseret på en bog af Jenny Han, som jeg har læst og brugt i forbindelse med mit tidligere arbejde. Og, åh. Både film og bog er så sød. Så sukkersød, at det næsten hviner i tænderne. På alle måder den perfekte film til en stille fredag under dynen. Fyldt med teenagefølelser og elsker-elsker-ikke dilemmaer. Jeg kan varmt anbefale at skrive den på listen over gode gråvejrsfilm.

... Festivalsæsonen er begyndt her i Odense. Eller, faktisk er det en lidt forkert formulering. Odense har så mange festivaler, at det nærmest altid er festivalsæson. Om ikke andet, er august måneden for de store festivaler: det starter med blomsterfestivalen, som overlapper med Spoken Word-festivalen, som derefter kører over i H. C. Andersen-festivalen, for så at smelte sammen med Odense Film Festival og slutteligt kulminerer i Generator-festivalen. Bare for at nævne de største.
I sidste weekenden forvildede jeg mig ned i byen for at kigge lidt på Odense Blomsterfestivalen. Den er så køn og fylder gaderne med fotoglade mennesker, som alle vil have et billede af regnbuefarverne.  Temaet i år var cycling-recycling, og det kom meget fint til udtryk, synes jeg.

... Jeg bruger biblioteket alt for sjældent. Og det er altså noget værre pjat, for der er absolut ingen grund til, jeg skal købe bøger, jeg kun læser én gang. Desuden er Odense Hovedbibliotek altså en virkelig smuk bygning, som jeg nyder at færdes i. Så hvorfor ikke besøge den oftere – og spare mig selv for at købe bøger, jeg alligevel ikke har plads til?
Nå. Men bøgerne jeg har lånt i denne omgang er begge fagbøger. Blandt andet Susanne Stauns humoristiske sprogguide, som jeg læser on/off for at blive inspireret til at stramme op i mit tekstarbejde. Desuden lånte jeg også Lau Aaens berømte Dagpengeland med hjem, som er en sand skildring af det absurde (og fantastiske) dagpengesystem med alle dets mærkværdige mennesker, skøre jobcenterøvelser og modstridende regler. Jeg burde faktisk have læst den for længe siden.

... I søndags var det Den store biografdag landet over, og eftersom biografbilletter blot kostede 50 kroner (som dengang man var barn), tog Nico og jeg selvfølgelig i biografen. Selvom der egentligt ikke gik noget i biografen, vi decideret brændte for at se. Nico endte med at vælge en science-fiction film, og jeg greb bare muligheden for at forsvinde ind i biografmørket.
The Darkest Minds var en god ungdomsfilm om en verden, hvor alle børn bliver jagtet af myndighederne på grund af deres overnaturlige, og til tider farlige, evner. Dystopisk og forudsigelig, men ganske underholdende. Nico var ret begejstret.