Fire film jeg har set i biografen for nylig;

Jeg har været meget i biografen denne sommer. Mest fordi vejret ikke rigtigt har været til andet. Ikke desto mindre har jeg set en håndfuld gode film og hygget mig i biografens mørke. Det er altså den bedste regnvejrsløsning, der findes. 

Jeg havde faktisk ikke hørt om Tulipanfeber, før jeg blev tilbudt to fribilletter til den. Den slags siger man ikke nej til, og derfor tog min søster og jeg i biografen på en regnvejrsdag og så den, på mange måder, smukke film. Jeg anede intet om den, da vi begav os ind i salen – og egentligt er det en fin måde at se film på. Så er man nemlig garanteret en overraskelse.

Filmen var et visuelt vidunder. Storslåede kostumer og farvesammensætninger; fine baggrundsdetaljer og et stemningsfuldt soundtrack. Det er en stemningsstærk film. Selve handlingen er lidt rodet; lidt for belejlig sommetider, og lidt for overdramatisk andre gange. Men Alicia Vikander spiller blændende – og så blev jeg faktisk en smule forelsket i Dane DeHaan undervejs ... 

OK, det her er tydeligvis en film, Nico har valgt. Jeg har ikke engang set de tidligere film i Abernes Planet-universet, men ikke desto mindre sagde jeg ja til at se denne. Og den var fin nok; overraskende stilfærdig og nem at se ude af sammenhæng. Helt klassisk action – og ikke så meget andet. Men det er nok meningen.

Jeg elskede Julian Barnes smukke roman The Sense of an Ending, men var overrasket da en filmatisering blev annonceret. Det forekom mig som en næsten umulig film at filmatisere, da langt størstedelen af den foregår inde i hovedpersonens indre. Det er en film om de mange versioner af virkeligheden, der findes i vores hukommelse. Det er en stilfærdig historie, der åbner sig lidt efter lidt, og slutteligt afslører præcis hvor meget af sandheden, man kan omskrive i sit indre.

Filmatiseringen ændrer (selvfølgelig) lidt på bogens plot og struktur; indvendige dialoger bliver omskrevet til handlinger, og for at vise kontrasten mellem fortid og nutid bruges et væld af flash-back scener. Men det giver mening, og det er troværdigt. Hele vejen igennem. Jeg så filmen med Stine, og vi efterlod begge Café Biografen med et ønske om at genlæse bogen. Filmen afslørede nemlig så mange fine detaljer, som ingen af os helt kunne huske.

Det er en af de mest nuancerede og følsomme film, jeg længe har set. Jeg vil varmt anbefale den til alle, der har læst bogen – og til dem, der har tålmodig til at se en film, hvor det vigtigste ikke er det, der sker, men derimod det, filmen får en til at tænke bagefter. 

Jeg må indrømme, jeg ikke helt forstår problemet med Spiderman. Jeg forstår ikke, hvorfor ingen filmatiseringer tilsyneladende holder lang tid nok til at blive færdiggjort, og jeg forstår ikke, hvad det er, filmproducenter egentligt leder efter. For jeg synes nemlig, filmene med Tobey Maguire er fantastiske. Udskældte, som de er.

Men Nico er en af dem, der hungrer efter en ny filmatisering. En perfekt filmatisering. Og ifølge ham, kom den næsten med den nye Spiderman-film, Homecoming. For i den er Spider-Man ligeså ung som i tegneserien; en hyperaktiv teenager, som ikke lægger planer eller overtænker aktioner. Tværtimod.

Det er en film fyldt med humor og hæsblæsende scener – ganske underholdende og sjov. Men det irriterede mig, at den sammenblandes så meget med Avenger-universet. Jeg er nok også bare grundtræt af superheltefilm, storslåede franchises og Robert Downey Jr. i centrum af det hele, altid. Det er så forudsigeligt.

Counting daisies

... Jeg øver mig på sort/hvid-billedredigering. Jeg håber, I kan bære over med mig i mellemtiden. 

Som et eventyr: Boscolo Hotel

Normalt går jeg egentligt ikke så meget op i hoteller. Jeg rejser for at se byer – ikke hotelværelser. Men vores nylige tur til Budapest blev lidt af en undtagelse. Vi var nemlig begge opsatte på en daseferie i syden, men på grund af for dyre flybilletter, tog vi den smukke storby i stedet – og valgte et lidt dyrere og lækrere hotel for at få lidt af dasestemningen med også.

Og hotellet vi endte på var så exceptionelt, at jeg tænkte, det fortjente sit eget indlæg. Det var indbegrebet af dekadence. 

Hotellet 

I det sekund vi trådte ind over dørtærkslen på vores hotel i Budapest, trådte vi ind i et eventyr. Boscolo Hotel kunne lige så godt være et slot. Der er guld og marmor overalt; over lobbyen skinner solen igennem et glastag, og fra den tilstødende café lyder klaverspil og violin. Det er næsten så meget over-the-top, at det er kitsch. Men min indre prinsesse kunne ikke lade være med at elske det og sukke over de mange guldbeklædte krummelurer og marmorsøjler. 

