"Uden at jeg er den mindste smule i tvivl, så er tyverne ikke en tilstand eller et årti, jeg på nogen måde kan anbefale. Men som de fleste af os lærer i trediverne, så er det med tyverne som med så meget andet:
De er en fase. De går over. Heldigvis." – Julia Lahme, uddrag fra "Manifest".
På det seneste har jeg følt mig snydt. Ramt af en hemmelighed eller en kendsgerning, som alle andre tilsyneladende kendte og allerede var enige om. Der var ingen, der havde gidet at informere mig om, at tyverne skulle være noget lort. At tyverne populært går som "de svære år, man bare skal igennem". For her gik jeg og troede, de svære år var bag mig. At teenageårene og den tilhørende identitetskrise var et overstået kapitel.
Men næ nej. I det store mediebillede, i henkastede hverdagsbemærkninger, i amerikanske romaner og senest i forordet til Julia Lahmes bog er jeg stødt på udtrykket "de svære tyvere". Og jeg har undret mig. For hvorfor i alverden skal tyverne defineres ved deres sværhedsgrad?
Der er sket meget for mig i tyverne. Min første sommer som tyveårig gik jeg i møde med en studenterhue på. Den næste sommer flyttede jeg ud – og geografisk langt væk fra min familie. Den efterfølgende sommer skrev jeg min BA, og derefter brugte jeg en hulens lang tid på skiftevist at hade min kandidatuddannelse og spekulere på, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg kom i praktik, skrev mit speciale og fik et job. Og her sidder jeg, et år senere, og venter på en ny fase af tyverne: den sidste halvdel.
Intet af det ovenstående har været særligt let eller intuitivt. Jeg har måtte famle og prøve mig lidt frem med det hele, og jeg ved, jeg har taget mange elendige beslutninger undervejs. Men jeg har lært så meget. Vokset så meget. Og jeg har fået mit livs bedste minder i bagagen.
Hvis noget var rigtigt svært for mig undervejs, så var det at være teenager. Fra jeg var 14 til jeg var 18 levede jeg i et limbo, og det var fandme svært. Usikkerheden, tvivlen, selvhadet, angsten for at være anderledes og samtidig visheden om, at jeg var anderledes. At skulle navigere rundt i et skolesystem, der blev presset ned over mig og ikke var resultatet af mine egne valg og interesser. Teenageårene var generaliseringens årti, og jeg havde ingen medbestemmelse. Tyverne har været individualismens årti, og jeg har selv haft medbestemmelse over, hvad der skulle ske.
De svære tyvere bliver kaldt for svære, fordi det er der, man (i vores kultur) for alvor vokser op. Står på egne ben. Tager beslutninger og laver fejl. Man går fra en kollektiv livsbane til en meget tydelig opdeling af hvem-der-laver-hvad. Man sammenligner, og det kan være hårdt, når sammenligningen ikke falder ud til ens egen fordel. Men er det ikke altid hårdt? Også som 30, 40, 50årig?
Selvfølgelig er man usikker, når man flytter hjemmefra. De fleste mennesker er altid usikre, når de konfronteres med nyt – og det har intet med alderen at gøre. Hvad der har noget med alderen at gøre, er derimod at som 30årig er man efterhånden løbet tør for de største førstegangsoplevelser. Og er det ikke også lidt vemodigt, når man tænker over det?
Jeg forstår ikke dæmoniseringen af tyverne. Jeg nægter at give tabt på et helt årti, fordi de er fyldt med svære beslutninger – hvis konsekvenser i øvrigt kun bliver endnu mere komplicerede i fremtiden. Jeg nægter at tro på, (som Julia Lahme skriver her) jeg øjeblikkeligt bliver klogere, fordi jeg fylder 30 eller bliver gravid. Jeg nægter at tro på, tyverne er en fase, der pludselig går over. Og jeg nægter at hæfte betegnelsen 'svær' på en alder. Livet er svært nok i forvejen.
Jeg vil aldrig være friere, end jeg er nu. Jeg vil aldrig leve enklere, end jeg gør nu. Tyverne er et egoistisk årti, men de er også en luksus. For de giver en chancen for at blive beslutningstager i ens eget liv.
Ps: Jeg har ikke læst Julia Lahmes bog. Den er sikkert udemærket, men forordet irriterer mig grænseløst (læs det her).
Pps: Måske er det her indlæg også en smule(!) influeret af, at jeg fylder 26 om få uger og dermed nærmer mig 'slutningen af tyverne'. Og at jeg er alene hjemme, sidder i mørket og hører Kodaline. Men kun måske.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar