Just give me a reason

Og dagene gik. Eller, måske forsvandt de blot. Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag og forfra igen. At vågne op og gå i seng igen, en uendelig gentagelse af de samme rutiner og ritualer. Ingen hårde skift, ingen bratte varsler, kun glidende overgange. Selv årstiderne begyndte at smelte sammen; sne i april, rekordtemperatur i maj, gråvejr i juni. Det eneste der bevarede sin evne til at chokere var tilsyneladende kalenderbladet. Juni. Om lidt, juli. Hvordan kunne halvdelen af året allerede være forbipasseret? Uden at gøre væsen af sig overhovedet.
Jeg aner det ikke. Jeg har ikke skrevet i min dagbog siden marts, og jeg har ikke opdateret bloggen siden jeg var i Dublin. Ikke fordi jeg ikke har oplevet noget, men snarere fordi jeg ikke havde nogle ord at dele. Alle mine ord er forsvundet ind i mine jobansøgninger, i kom-og-køb-tekster om digitale kompetencer og teamplayeri, omskrivninger af gamle klichéer og overoptimistiske forsøg på at forvandle min skrift til en bouillonterning, essensen af mig selv.
Og jeg er blevet træt. Træt af mig selv, træt at at skue indad, træt af at tænke mig-mig-mig, træt af at sætte lighedstegn mellem virksomhedsværdier og mig selv, træt af sætte lighedstegn mellem identitet og arbejde, træt af personlighedstest, kasser og bokse. Jeg er blevet træt af blogging, af instagrammeri, af selfies, af store portioner af mig, for midt i jobsøgningen føles det som om, jeg er den eneste i min verden.
Jeg vil gerne skrive igen. Ikke om mig, men for mig. Generobre min egen skrift, og få den ud af dens cirkelbevægelser. Finde et kreativt frirum, pusterum, ånderum. Og måske i sidste ende finde svar på alle de halveksistentielle identitetsspørgsmål, jobsøgningen stiller mig, som jeg bare ikke har kunnet skrive frem endnu. For jeg tror stadig på, at alle svar kan skrives frem. Omend processen indebærer uhyggelige mængder af ubrugelige bogstaver ... 

PS: Det her var muligvis en anelse uklart. Det jeg forsøger at sige er, at jeg er back online. Fordi jeg har brug for det.

PPS: Jeg har det egentligt godt. Jeg "virker bare lidt frustreret", som min sagsbehandler så fint har formuleret det i min aftalefil på jobnet.