Jeg havde egentligt lovet mig selv, at jeg ville blive bedre til at dokumentere vores lille hjem og de mange ændringer, der er sket i det. Men ændringerne sker jo hele tiden; hver dag flytter vi rundt på et eller andet, smider noget i kælderen og flytter noget nyt ind. Og hver eneste dag føles det hele lidt mere rigtigt, mere hjemligt, mere afslappende. Jeg er så glad for at bo her. Hvis man kan være forelsket i en lejlighed, er jeg det helt sikkert allerede.
Vi laver som sagt hele tiden et eller andet om herhjemme, udskifter møbler og indkøber småtterier. Simpelthen fordi det er smaddersvært at indrette dobbelt så mange kvadratmeter, som man havde før – især fordi, vi har valgt ikke at beholde særlig mange møbler. Og de møbler vi har taget med os fra den gamle lejlighed, drømmer vi allerede om at skifte ud. For med en ny lejlighed kommer nye boligdrømme. Og jeg er så glad for at kunne få indfriet nogle af mine.
Vi laver som sagt hele tiden et eller andet om herhjemme, udskifter møbler og indkøber småtterier. Simpelthen fordi det er smaddersvært at indrette dobbelt så mange kvadratmeter, som man havde før – især fordi, vi har valgt ikke at beholde særlig mange møbler. Og de møbler vi har taget med os fra den gamle lejlighed, drømmer vi allerede om at skifte ud. For med en ny lejlighed kommer nye boligdrømme. Og jeg er så glad for at kunne få indfriet nogle af mine.
Vi er efterhånden færdige med vores gang, der er blevet til et fint og hyggeligt rum med sorte møbler og tændte stearinlys. Vi har anskaffet os en smuk kommode, en lille tavle (som jeg elsker at skrive beskeder på), et spejl, en bænk med skoopbevaring, og min søde søster har foræret os en stumtjener. Der er snart ikke plads til mere i gangen, og det er rart at have lejlighedens allerførste rum helt færdigindrettet.
Vores kontorer er stadig to seperate hyggeprojekter, som vi nyder at justere på. Mit kontor er næsten færdigindrettet, og senest har jeg tilføjet et lille bord og en læselampe til mit nye læsehjørne. Nicos kontor er derimod slet ikke færdigt endnu; han mangler både skabe og reoler, men i mellemtiden har vi bygget et stort skrivebord til ham med plads til kontordimser og computernørderi.
Nico kalder altid mit kontor for lejlighedens pastelrum – hvorimod hans er det stik modsatte. Planen er, hans kontor hovedsageligt skal holdes i mørkt træ, og det giver sådan en sjov kontrakt til resten af lejligheden.
Vi pusler stadig i køkkenet, men manglerne er begyndt at nærme sig småtingsafdelingen. De næste planer er, at få anskaffet os et vitrineskab til vores finere stel og at få ophængt et vægur. Og så tror jeg også snart, vi er færdige med dét.
Jeg er i øvrigt blevet smadderglad for Nicos tilbygning, der både fungerer som et køkkenbord og som en måde at adskille køkkenet fra stuen på. Det fungerer så fint for os at spise vores morgenmad der, og jeg elsker at sidde på de høje køkkenstole og snakke løs, imens Nico laver mad. Det er virkelig hyggeligt.
Stuen er et større projekt, og vi er slet, slet, slet ikke færdige med den endnu. Vi mangler nyt spisebord, vi mangler nyt sofabord, og vi mangler den helt rigtige kobberfarvede lampe, der skal hænge over det nye sofabord. Men for hver dag der går, får vi tilføjet mere og mere hygge til det store rum, og da vores sofa ankom i sidste måned, hjalp det så meget. Jeg er i øvrigt meget vild med den sofa – og vild med at vi har plads til et så uhyrligt stort møbel, uden at det fylder for meget.
Soveværelset er der intet nyt ved, da vi har nedprioriteret det, indtil vi har fået helt styr på de andre rum. Men jeg glæder mig til, at turen kommer til det. Og jeg glæder mig over, at vores lejlighed føles mere og mere som et hjem. Det helt rigtige hjem, endda.