Boscolo Hotel ligger i det jødiske kvarter i Budapest – ca. 15 min. fra centrum på gå-ben. Vi bookede gennem Expedia og opgraderede til et værelse med balkon. Læs mere her. 

Værelset

Igen – hotelværelser er ikke det, der betyder mest i min verden, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at glæde mig, hver gang vi lukkede døren op til vores hotelværelse. Det var simpelthen så fint og så romantisk. Udsigten fra balkonen var ikke nødvendigvis enestående – men vi sad derude en aften og så en lyserød solopgang. Og dét var enestående. 

New York Café/Salon

I starten af 1900-tallet var New York Café stedet, hvor forfattere, kunstnere og intellektuelle mødtes. Det var stedet for store tanker, filosofiske snakke og uformelle møder mellem overklassen. Desværre faldt stedet i forfald under kommunismen, og er først i begyndelsen af 2000 blevet restaureret af hotellets nye ejere.

Caféen og salonen ligger i forlængelse af Boscolo Hotel, og det er et fascinerende sted. Der er så smukt; stedet ligner en blanding af Titanic og balsalene fra Anastasia-tegnefilmen. Nico og jeg valgte at spise i den Michelin-anbefalede salon og fik en fantastisk 4-retters menu med tilhørende vin og drinks for under 1.000 kroner. Absolut billigt i forhold til kvaliteten – og sådan en skøn oplevelse.

Follow my blog with Bloglovin

Glimt af en lejlighed

Det er efterhånden blevet en tradition; hver sommer morer Nico og jeg os med at købe nye dimser til hjemmet, fornye os lidt på plante-fronten og skrubbe gulve helt i bund. I år er ingen undtagelse, og i sidste uge gæstede vi både IKEA, Plantorama og H&M Home for at få årets ønskeprojekter sat i gang. På en eller anden måde, ender den slags altid med at være mere omfattende end vi forestiller os; men resultatet bliver altid så skønt. Og er der noget bedre end et rengjort hjem med lidt hint af nyt? I år har de største projekter fundet sted på Nicos kontor. Vi har monteret et hæve-sænke bord, købt en kontorstol og ryddet op i alle de engang-så-vigtige papirer. Resten af hjemmet nyder bare godt af nye dimser og pynt. Uanset, føles det i hvert fald rart. 

Mandagsblues

Ak, hverdagsmandag. Så mødes vi igen. Efter en tre ugers intens, fantastisk og uforglemmelig sommerferie er du atter ankommet med forpligtigelser og tidlige morgener. Jeg har ikke frygtet dig – men jeg har heller ikke savnet dig. Det har jeg haft det for godt til. 

Og det er nok derfor, jeg nu er ramt af de klichéfyldte mandagsblues; for du markerer slutningen på noget, jeg godt kunne have brugt noget mere af. Stilhed. Fritid. Impulsivitet. Overskud. Og fleksibilitet. 

Men selv alverdens klager kan ikke jage dig på flugt; og derfor bekæmper jeg dig så godt, som jeg overhovedet kan. Med behageligt tøj, langsomme morgener, koppe med dampende drikke, Game of Thrones med verdens bedste kæreste, god mad og lidt syndig rosévin. Det er den eneste løsning, jeg har. Og den er heller ikke så ringe endda.

Noget om fødselsdage (og et par billeder)

Det er både besværligt og fantastisk at være et sommerbarn. Med en fødselsdag i sommerens  (næsten præcise) midte, var det altid umuligt for mig at invitere klassen hjem til fødselsdag eller uddele flødeboller. Min fødselsdagsfejring har altid været fleksibel og er blevet skubbet både foran og bagud for at folk overhovedet kunne komme. Sådan er det vist bare i højsæsonen for rejser, sommerhusbesøg og strandture.

Men, altså der er også mange fordele. Jeg husker fødselsdage i baghaven med grillfester og højt solskin; fødselsdage i udlandet med bølgebrus og palmesus; fødselsdage med badebassiner og store is; og senere fødselsdage med fællessang, fællesskål og drukspil, hvor vi både så solen gå op og gå ned. Og dét må være den ultimative sommermagi.

De seneste par år har jeg holdt store fødselsdagsfester med mange gæster, heliumballoner og farverige drinks. Måske som en kompensation for tidligere fødselsdage – eller måske fordi sommeren bare egner sig perfekt til den slags. I år havde jeg dog lyst til noget mere low key, og inviterede derfor verdens bedste læseklub over til hjemmelavet pizza og frozé. Og det var også helt fantastisk, som det altid er, når vi er samlet. Tiden gik i hvert fald hurtigt, og lige pludselig var klokken tre. Det var sådan en god, forsinket fødselsdag, og jeg gik lykkelig i seng. Hvordan kunne jeg andet med så sjove, skøre og intelligente veninder?