Om at være en smule analog

Jeg har intet imod den digitale verden. Jeg lever jo af den. Jeg ser ingen grund til at romantisere det analoge og dæmonisere alt, hvor ordet 'online' indgår. Men dermed ikke sagt, at det analoge ikke har sin charme. En charme der er svær at overse.

Af samme grund vil jeg gerne hylde to analoge nyanskaffelser, jeg har gjort mig på det seneste. To komplet upraktiske, gammeldags og vildt unødvendige nyanskaffelser. Upraktisk eller ej – jeg er helt vild med dem. 

For nylig købte jeg et nyt kamera. Nemlig et Instax Mini 8, der øjeblikkeligt fremkalder billeder og printer dem. Det er fantastisk – og så analogt, som noget kan være. Det bedste køb jeg længe har gjort mig, og den fineste måde at bevare sine sommerminder på. Jeg knipser og blitzer løs og indfanger gode stunder på en sjælden, nostalgisk og upoleret måde. 

Det gode ved et kamera som Instax er, at billederne bliver mere spontane. Man aner ikke, hvordan man ser ud i øjeblikket, og man kan ikke tage billedet om og hurtigt rette på sit hår, fordi det sidder forkert (eller jo, hvis man vil spilde dyrt fotopapir på det). Man sidder spændt og venter på, billedet bliver fremkaldt. Selv fotografen bliver ofte overrasket, når billedet kommer ud – fordi nogen lige sprang ind bag i billedet og lavede et ansigt, eller fordi man akkurat lige nåede at bryde ud i et grineflip. Det er et fastfrosset øjeblik, og det er på en eller anden mere ægte end så meget andet. Og derudover er det også bare vildt sjovt.

Jeg har allerede knipset mange billeder med mit lille Instax. Det er et hit til fester og til lyse sommeraftener. Og så er det også en måde at kunne pynte sit hjem med billeder af dem, man holder allermest af. Mit køleskab er blevet til et lille lykkegalleri, og jeg skal snart have købt en lille fotokæde, som jeg kan fasthænge flere billeder på.

Til min fødselsdag blev jeg desuden beriget med et andet analogt vidunder. Nico gav mig verdens bedste fødselsdagsgave, for han huskede, at jeg en eller anden gang har fortalt ham, hvor meget jeg ønskede mig en skrivemaskine. Det er en gammel drøm og en vildt irritationel af slagsen. Jeg er bare fascineret af skrivemaskiner. Af nostalgien, skrøbeligheden og romantikken de indeholder. Jeg elsker lyden af tasterne, og det lille 'ding' der lyder, når man når til enden af en linje. Jeg elsker skrøbeligheden af det man producerer, ordene som ikke bliver gemt andetsteds. Og selvfølgelig det faktum at man ikke kan distrahere sig selv med museklik og internetvinduer. 

Mine skrivemaskinedrømme er dog ikke noget, jeg har talt om ofte, og jeg er så overrasket over, at Nico rent faktisk huskede det. Derudover har han været på jagt efter den helt rigtige og opsporet den et eller andet obskurt sted på internettets afkroge. Sikke en gave! Jeg elsker den, jeg elsker den af hele mit hjerte, og den er lige dele en brugsgenstand og en pyntegenstand, der fuldender mit lille bibliotekskontor. Jeg har også allerede skrevet et par sider derpå og glæder mig til at skrive flere. Helt perfekt!