(Billedtungt blogindlæg forude!)
Sidste gang jeg var i London var i 2012. Harry Potter-studiet i Warner Brothers Leavesden var netop åbnet og folk strømmede dertil for at se de originale filmset, slentre igennem Diagonalstræde og opleve magien. Jeg gjorde bare ikke, for det var mit første besøg i London, jeg var sammen med min familie, og vi havde så meget sightseeing på programmet, at vi ikke kunne afsætte en dag til at Harry Potter-nørde.
Men heldigvis tog vi revanche denne gang.
For denne gang nåede vi i Harry Potter-studiet, som siden 2012 har fået tilføjet Hogwarts-ekspressen og perron ni tre kvart (seriøst!) samt Den forbudte skov. Det var London-turens højdepunkt, og jeg har aldrig nogensinde oplevet noget så stort og magisk. Det var en barndomsdrøm, der gik i opfyldelse.
Før besøget i Harry Potter-studios havde jeg genlæst bøgerne, der startede det hele. Bøgerne, jeg læste igen og igen gennem hele min barndom, og som fik mig til at tro på et personaliseret Hogwarts-brev, der aldrig kom. Jeg genlæste dem for at have scenerne i frisk erindring – men det var slet ikke nødvendigt. For minderne kom væltende tilbage, da en medarbejder iført troldmandskappe åbnede en dør, sagde "Welcome to Hogwarts", og lukkede os ind.
Jeg græd, da jeg stod i Storsalen, kiggede ned af langbordene og op på de tændte stearinlys og græskarlygter i loftet. Et par tårer trillede ned af mine kinder, for det var så virkeligt. Som at træde ind i en barndomsdrøm. Og begejstringen steg kun, da jeg gik igennem rum efter rum; stirrede på butiksvinduer i Diagonalstræde, kiggede ind i Familien Dursleys parcelhus, inspicerede eliksirlokalet og Hagrids hytte, smagte butterbeer, blev forskrækket over kæmpeedderkoppen Aragog, gik igennem Hogwartsekspressen og Natbussen, betragtede Dumbledores mindekar og købte mig fattig i multismagsbønner, chokoladefrøer og Ravenclaw-merchandise.
Jeg har før været i Harry Potter-delen af Universal Studios i Orlando – men det her var så meget bedre. For her stod de rigtige rekvisitter fra filmene – alt lige fra de mange eliksirglas med håndskrevne etiketter til kostumerne, kosteskaftene, Hogwarts Ekspressen og Gryffindor-sovesalen, som der rent faktisk er blevet filmet scener i. Det var langt mere autentisk, rørende og uforglemmeligt. (Og dermed ikke sagt, at Universal ikke er besøg værd, for det er det! Det her var bare langt større for mig.)
Her vil jeg ikke anbefale en tur i Harry Potter-studiet (det giver sig selv, gør det ikke? Flyv afsted så snart du får chancen!), men jeg vil virkelig gerne anbefale at booke gennem CityWonders. Det gjorde vi og splurgede, så vi fik en personlig guide der guidede os igennem de mange studier, fortalte de vildeste anekdoter, udpegede detaljer, tog os om bag ved settene og fremviste særlige rekvisitter – og bedst af alt: gav os lov til at gå ind igen og tage touren på egen hånd, når de 3.5 timers rundvisning var færdig. Det kan virkelig anbefales – især hvis man er sådan en som mig, der hurtigt glemmer at lytte efter, når audio-guiden skratter i ørerne.
(Og nu jeg er ved det: Jeg vil endelig også anbefale at tage en stor stak galleoner med – for nøj, hvor er der mange ting at købe derinde. Så meget fint og sjovt merchandise, som på én gang er fuldstændig uundværligt og fuldstændig ubrugeligt. Det er svært at styre sin barnlige begejstring og det akutte behov for både tryllestave og plysbamser.)
Det er SÅ fedt - det er netop idag 3 år siden, K og jeg stod der (: Det er helt fantastisk at opleve.
SvarSlet- A
Åh, hvor vidunderligt! Det er nemlig sådan en stor oplevelse. Og noget man husker længe, tror jeg. Har fået helt lyst til at gense filmene nu ...
SletDet er så fedt et sted - absolut besøget værd! Jeg er fristet til at tage forbi igen, når jeg skal til London næste år, men jeg ender nok med at bruge pengene på musicals og bøger i stedet :D
SvarSletMvh.
Den lille Bogblog
Haha! Musicals og bøger er også kun en god ting!
SletHelt fantastiske billeder! Jeg vil så gerne afsted. Snart. <3
SvarSletTak, mulle <3! Det kan kun anbefales. Så. Magisk.
Slet