In other news

Jeg hader at skrive i koder. Jeg er heller ikke særlig god til det, for alting ender med at lyde mere dramatisk og langt større, end det egentligt er. Hverdagslige hændelser bliver forstørret til sensationer, fordi hemmeligheder altid forvrænger alting. Jeg hader hemmeligheder.

Noget er sket, og mit liv ser markant anderledes ud i dag, end det gjorde for blot en måned siden, da jeg trykkede 'upload', vinkede farvel til mit speciale og begav mig ud i en uvis verden. Verdenen er nemlig ikke helt så uvis længere.

Fra d. 1. oktober begynder jeg som community manager hos Lindhardt og Ringhof. Jeg får en daglig gang på et forlag, der udgiver de smukkeste, sjoveste og dejligste bøger. Jeg får arbejdsopgaver, der beskæftiger sig med sociale medier og skriverier, og jeg får lov til at afprøve en drøm. Det bliver så spændende, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. 

Samtidig skal jeg også flytte. Lige om lidt. Nico og jeg har skrevet under på en lejekontrakt og dermed sikret os en drøm af en lejlighed. Jeg er så klar til forandringerne og markeringen af denne nye fase af mit liv; overgangen fra studerende til ikke-studerende. 

Der venter smukke ting lige om hjørnet. 

110 km/t

September er kun lige ankommet, bladene er kun lige begyndt at falde, dagene er kun blevet forkortet med ganske få minutter, og alligevel er alting forandret. Det er gået så hurtigt, at jeg stadig ikke helt er sikker på, hvad der er sket, men mit liv er markant anderledes i dag, end det var i går. Et splitsekund er alt, hvad det kræver.
De seneste dage, den seneste uge, har været surrealistisk. Et farvet miskmask af søde veninder, sjove aftaler og svimlende store voksenbeslutninger. Det føles som om, jeg er blevet tyve år ældre, men samtidig føles det hele stadig så nyt. For første gang i 25 år har jeg fast grund under fødderne, og jeg har så mange planer, jeg gerne vil føre ud i livet. Og de begynder nu. Af med støttehjulene og op med farten. 110 km/t uden et bakgear.

September 2015. Jeg skriver det her i et forsøg på at minde mig selv om, hvordan jeg har det lige nu. 

"No more running, no more hiding 

No more hurting, no more crying 

No more trouble, no more sighing 

No more falling, no more striving 

No more heartache, no more fighting 

No more fears, only flying"

I see fire

Mit speciale er afleveret, selvom Word-dokumentet stadig er åbent på min computer. Måske er jeg bange for at lukke det og give slip; bange for at der er sket en fejl, selvom jeg ikke længere kan rette den. Måske er jeg bange for at sætte et endegyldigt punktum, eller måske har jeg bare slet ikke forstået det endnu. Det har været et sært forløb, sådan at lukke, gemme, uploade og lade som om, intet var hændt, når et helt uddannelsesforløb er bragt til ende. Jeg ville ønske, jeg fik muligheden for at forsvare det mundtligt – ikke fordi jeg har et fagligt behov for det, men snarere for at få det afsluttet ordentligt. Få en finale.

Men de største ting i livet er sommetider akkompagneret af de mindste ceremonier. Således er jeg nu fri, fri til at gøre hvad jeg vil med min tid og med mit liv. Der er ingen stiplet linje, jeg kan klippe efter, ingen manual jeg kan følge. Der er kun mig, mine håb, mine drømme og min fremtid. På en måde føles det som om, jeg er 15 igen, og dog ved jeg, at det føles som intet, jeg nogensinde har prøvet før.

Så jeg læner mig tilbage og bruger tiden så godt, som jeg overhovedet kan. Jeg griner med mine veninder, knipser fotografier af augusts bittersøde sensommerdage, jeg slentrer rundt i mit Odense som en nyforelsket turist og fastfryser øjeblikke. Klik klik klik.

Størstedelen af min tid bruger jeg egentligt bare på at tænke. Reflektere. Overveje og sammenfatte. Uanset om jeg sidder i min vindueskarm eller i Munke Moses vandkant, suser tankerne rundt i min hjerne og følger rytmen til den musik, jeg hører. Ed Sheeran, alt-J, Passenger og Christina Perri er musikere, jeg nok for evigt vil sammenkæde med denne tid.

Selvom det hele lyder meget vemodigt og melankolsk, er jeg faktisk glad. Glad helt ind til knoglerne, helt ind i sjælen og helt ud igennem kinderne. Den sidste flig af sommeren er altid den smukkeste.

Note to self

The thought of love at first sight is improbable. People always seem to reject the idea of two pair of eyes interlocking and altering an entire existence.

And yet, the contradiction lies in the verbal phrasing of the concept. Falling in love. Falling is always instant. One moment the solid ground is beneath your feet and the next your feet are touching air, your body is flying, falling, landing. Completely uncalculated and unplanned, you never realize that you're falling until your body slams against the pavement, causing bruises to form.

It only takes a second, and suddenly the world has turned, your position has shifted and your entire perspective has been altered.

To love is to fall. And to fall in love is the work of an instant. 

Morgensang

Den her sang minder mig om efterskole, fællessang, flettede fingre og en verden, der blev til baggrundsstøj. Det er ikke den værste sang at vågne op til.

Lately ... #2

Festballonerne hænger stadig i min stue, og sofaen står stadig i mit soveværelse. Min lejlighed er i en eftertilstand, og jeg er i en mellemtilstand. Mellem ferie og arbejde, mellem studie og arbejdsløshed, mellem specialestress og hverdagslykke. Min te står på mit arbejdsbord og bliver kold, fordi jeg hele tiden finder på noget andet og bedre at tage mig til end at skrive. Måske burde jeg være stresset over det hele, men jeg har for travlt med at læne mig tilbage og nyde nuet. Det hele er jo så flygtigt alligevel.

Den seneste uge har været en hvirvelvind af indtryk, oplevelser og guldstunder. Jeg fik bekræftet alle mine bange anelser og fik smidt et worst-case-scenario i hovedet, og som altid var det værst tænkelige udfald slet ikke det værste overhovedet. Jeg er fortrøstningsfuld og håbefuld, og selvom jeg ikke har en facitliste på, hvem jeg skal blive til, og hvad jeg skal lave, når jeg afleverer mit speciale, så ved jeg, at jeg allerede er på vej dertil. 

På det seneste har jeg ikke skrevet meget speciale, men til gengæld har jeg læst to gode bøger, gjort rent, været til sommerfest og drukket en masse shots med søde mennesker, gået lange ture med fjollet teenagemusik i ørerne, spist is med Nico og nydt en doven nattøjssøndag (igen). I næste uge venter to arbejdsdage, Grøn Koncert og en massiv mængde specialeskriveri. Det har jeg lovet mig selv.