Jeg er en kjolepige. En håbløs kjolepige, der nærmest aldrig bliver set iført jeans. Jeg har aldrig kunne modstå en smuk kjole, og jeg har en uheldig tendens til altid at falde for de mest upraktiske af slagsen, der hverken duer til hverdage eller almindelige byture. På den måde er jeg måske lidt af en romantiker.
Og nu har min kjolemani slået til igen. Heldigvis bilder jeg mig selv ind, at det var et kup. For lige dér, på Trendsales, fandt jeg den perfekte Ganni-kjole, som jeg har jagtet i et stykke tid. Den udgåede model som vist kun blev solgt online i 2014. Ubrugt og med mærkerne endnu i, til under halv pris. Hvem kan sige nej til dét?
Jeg kunne i hvert fald ikke. Og nu er jeg den heldige ejer af en kjole med det fineste, blomstrede skørt og den skønneste 1800-tals agtige taljeudskæring. Jeg er en smule kjoleforelsket (hvis man kan være det?). Og faktisk har det allerede vist sig at være et godt køb – jeg havde den i hvert fald på i går til min venindes fødseldag. Og jeg glæder mig allerede til, at jeg skal have den på igen.