søndag den 18. oktober 2015

Papirsgodter

Jeg er uhjælpelig overfor mange ting. Mumikrus, Disneyfilm, børnebøger og voksenbøger, blomster og pæne drikkeglas. Jeg er en samler af natur, og så længe jeg kan huske, har jeg altid samlet på noget. Det er så hyggeligt at tage på skattejagt for at finde mere at tilføje til sin samling.
En af mine største svagheder er kontorartikler. Jeg er en papirromantiker, og jeg kan ikke tage i Søstrene Grene eller Tiger uden at komme hjem med en tung stak notesbøger, som jeg aldrig får skrevet i og et nyt bundt notesblokke, som jeg ikke kan leve uden. 
Og nu hvor jeg rent faktisk har fået mit eget kontor, har jeg udnyttet muligheden for at købe endnu flere kontorsager hjem. I fredags hentede jeg den største pakke på posthuset fyldt med papirsgodter – og jeg er så lykkelig for sagerne, at jeg bliver nødt til at skrive om dem. 

Anna Bond er designeren bag "Puffin in Bloom"-bogserien, som simpelthen er noget af det fineste, jeg nogensinde har set. Hun har en så fin streg, og hendes motiver har altid noget støvet og nostalgisk over sig, der både er feminint og quirky på samme tid. Jeg elsker det.
Anna Bond ejer firmaet Rifle Paper Co. , som sælger alverdens former for trykt print. Med alt fra notesbøger, notesblokke, kalendere, brevpapir, fødselsdagskort og billeder til ophæng er hendes hjemmeside en fryd for enhver papirelsker. Jeg kunne købe mig fattig derinde – og det har jeg faktisk allerede gjort. 
Rifle Paper Co. sender fra USA, men af uransagelige årsager er mine ting derfra ikke gået i tolden. Hvilket bare forårsager endnu mere jubellykke herfra.

Sidste gang jeg ejede en vægkalender var nok, da jeg var 14 år gammel og boede på et værelse med lyserøde vægge. Mine forældre købte altid en årlig vægkalender med katte på til mig, og jeg fik den aldrig rigtig brugt. Jeg kunne bare godt lide at have den.
I år har jeg satset og købt en vægkalender igen – jeg aner ikke, om jeg vil få den brugt, men jeg forsøger. Og den her er så yndig og farverig, at den næsten er vægpynt i sig selv. Udfyldt eller ej. 

Min kalender er min bedste ven og at udvælge den helt rigtige, som jeg kan fylde med mine tanker, aftaler, idéer, yndlingscitater og drømme, er derfor en meget langvarig proces. De seneste par år har jeg sværget til Frankie Press, som hvert år udsender en fantastisk kalender fyldt med farver og mønstre. Men i år havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Noget mere stilrent og organiseret.
Derfor har jeg købt Rifle Paper Co.'s kalender, og den er simpelthen så fin. Med det yndigste omslag og forsats er den dekorativ, og dens organisering af måneder, uger og dage er både praktisk og effektiv. 
Ugeoversigterne organiserer dagene med punkter, man kan fylde ud og krydse af, og desuden indeholder hver ugeoversigt også et inspirerende citat fra en kendt kunstner, forfatter el. lign. Jeg er så hjertebegejstret, og jeg glæder mig til at fylde den ud med alle mine minder og tanker fra 2016. 

Jeg er desuden et uforbederligt listemenneske, og jeg har det så inderligt rart, når jeg kan skrive noget ned og derefter strege det ud som et afsluttet dagspunkt. Rifle Paper Co. laver de  sødeste og sjoveste to-do lister, jeg nogensinde har set, og det krævede al min selvbeherkelse kun at købe én. Jeg vender helt sikkert tilbage efter flere snart. Jeg kan ikke lade være. 

Jeg er ved at regne ud, hvad de bare vægge i lejligheden skal pyntes med, og da jeg så Anna Bonds prints, vidste jeg, at jeg blev nødt til at bestille et par hjem. De er simpelthen så fine – og jeg elsker hendes farvepalet! 
Billedet med den læsende pige inde i bjørnen er min klare favorit, og jeg har allerede besluttet, at det skal hænge i mit kontor. Det matcher mit læserum så perfekt. Hjerte-billedet er jeg endnu ikke helt sikker på, hvor jeg skal anbringe. Jeg overvejer at hænge det ud i gangen – eller måske i soveværelset? Det kommer i sidste ende nok an på, hvad Nico mener om det hele. 


søndag den 11. oktober 2015

Things I have loved I'm allowed to keep.

På et eller andet tidspunkt imens jeg sad inde på forlagskontoret og arbejdede, sad i toget og læste, gik i skoven og tænkte, lå i sengen og snakkede, blev det efterår. Og jeg gik glip af det; lykkeligt blind for overgangsfasens første tegn, de dalende temperaturer, den brølende vind, og de grønne, gule, røde farver. Helt instinktivt har jeg hver dag iført mig min overgangsjakke og mine vinterstøvler uden helt at vide, hvad det betød.
Men vinden har vendt, og oktober har som altid bragt efteråret med sig. Jeg går lange dage i møde med forsvindende lidt lys, og jeg skal atter vænne mig til, at dagen ikke slutter, bare fordi det bliver mørkt. 

I dag gik jeg en lang tur i det område, der tidligere var mit hjem. Jeg ville forbi mit yndlingstræ, der altid pynter sig med de smukkeste efterårsblade, når oktober rammer. Da jeg endelig nåede frem, opdagede jeg, at træet var blevet revet op og det lille græsområde jævnet med jorden. Og jeg aner ikke hvorfor, men den grå betonplet midt i det så velkendte område rørte mig til tårer. 
Det føltes som et farvel. Et endegyldigt farvel til det sted jeg boede, og den person jeg var for blot en måned siden. Nu har jeg ikke mere at vandre tilbage dertil for; lejligheden er udlejet, nøglerne er afleveret, og flyttesynet er foretaget. Jeg er også selv blevet revet op med roden.
Jeg var lettet, da jeg atter stod udenfor den betonklods, der er mit nye hjem. Med halvvåde støvler og uglet hår fyldt med blade og græsstrå marcherede jeg ind, låste døren bag mig og følte mig straks hjemme. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Måske fordi det første jeg så, da jeg trådte ind af døren, var en tavle med Nicos kunstfærdige håndskrift og mit navn omgivet af en flok af hjerter. Måske fordi den selvsamme Nico farede ud og gav mig et kram. Eller måske fordi at når en dør lukkes, så åbnes en ny.