Min sidste feriedag

Åh, dagen er kommet. Den dag der til tider har virket så uendeligt langt væk og andre gange en smule for tæt på. Den dag jeg har cirklet i min kalender, og som jeg (ubevidst) hele tiden har talt ned til. Min sidste feriedag.

For at bruge en højtelsket kliché: mine tre uger er virkelig fløjet afsted. Jeg har nået så meget, gjort så meget, set så mange mennesker, og jeg har virkelig nydt det hele. Sommeren har været fyldt med fest og farver, jeg har selv fejret fødselsdag, tilbragt en uge med min søde familie, været på drømmeferie i Skotland, været til Grøn Koncert, set gamle veninder og samtidig har jeg også fået klemt enkelte biografture og lækre middage ind mellem det hele. Ah. Jeg smiler, når jeg ser tilbage på den seneste måned.

På sin vis er jeg klar til at tage på arbejde igen, men jeg er ikke klar til at sige farvel til sommeren endnu. Og det skal jeg heldigvis heller ikke – den sidste, bittersøde flig af august er endnu tilbage, og både sommerbryllupper og venindedates venter forude. Jeg har planlagt lidt selvforkælelse i de næste uger, for at frsøde hverdagen lidt – og jeg har tænkt mig at nyde mine friaftener alt det, jeg kan. Og selvfølgelig også dagen i dag, der er den sidste af sin slags.

Det passer mig faktisk fint, at det regner i dag. Så har jeg en undskyldning for at læse videre i Harry Potter-serien (har netop færdiggjort den kedelige bog 5), drikke lidt varm kakao, tænde et duftlys og gemme mig under dynen. Jeg forsøger at klemme den sidste feriesødme ud af ugen, inden mandagen venter.

PS: Det der voksenferie kan i øvrigt virkelig anbefales. Selvom jeg er en smule misundelig på mine studievenner, der lige nu nyder hele to måneders ferie, slapper man altså bare af på en helt anden måde, når man ikke skal vente på karakterer eller bruge tiden på semesterforberedelse og fritidsjob. Jeg har virkelig formået at koble af i år – det var selvfølgelig også tiltrængt efter den rædselsfulde specialesommer sidste år, hvor jeg slet ikke kunne trække vejret for forpligtelser og 'jeg-burde-gøre'.

Forelsket i Edinburgh vol. 2

Jeg aner ikke, hvor spændende de her indlæg er for jer at læse. Jeg har bare brug for at skrive dem, brug for at fumle med billeder, drømme mig tilbage og fundere lidt over, hvad det egentligt var, der fik mig til at falde så hovedkuls for Edinburgh.

Hvad jeg er nået frem til? Slet ingenting. Kærlighed kan ikke forklares.

Jeg vender tilbage i løbet af næste uge med lidt mere brugbare tips til restauranter, caféer og uundværlige seværdigheder.

Forelsket i Edinburgh

For min skyld kan alle de selvproklamerede anglofiler beholde deres London – hvis bare jeg må få Edinburgh i stedet. 

Jeg er blevet forelsket. I en by. Og det er en fuldstændig uventet følelse. Edinburgh kom bag på mig med sin skønhed; med sin perfekte kombination af natur og storby, med sine brostensbelagte gader og eventyrslignende bygninger der ventede på hvert eneste gadehjørne, med sine venlige mennesker og hyggelige caféer, med sine høje krogede gader og sin helt usammenlignelige skotske charme. Jeg har aldrig oplevet noget så gennemført. Det er den smukkeste by, jeg nogensinde har været i – en skjult perle.

Faktisk er Edinburgh akkurat, som jeg i sin tid forestillede mig London ville være. Gammeldags, charmerende og britisk – komplet med røde telefonbokse, dobbeltdækkerbusser og uforudsigeligt regnvejr. Byen ligner en lille landsby, har energi og aktivitet som en storby, og er omgivet af naturområder, der kunne tage pusten fra enhver. På trods af de mange turister forekom byen mig så uspoleret. Alting er bevaret så smukt, og man behøver bestemt ikke at lede efter seværdigheder – gaderne er seværdigheder nok i sig selv.

Jeg vil over det næste tid drukne bloggen i Edinburgh-kærlighed. Mit hjerte er nemlig allerede druknet. Sikke en ferie. Sikke en by. Sikke nogle minder!

1, 2, 3 – Skotland!

Vi er checket ind, og vores boarding pass er printet. Kufferten er fyldt med både sommerkjoler og striktrøjer, paraplyer og solbriller, og min håndbagage er pakket med kamera, pas og en god bog. I min medbragte notesbog er adresser på museer, caféer, butikker og parker, vi skal forsøge at komme forbi. Der er også nødplaner i tilfælde af regnvejr, gråvejr og stormvejr. Jeg er helt rejseklar, og Nico farer rundt for at pakke de sidste skjorter.

Jeg glæder mig. Jeg glæder mig så meget. Om lidt tager vi på eventyr. 

Tilflugtssted

Når jeg skal flygte fra noget – eller nogen – er det her, jeg flygter hen. En lille grøn oase mellem hospitalet og byen; ranke træer, solstråler kastet gennem et bladgrønt filter og naturlig stilhed. Jeg er heldig at bo i en by med så mange grønne områder. Jeg tror slet ikke, jeg kunne fungere uden mit tilflugtssted. 

Jeg har egentligt aldrig ment, Danmark var et smukt sted. Men når jeg står dér, blandt træer og uendeligt grønt, har jeg svært ved at forestille mig noget smukkere. Fruens Bøge ligner noget taget ud fra et eventyr; en lang allé af træer, der lokker og hvisker så indbydende. Jeg går altid forskellige ruter, og jeg støder altid på noget smukt. Og bedst af alt: min hjerne kan ikke rumme andet end skønheden, når jeg går rundt derude.

Casual hyggelæsning i et træ i regnvejr

... (fordi det sker jo så tit)

Lige nu;

Lige nu spiser jeg overdådige chocolate chip cookies (frisk fra ovnen) og genlæser Harry Potter. På dansk endda – og med illustrationer. Det føles virkelig ligesom at vende tilbage til et barndomsunivers.

Egentligt havde jeg overbevist mig selv om, at jeg nok aldrig kom til at genlæse Harry Potter igen, da jeg har set mig unødvendigt og irrationelt sur på forfatteren bag. Men alle de mange posts om den "nye" Harry Potter bog (som slet ikke er en ny Harry Potter-bog ...), har givet mig lyst til at vende tilbage til mit elskede barndomsunivers. Og læsningen er som det altid har været; ligesom at vende hjem. Lunkne forfatterfølelser eller ej.
Og(!) uden at glemme aftenens hjemmebag: de her cookies er de bedste, jeg nogensinde har bagt. Denne opskrift er altså perfekt – hvis vi lige ser bort fra, at jeg altså næsten har fordoblet chokoladeindholdet. Ahem. Mere chokolade skader ingen, vel?
Det er også så længe siden, jeg har bagt. Og jeg elsker at bage. Det er nærmest terapeutisk for mig. Da jeg var eksamensstresset bagte jeg så meget, at Nico måtte give mig bageforbud. Han tog nemlig alt for meget på undervejs. Nu har jeg kun sjældent tid til det. Men det er altså bare noget så hyggeligt.

Nå. Nu vil jeg tilbage. Tilbage til bogen, tilbage til min kæmpe chokoladecookie og tilbage til Harry. Nico er til fodboldtræning, så jeg har lejligheden helt for mig selv, og her er så dejligt stille. Perfekt læsetid. Ah.