Et par ord om Valentinsdag

"Jeg synes, Valentinsdag er noget pjat. Det er kommercielt og alt for amerikansk," siger kvinden som både giver og modtager blomster på Mors Dag.

"Jeg hader Valentinsdag. Det er det værste, jeg ved," siger både mænd og kvinder, som har set sig sure på traditionen.

"Jeg er imod Valentinsdag. Man behøver ikke en dag for at fejre kærligheden, man skal fejre den hver dag," siger endnu flere. Og det er dem, jeg adresserer her:

For nej. I den ideelle verden, behøver man ikke en dag til at fejre kærligheden. Ligesom man nok heller ikke behøver julen til at samle familien eller fødselsdagen til at fejre en kær. Ligesom man jo egentligt heller ikke behøver årsdage eller Mors/Fars Dag – eller Befrielsesdagen for den sags skyld, som man jo burde huske ofte og ikke kun på én bestemt dag. 

Og jeg tror bestemt også, de fleste par fejrer kærligheden og i hinanden i hverdagen. Men langt fra hver dag, hvis begge har fuldtidsarbejde, sociale aftaler, motion og huslige pligter der skal passes. Der går hurtigt hverdag i den, og det er også helt OK. Det er nok i virkelig unaturligt at tro andet. Men det betyder også, at man ikke altid har tid til at fejre kærligheden hver dag. Og her kommer Valentinsdag ind i billedet som en fin undskyldning for lige at kysse lidt ekstra på hinanden og skrive en SMS med et par søde ord.

Herhjemme går hverken Nico eller jeg overboard med valentinsplaner, men vi markerer ofte lige dagen på en eller anden rar måde. Det behøver ikke være et materielt mareridt, men bare lige en fin måde at få dagen til at skille sig ud fra alle hverdagene. Der er jo trods alt så mange af dem, og jeg bliver så irriteret, når folk proklamerer at hver dag i et parforhold skal være noget særligt. Det virker så helligt. Så meget på tværs for tværshedens skyld.