onsdag den 4. januar 2017

At hoppe ind i 2017

Nytårsaften har for mig altid været en lidt ambivalent aften. For det første synes jeg, det at gå ind i et nyt år er en meget følelsesladet affære omgivet af refleksioner, forventninger, håb og en eller anden form for tab. Endnu et år er forbi med alle sine tragedier og triumfer, og selvom årsskiftet er en anledning til at se fremad, så kan jeg aldrig helt lade være med at se tilbage. Og tage afsked med minder såvel som personer.
For det andet, er der en hype omkring nytårsfester, som er lidt svær at komme til livs. Det der med, at det "skal være årets fest". Den slags kan man jo ikke planlægge sig ud af – og det ved alle jo godt. Men det er lidt en tankeomstilling, man lige skal acceptere ... 

... Når det så er sagt, synes jeg også, nytårsaften er en smuk ting. En mulighed for at starte et nyt år med dem, man holder allermest af. En chance for at mødes og hygge; med fint tøj, fine drinks, glimmer og fyrværkeri. Et lille drys af traditioner (i form af nytårstale og nedtælling), og en stor portion fjolleri og hygge. Det er da svært ikke at holde af!
Denne gang var Nico og jeg værter for en skøn nytårsfest. Vi var i alt 11 gæster, og alle havde en "tjans", de stod for – en ret de skulle medbringe, selskabslege, pynt eller andet. Det fungerede helt vildt godt, og jeg nød at se, hvor meget alle havde gjort ud af deres ansvarsområde. Det var virkelig en god aften, fyldt med fest og farver – men også kærlighed og ømhed, gode snakke og et ønske om et fantastisk 2017. Her er lidt glimt fra min aften;

... Jeg stod for pynten. Selvfølgelig, fristes man til at sige. Og pynte gjorde jeg! Med balloner i massevis som holdt sig smukt svævende ved hjælp af helium, bittesmå sølvstjerner der vil komme til at hjemsøge min lejlighed i flere årtier, og bordbomber, konfetti, stjernekastere og serpentiner i massevis. For den slags skal altså til. Uanset hvor irriterende det er. 

... Og selvfølgelig forvandlede lejligheden sig til et konfettikaos næsten øjeblikkeligt. Men et rodet bord hører altså (også) nytåret til. Og det er sjovt.
Vi fik i øvrigt overdådig mad, som jeg desværre ikke har billeder af. Forretten bestod af hjemmelavede tarteletskaller med krabbedip, ristet rugbrød med laksetartar serveret på en bund af rucola, ristet lyst brød med svampestuvning og samosa med fetafyld. Ah! Hovedretten var rosastegt oksemørbrad serveret med timiankartofler, flødekartofler, portvinssauce, broccolisalat og brød med hjemmelavet hvidløgssmør. Især saucen døde jeg lidt over. Så. God! Til dessert fik vi chokolademousse med bund af appelsinkrokant. Derefter blev det tid til kransekage (en af mine veninder arbejder ved en bager og havde taget en med!), drinks i massevis, shots, champagne og – selvfølgelig – chips. Det var virkelig kræs for maven – og godt at vi indtog det over længere tid. 

Som en del af pynten havde jeg opstillet et lille fotobord med rekvisitter, polaroidkamera og digitalkamera. Så kunne alle snuppe et billede – og beholde det eller efterlade det til værterne. Det var virkelig et hit, og der blev taget så mange fine billeder, som jeg kunne smile af, da jeg samlede dem op dagen efter. Den slags er altså guld værd. 

... Jeg havde en virkelig smuk drømmekjole på i aftenens anledning. Nemlig en gulvlang sag fra Stine Goya – lyseblå med guldstriber og -prikker. Jeg har vist den tidligere her. Jeg har længe ledt efter en lejlighed til at lufte den, og nytårsaften var den perfekte lejlighed! (Også selvom alle de andre var i sort, ahem ...)

... Jeg har virkelig mange billeder fra aftenen, men de fleste er virkelig fjollede og indforståede, så dem vil jeg skåne jer for. Ovenstående billede her afspejler dog aftenen meget godt; jeg dansede og hyggede mig til den lyse morgen. Folk var i herligt humør – og det var muligvis den bedste nytårsfest jeg nogensinde har haft. Gode venner, god mad, gode drinks – og godt humør. En aften fyldt med kærlighed. Da klokken slog tolv, hoppede jeg ned fra en stol, og Nico greb mig hvorefter vi udvekslede et vaskeægte nytårskys. Derefter blev det til krammere og kindkys fra hele flokken – efterfulgt af udendørs champagnedrikning og fyrværkerikiggeri. Findes der nogen bedre start på det nye år? Jeg tvivler.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar