torsdag den 1. marts 2018

Hello March!

Åh, marts. Så kom du. Endelig. Med dine snedækkede tage og dit stædige minus på termometeret. Med et håb om snarligt forår og fremtittende blomster. Og forhåbentligt lidt stigende grader igen. Snart. 
Om ikke andet, tror jeg, marts bliver en skøn måned. Fyldt med skønne aftaler og søde mennesker. Nico og jeg skal til Dublin og har planlagt en lang påskeferie sammen. Det bliver så hyggeligt. Og jeg glæder mig så meget.

I denne marts vil jeg:
  • ... holde Oscar-aften sammen med et par af mine veninder og holde os vågne hele natten til takketaler og gallakjoler. Heppe på yndlingsskuespillere og spise massevis af slik! Det er en tradition og en særligt herlig en af slagsen.
  • ... til frisør og nyde selvforkælelse i form af en fikset udgroning. Ah. Frisørbesøg er min største luksus. 
  • ... mødes til bogdiskussion og tedrikkeri med verdens dejligste læseklub. Og denne gang forhåbentligt nå at få læst bogen i tiden. Det burde kunne lade sig gøre, for den er kort. Det er nemlig Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt. 
  • ... ordne en masse praktiske ting. Der er overraskende meget papirarbejde og mødetid i at melde sig ledig. Og jeg skal lige have styr på formaliteterne.
  • ... fylde en hel uge med venindeaftaler og mig-tid, når Nico skal til Ukraine for at arbejde i en uges tid. Jeg kommer virkelig til at savne ham – men man må få det bedste ud af det, ikke? 
  • ... gå lange ture med mit kamera og nyde et (forhåbentligt spirende) forårsodense. 
  • ... bage brød. Rugbrød, franskbrød, kærnemælksboller. Jeg har så mange opskrifter, jeg gerne vil teste.
  • ... genbesøge Bar Tapas. Jeg vil så gerne prøve deres nye forårsmenu. 
  • ... gøre garderoben forårsklar og få doneret alt det tøj, jeg alligevel ikke går med.
  • ... drikke farverige drinks med Mette på Storms Pakhus. Dét sted er altid et hit! 
  • ... få færdigplanlagt rejsen til Dublin – og få den bedste tur sammen med Nico. Det er afgjort marts' højdepunkt. Jeg tæller allerede dagene.
  • ... opgradere min LinkedIn-profil. Jeg har forsømt den så længe!
Hvad skal du lave i marts?



1 kommentar:

  1. Jeg håber sådan at I får en fantastisk tur til Dublin <3

    SvarSlet