2018; Året der forsvandt

Og så forsvandt 2018 ud i horisonten. Et år, der både har føltes helt uendeligt og enormt kort på én og samme tid. Det har været et godt år. Et stille år. Et år hvor jeg den ene halvdel af tiden har haft forsvindende lidt at lave og den anden halvdel har haft travlt med at sætte mig ind i et nyt job, nye opgaver og en masse nye gøremål. Et halvt år i slowmotion, et halvt år med fast-forward knappen i bund. Enormt ubalanceret, men måske også tiltrængt. Begge dele, egentligt.

Udover arbejdet, var det også et år fyldt med gode oplevelser. Et utal af biografture. Enormt mange hvidvinsaftener og grillaftener. Besøg i Vestjylland, en tur til Dublin. Dans til Tinderbox og et utal af fantastiske koncerter, teaterforestillinger og kulturoplevelser. Her er mit år i stikord og billedglimt; 

... I slutningen af år 2017 blev min stilling på forlaget nedlagt, og jeg blev opsagt. Og derfor startede år 2018 lidt mystisk; lidt rundt på gulvet, uden en plan og uden et job. Jeg anede ikke, hvad mit næste skridt skulle være, og det var både en befriende og en klaustrofobisk følelse.

... I starten af marts meldte jeg mig ledig. Det betød, at jeg pludselig blev en del af et rigidt system med meget opsyn og en stor mængde formularer, som hele tiden skulle udfyldes og vedligeholdes. Hver tredje uge var jeg til samtale på jobcenteret med en sagsbehandler, som skiftevis var optimistisk og opgivende på mine vegne.

Jeg blev del af et stort, stort system, som jeg hurtigt kunne forsvinde ind i. Blot endnu et tal i en  uendelig arbejdsløshedsstatistik. Men det var ikke altsammen negativt; jeg mødte mange søde og hjælpsomme mennesker på min vej, deltog i en masse kurser, udviklede mine Photoshop-skills, networkede og blev lidt klogere på, hvad jeg egentligt ville. 

... Det var en lang vinter. En lang, lang vinter. Sneen blev ved med at vælte ned i store, vatlignende  klumper. Og jeg elsker det; jeg elskede, at at gå turen og nyde det hvide vinterlandskab uden at skulle bekymre mig om togforsinkelser og mødetider. Det var så fint – nu, når tingene alligevel var lidt kaotiske.  

... Nico og jeg tilbragte påskeferien i Dublin. Det var sådan en skøn tur og det perfekte afbræk fra Nicos arbejdstravlhed og min intetsigende jobsøgning. Byen var så charmerende; fyldt med gademusikanter, løssluppen stemning og farverige, gamle byhuse. Jeg husker særligt vores sene gåture gennem byen efter (alt for mange) drinks og soundtracket af de mange Ed Sheeran-syngende guitarister på Grafton Street. Åh, hvor var det fint.

... Som en del af mit arbejdsløshedsforløb skulle jeg i praktik. Det havde jeg lidt blandede følelser omkring, for der var kun tale om 4 uger, og det var lige op til, at alting lukkede for sommeren. Men den slags er jo altsammen en del af det store system, som både er et fantastisk sikkerhedsnet og helt umuligt ufleksibelt. Så afsted i praktik kom jeg.

Heldigvis endte jeg et vidunderligt sted. På Borgernes Hus i Odense, hvor jeg fik ansvaret for et litteraturformidlingsprojekt via sociale medier. Det var et spændende projekt, og jeg elskede at få et større indblik i biblioteksarbejdet og alle de ildsjæle, som hver dag arbejder for at bøger, viden og kultur er frit tilgængeligt for alle. Det kunne jeg sagtens have brugt mere end 4 uger på. 

... Da sommeren var på sit allerhøjeste, og solen stod nådesløst fra en blå himmel og brændte skuldre og næser, var jeg med Nico og en håndfuld af vores bedste venner til Tinderbox-festivalen. Og, åh. Hvor var det sjovt. Og næsten ulideligt varmt og fyldt med mennesker. Men varmen til trods, er det et af årets smukkeste minder. Alting var så lyst og let; frit og sommerligt.

... Grundet dagpenge og generel uvished, tilbragte Nico og jeg sommeren i Odense. Og sikke en sommer! Der groede ikke palmer i Danmark, men det føltes næsten som syden. Dagene var så lange, så varme og så fyldte med gode gøremål og gode mennesker. Nico arbejdede en masse, og jeg løb lange ture, drak en masse vin med gode venner, tilbragte et par weekender i Vestjylland og nød Odenses mange sommerfestivaler. Det var en god, næsten begivenhedsløs, sommer. Den strakte sig i det uendelige foran mig, og jeg forsøgte at nyde den så længe, jeg kunne. 

... Imens jeg sad og skålede i et sommerhus til Tinderbox, tjekkede jeg min mail. Og der var dét pludselig; en indkaldelse til jobsamtale på et kommunikationsjob i Odense. Jeg krydsede alle lemmer og glædede mig til at tage afsted.

Og på min 28-års fødselsdag fik jeg beskeden; jeg havde fået jobbet, og flere måneders uvished var ovre. Jeg skrev under på kontrakten, imens Nico var på arbejde, og da han kom hjem tog vi ud for at spise gode burgere i solen, skåle og fejre – både min fødselsdag og det nye job. Pludselig var der så meget at fejre.

... Jeg startede på mit nye job den 13. august, og med ét var min endeløse sommer forbi. Og det var kun en god ting, for jeg trængte til at komme igang igen; at skabe, at skrive, at få en rutine. Det fik jeg og gjorde jeg. 

Mit nye job er uden tvivl det, der har præget 2018 allermest, og jeg er så glad og taknemmelig for, at jeg nu arbejder et sted uden uendelig pendlertid og med masser af sjove, spændende og udfordrende opgaver, som jeg oprigtigt brænder for.

... Årets bedste koncert var i september. Jeg var inde for at høre Passenger, og det var magisk. Ikke alene sang og spillede han som en drøm; han fortalte historier og formidlede sine sange så autentisk, at det føltes som om, man var alene i salen med ham. Stemningen var elektrisk. 

... Det er blevet bryllupsæson i vores vennekreds. Og et af bryllupperne jeg var til i år var hos min handelsskoleveninde fra Esbjerg. Næsten hele vores vennegruppe fra handelsskolen var samlet, og det var så skønt at se alle igen og at fejre kærligheden for min kære veninde, som faktisk mødte sin mand helt tilbage i handelsskolen. 

... I oktober tog jeg til BogForum. For første gang siden 2013 uden arbejdsopgaver og et hektisk skema. I stedet var jeg der bare med Nico og snusede rundt, oplevede en masse spændende forfatterforedrag, købte en stor stak bøger og nød stemningen i Danmarks lille bogverden. Det var så afslappende og simpelthen så hyggeligt.

... Jeg holdte, som sædvanlig, jul i Vestjylland sammen med min familie. Men i år var Nico også med. Og det var noget helt særligt at fejre jul sammen med ham; at have alle mine yndlingsmennesker samlet på ét sted. Jeg nød virkelig juleferien, de dovne juledage, alt familierenderiet. Det var så hyggeligt.

... Nico og jeg sluttede (igen) året med en konfettifest i vores lejlighed. Sammen med 9 af vores allerbedste venner. Det var en fantastisk aften, og da klokken slog tolv hoppede jeg ned af min stol, kyssede Nico og krammede alle omkring mig. Findes der en bedre start på året? Jeg tvivler.