But first ... Let me take a selfie

I går stødte jeg på en Twitter-samtale om selfies. En skrev, at hun var træt af at se kvinder i tyverne, der delte selfies på Instagram i jagten på anerkendelse. En anden svarede, at hun var enig og langt foretrak shelfies (billeder af bogreoler) i stedet. Og det fik mig til at tænke. På selfies og det de betyder. Og på hvor meget jeg bifalder dem. 

Vi lever i en narcissistisk kultur. Det er et faktum. Min generation er en generation af likehunters. Vi tænker konstant i statusopdateringer, i Instagram-billeder og i blogindlæg. Ser vi en smuk blomst i vejkanten, dokumenterer vi det og smider det på Instagram med et filter, der lige gør farverne lidt mere farvede, og gør det til en del af fortællingen af os selv. Vi deler jokes på Twitter, annoncerer graviditeter på Facebook og blogger løs om den kjole, vi lige har købt – men ikke om de rugbrødsmadder vi skal leve af for at betale for den. Vi skaber og genskaber, deler og censurerer så meget og så hurtigt, at vi slet ikke lægger mærke til det. Vi gør det bare.

Og fordi vi deler så meget, er selv de ting som vi beholder private og ikke deler en del af vores selviscenesættelse. Vi tager et billede af blomsten i vejkanten men ikke af hundelorten under skoen – eller omvendt. Nogle praler af de ikke iscenesætter sig selv ved ikke at dele perfekte billedopstillinger,  men det sørgelige faktum er, at ved at prale over manglende selviscenesættelse iscenesætter man sig selv som en normbryder. Alt hvad vi deler og ikke deler online reflekterer tilbage til en selvskabt fortælling om os selv. 

Og selvfølgelig deler vi for at få respons. Reaktioner. Bekræftelse. Anerkendelse. Og like-knappen er et så nemt værktøj til det.

Størstedelen af tiden sker det ubevidst. Man læser en smuk bog og tænker, at det kunne blive til et godt billede. Så man tager billedet og deler det på sin Instagram-profil for at andre skal se det. Og like det. Det samme med selfies. Og her fremhæver jeg min første pointe: Uanset om man deler shelfies eller selfies, søger man stadig anerkendelse og venter på, at nogen trykker 'like'. Og uanset om man deler shelfies eller selfies, iscenesætter man stadig sig selv – enten som en læser, en "person der ikke tager selfies", eller blot som en kvinde der har taget et selfie på en god hårdag. I mine øjne er det problematisk at glorificere den ene form for selviscenesættelse over den anden; man er ikke mindre narcissistisk, fordi man ikke tager selfies. Og ikke at tage selfies gør ikke en mindre reaktionssøgende.

Jeg elsker selfies. Og jeg har stor respekt for folk, der deler dem. For et uploadet selfie er (ofte) udtryk for, at nogen har vurderet, at billedet var godt nok til at blive delt. At man så godt nok ud på billedet til at andre også gerne måtte se det. Og det synes jeg er sejt. Selvom mange ser selfies som udtryk for noget bekræftelsessøgende, ser jeg det også som udtryk for en lille flig af selvtillid. For man er som regel glad for de billeder, man deler. Og det er så skønt, når folk er glade for sig selv.

Dernæst skal man også huske, hvor ondskabsfuld verden er i dag. Hvor nemt man kan blive nedgjort, især online, og hvor let det er at skrive en spydig kommentar. Det kræver mod at vise sit ansigt, for der er altid en risiko for, at det bliver mødt med kritik – enten i form af kommentarer eller i form af mangel på likes. Det er så sårbart at dele ting online, og derfor har jeg stor respekt, for dem, der tør. Dem der tør uploade et billede af sit ansigt og dermed  underforstået erklære, at de er glade for billedet og for deres ansigt på det. Dem der ranker ryggen og siger: "Hej verden. Her er et billede af mit ansigt. Og det er jeg glad for. Du må gerne like det, hvis du har lyst." 

Det er så let at dæmonisere online kulturen i dag med alt hvad den indebærer af selviscenesættelse, bekræftelse, likehunters og selfies. Men jeg kan personligt ikke se, hvorfor billeder af smilende eller poserende ansigter er sådan en dårlig ting. Jeg kan godt lide selfies, fordi jeg kan godt lide at se gode billeder af smukke mennesker, der har det godt nok med sig selv til at dele deres ansigt med resten af verden.