På et eller andet tidspunkt imens jeg sad inde på forlagskontoret og arbejdede, sad i toget og læste, gik i skoven og tænkte, lå i sengen og snakkede, blev det efterår. Og jeg gik glip af det; lykkeligt blind for overgangsfasens første tegn, de dalende temperaturer, den brølende vind, og de grønne, gule, røde farver. Helt instinktivt har jeg hver dag iført mig min overgangsjakke og mine vinterstøvler uden helt at vide, hvad det betød.
Men vinden har vendt, og oktober har som altid bragt efteråret med sig. Jeg går lange dage i møde med forsvindende lidt lys, og jeg skal atter vænne mig til, at dagen ikke slutter, bare fordi det bliver mørkt.
I dag gik jeg en lang tur i det område, der tidligere var mit hjem. Jeg ville forbi mit yndlingstræ, der altid pynter sig med de smukkeste efterårsblade, når oktober rammer. Da jeg endelig nåede frem, opdagede jeg, at træet var blevet revet op og det lille græsområde jævnet med jorden. Og jeg aner ikke hvorfor, men den grå betonplet midt i det så velkendte område rørte mig til tårer.
Det føltes som et farvel. Et endegyldigt farvel til det sted jeg boede, og den person jeg var for blot en måned siden. Nu har jeg ikke mere at vandre tilbage dertil for; lejligheden er udlejet, nøglerne er afleveret, og flyttesynet er foretaget. Jeg er også selv blevet revet op med roden.
Jeg var lettet, da jeg atter stod udenfor den betonklods, der er mit nye hjem. Med halvvåde støvler og uglet hår fyldt med blade og græsstrå marcherede jeg ind, låste døren bag mig og følte mig straks hjemme. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Måske fordi det første jeg så, da jeg trådte ind af døren, var en tavle med Nicos kunstfærdige håndskrift og mit navn omgivet af en flok af hjerter. Måske fordi den selvsamme Nico farede ud og gav mig et kram. Eller måske fordi at når en dør lukkes, så åbnes en ny.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar