Sikke et år! År 2017 har været et af de mest forvirrende år i lang tid, for mit vedkommende. Ikke just et dårligt år, men bestemt heller ikke lutter lagkage. Der er både gode og hårde stunder at se tilbage på. Det handler vist bare om perspektivet, man vælger, tror jeg.
Ikke desto mindre har det i høj grad været et sjovt år. Med fantastiske koncerter, en vidunderlig sommer med Tinderbox-festival og en romantisk tur til Ungarn med verdens bedste Nico. En 11-års dag, en 27-års fødselsdag, en London-tur, genoplivet Harry Potter-kærlighed, vennesammenkomster og hyggeri i massevis. Her er mit år i stikord og billedglimt;
... I starten af 2017 skete der noget mærkeligt. På en ubemærket måde. Jeg mistede nemlig lysten til at bogblogge. Ikke fordi jeg var holdt op med at læse. Ikke fordi jeg ikke havde lyst til at blogge. Men simpelthen bare fordi, jeg voksede fra min egen blog. Så jeg forsøgte at sætte den på pause og lovede mig selv, jeg ville vænne tilbage til den, når tiden og energien var til det. Den tid kom bare ikke rigtigt. I stedet er jeg her. Og det hygger jeg mig med.
... I foråret havde jeg en af mine største musikoplevelser til dato. Med min søster og verdens bedste
Rikke under armen, roadtrippede jeg nemlig til Hamburg for at høre Ed Sheeran. Og det var en fantastisk koncert; så nærværende, rørende og helt uforglemmelig. Helt bestemt køreturen værd. Og så lykkedes det os endda at få ganske hæderlige ståpladser.
Jeg fniser i øvrigt stadig, når jeg tænker tilbage på det øjeblik, hvor de første toner til Barcelona fyldte lokalet. Rikke og jeg skreg så højt af lykke, at vi forskrækkede alle omkring os. Det var helt perfekt!
... I maj bød vi en lille ny pelsklump velkommen i familien. Min lillebror anskaffede sig nemlig en norsk skovkat, og hun har allerede vundet hele familiens hjerter! Hun hedder Dinah, er nu næsten et år gammel og består af 90 % pels. Og hun er så vidunderlig. Jeg elsker at komme forbi min lillebror og give hende et nus.
... Sommeren begyndte for alvor i juni, hvor jeg og en flok af jordens dejligste mennesker tog til Tinderbox-festivalen her i Odense. Det var tre dage fyldt med musik, kolonihavehygge, lunkne øl, uforudsigelige regnbyger, god musik og endnu bedre stemning. Jeg oplevede bl.a. en helt fantastisk Jimmy Eat World-koncert og grinede lige indtil, jeg fik ondt i maven. Jeg kunne ikke have ønsket mig mere og glæder mig til at vende tilbage igen i år.
... Den 9. juni fejrede jeg 11-årsdag med Nico. Min fantastiske, vidunderlige, forstående og vittige Nico. Vi havde en fantastisk dag, var ude at spise og skåle og fejrede bare hinanden. For hver årsdag vi opnår, bliver jeg mere og mere bevidst om, hvor heldig jeg er at have ham i mit liv. Jeg elsker ham. Jeg har ikke andre eller større ord end dét.
... Jeg fyldte 27 og i modsætning til de seneste par år, havde jeg ikke rigtigt lyst til at gøre alt for meget ud af det. Så i stedet fejrede jeg selve dagen med Nico og en kammerat i København, hvor vi tog ud at spise og derefter så Paramore i en energisk, sjov og svedig koncert på Store Vega. Det var sådan en god dag!
Senere fejrede jeg dagen med pizza og frozé sammen med verdens bedste læseklub – efterfulgt af en familiemiddag med min mor og hendes mand. Det var hyggeligt og tilpas stilfærdigt. Jeg er i øvrigt stadigvæk ved at vænne mig til min
nye alder. Det forvirrer mig altid, at man ikke kan mærke forskel med det samme og i stedet venter utålmodigt på, hvad det egentligt vil sige at være 27. Men mon ikke jeg kun lige når at vænne mig til det, før jeg pludselig fylder 28 til sommer?
... Jeg holdte tre ugers sommerferie, og Nico og jeg tog en halv uge til
Budapest. Det var en fuldstændig uplanlagt ferie, men det endte med at blive en storslået oplevelse. Byen tog mig med storm med dens gotiske arkitektur, fantastiske restauranter, sjove sidegader og gode vejr. Siden vi kom hjem har vi anbefalet Budapest hver gang, samtalen er faldet på storbyrejser. Sikke en vidunderlig by!
... Jeg brugte resten af mine tre ugers sommerferie på at være hjemme i Odense. Jeg passede Rasmus, vores elskede familiekat, imens min mor var på Cuba, drak farverige drinks, gik lange ture, så veninder og var hele tre gange i biografen på blot en uge. Vejret var nemlig ikke til andet. Men det var en god sommer, og jeg nød hvert sekund.
... Nico fyldte 27 i september, og jeg overtalte ham til at holde en vaskeægte fødselsdagsfest. Med barbecue, beer pong og Gin&Tonics i lange baner. Det var sådan en sjov og festlig aften – og jeg nød at fejre Nico, som nærmest ikke har gjort noget ud af sin fødselsdag, siden han fyldte 18. Han fortjente en fest.
... Det har mestendels været et godt år, men jeg har også haft mit at kæmpe med undervejs. I foråret fik en af mine næreste konstateret kræft, og jeg måtte forsone mig med tanken om det. Heldigvis viste det sig at være forholdsvist let at kurere, omend vi stadig alle mærker eftervirkninger. Mest i vores tanker og følelsesliv.
Og i august-september var jeg selv under mistanke for modermærkekræft. Resultaterne af nogle hastehudprøver fortalte dog hurtigt, at det var godartede hudforandringer, men det var et grimt chok alligevel. Det føles som om, den grimme sygdom har åndet mig i nakken hele året, og det har mindet mig om, hvor skrøbeligt livet er. Og om hvor vigtigt det er at værdsætte hvert minut.
... Et af mine nytårsforsæt var, at jeg ville nyde Odense mere. Og det har jeg bestemt også formået! Der har nærmest ikke været én måned, hvor jeg ikke har udnyttet Odenses kulturtilbud eller mange, mange, mange festivaler.
Jeg har været i teatret en del gange, set et par shows i det nye kulturhus ODEON, været til filmfestival, Harry Potter-festival, vandret igennem blomsterfestivalen, og sågar set et Ludvig Holberg-stykke i Den Fynske Opera. Det har været fantastisk at minde mig selv om, hvor meget Odense har at tilbyde.
Men jeg har også værdsat Odense på et mere hverdagsligt plan: slentret igennem de snævre bygader, faret vild i H. C. Andersens kvarter og brugt næsten samtlige af mine september- og oktobersøndage på at gå lange ture i byens efterårsfarvede parker. Jeg bliver mere og mere forelsket i byen for hver dag, der går!
... I oktober holdte jeg efterårsferie for første gang siden 2013 og tog med min mor og søster til London! Det var en fantastisk tur fyldt med solskin, efterårsfarver og sjove indfald. Det var anden gang, jeg var i byen, og jeg rejste derfra med et langt bedre indtryk af den, end jeg havde sidst. Desuden nød jeg også bare min mor og søsters selskab – det er så sjældent, jeg har dem helt for mig selv.
... Et af årets helt store højdepunkter fandt også sted i London. Jeg besøgte nemlig, for første gang, filmsettene fra Harry Potter. Og det var så magisk. Jeg stod der, midt i Storsalen, og græd af ren lykke. Det var som at træde ind i en umulig barndomsdrøm.
... I slutningen af november fik jeg et chok. Min stilling på forlaget blev nedlagt, og jeg blev opsagt. Just like that. Årets sidste måned har derfor været præget af en smule eksistentielt kaos, forvirring og tilpasning. Jeg har nu overleveret det sidste arbejde, er fritstillet og dermed klar til at gå en helt ny hverdag i møde. Hvad end den må være eller bringe.
... Truende arbejdsløshed til trods, har jeg alligevel nydt julen. Jeg har haft mere tid, end jeg plejer: tid til at nusse, besøge min familie og venner i Jylland, tid til at stirre på sne, læse bøger og tid til at nyde det tidlige mørke med verdens bedste Nico.
... Selve juledagene tilbragte jeg, som sædvanligt, i Vestjylland med min familie (og kattene). Det var sådan en god jul med masser af nærvær og hyggeri. Akkurat som julen er bedst. I år slap jeg endda for at arbejde i juleferien. Det er flere år siden, jeg har kunne lukke helt ned og holde så fuldstændigt feriefri!
... Jeg afsluttede året i selskab med 11 af de bedste mennesker i mit liv. Jeg gik i seng klokken 5 om morgenen efter intense grineflip og massevis af gode drinks. Alt var lige som det skulle være, og jeg kunne ikke ønske mig en bedre start på 2018. Nu glæder jeg mig til at se, hvad året må bringe!
