Om at være en smule analog

Jeg har intet imod den digitale verden. Jeg lever jo af den. Jeg ser ingen grund til at romantisere det analoge og dæmonisere alt, hvor ordet 'online' indgår. Men dermed ikke sagt, at det analoge ikke har sin charme. En charme der er svær at overse.

Af samme grund vil jeg gerne hylde to analoge nyanskaffelser, jeg har gjort mig på det seneste. To komplet upraktiske, gammeldags og vildt unødvendige nyanskaffelser. Upraktisk eller ej – jeg er helt vild med dem. 

For nylig købte jeg et nyt kamera. Nemlig et Instax Mini 8, der øjeblikkeligt fremkalder billeder og printer dem. Det er fantastisk – og så analogt, som noget kan være. Det bedste køb jeg længe har gjort mig, og den fineste måde at bevare sine sommerminder på. Jeg knipser og blitzer løs og indfanger gode stunder på en sjælden, nostalgisk og upoleret måde. 

Det gode ved et kamera som Instax er, at billederne bliver mere spontane. Man aner ikke, hvordan man ser ud i øjeblikket, og man kan ikke tage billedet om og hurtigt rette på sit hår, fordi det sidder forkert (eller jo, hvis man vil spilde dyrt fotopapir på det). Man sidder spændt og venter på, billedet bliver fremkaldt. Selv fotografen bliver ofte overrasket, når billedet kommer ud – fordi nogen lige sprang ind bag i billedet og lavede et ansigt, eller fordi man akkurat lige nåede at bryde ud i et grineflip. Det er et fastfrosset øjeblik, og det er på en eller anden mere ægte end så meget andet. Og derudover er det også bare vildt sjovt.

Jeg har allerede knipset mange billeder med mit lille Instax. Det er et hit til fester og til lyse sommeraftener. Og så er det også en måde at kunne pynte sit hjem med billeder af dem, man holder allermest af. Mit køleskab er blevet til et lille lykkegalleri, og jeg skal snart have købt en lille fotokæde, som jeg kan fasthænge flere billeder på.

Til min fødselsdag blev jeg desuden beriget med et andet analogt vidunder. Nico gav mig verdens bedste fødselsdagsgave, for han huskede, at jeg en eller anden gang har fortalt ham, hvor meget jeg ønskede mig en skrivemaskine. Det er en gammel drøm og en vildt irritationel af slagsen. Jeg er bare fascineret af skrivemaskiner. Af nostalgien, skrøbeligheden og romantikken de indeholder. Jeg elsker lyden af tasterne, og det lille 'ding' der lyder, når man når til enden af en linje. Jeg elsker skrøbeligheden af det man producerer, ordene som ikke bliver gemt andetsteds. Og selvfølgelig det faktum at man ikke kan distrahere sig selv med museklik og internetvinduer. 

Mine skrivemaskinedrømme er dog ikke noget, jeg har talt om ofte, og jeg er så overrasket over, at Nico rent faktisk huskede det. Derudover har han været på jagt efter den helt rigtige og opsporet den et eller andet obskurt sted på internettets afkroge. Sikke en gave! Jeg elsker den, jeg elsker den af hele mit hjerte, og den er lige dele en brugsgenstand og en pyntegenstand, der fuldender mit lille bibliotekskontor. Jeg har også allerede skrevet et par sider derpå og glæder mig til at skrive flere. Helt perfekt!  

#rikkesballonfest

Det er sjovt, det der med fødselsdage. Da jeg var yngre, hadede jeg min fødselsdag og holdte aldrig fødselsdagsfest, for det var jo midt i ferien, og der var så mange, der var ude at rejse. Det matchede bare aldrig. 

Men her, i mine 20'ere, har jeg taget lidt revanche og holdt nogle smadderskønne fødselsdagsfester. Og jeg elsker det. Jeg elsker at invitere, planlægge menu og pynt og bruge en hel aften i selskab med mine bedste venner og veninder. Det er simpelthen så hyggeligt, og nogle af mine bedste minder kommer fra de fester.

I år var ingen undtagelse. I går havde jeg nemlig 10 af mine yndlingsmennesker på besøg for at spise, fejre og feste. Det var sådan en sjov aften, og jeg elskede hvert sekund. (Det som jeg kan huske, altså. Jeg blev ret fuld og har mistet de sidste to-tre timer i et sort hukommelseshul. Det irriterer mig faktisk lidt. Jeg vil gerne beholde det hele!)

Jeg landede i min seng klokken seks i morges efter den sjoveste fest og bytur. Det var herligt og absolut al roderiet i dag værd. 

 

Jeg eeelsker at pynte op! Der hang pomponer, vimpler og heliumfyldte balloner i stuen, og det hele var holdt i lyserødt og guld – også bordpynten, som jeg synes blev ret yndig.

I år havde jeg besluttet mig for at lave velkomstdrinks – og de smagte smaddergodt! Vi blandede en flaske vodka med to flasker hvidvin og smagte til med hyldeblomstsaftevand og danskvand. For smags og syns skyld puttede jeg også blåbær, citron og mynte i, og det så superfint ud. (Desværre led den flotte drikkedispenser en ret tragisk død senere på aftenen. Men sådan er der jo så meget.)

Menuen stod på byg-selv hot dogs med alverdens tilbehør. Nico havde lavet friturestegte løg, coleslaw, tzatziki og syltede rødløg – og så var der naturligvis også alt det traditionelle tilbehør. Det var så sindssygt lækkert!

Efter maden drak skålede vi i champagne og spiste chokoladeovertrukne jordbær. Jeg havde helt droppet desserten i år, fordi den så ofte bliver overflødig, når først folk har fået lidt at drikke. Løsningen blev derfor mere(!) at drikke, og det fungerede faktisk smadderfint.


Vi lyttede til fantastisk 90'er musik, dansede, grinede og skålede hele aftenen væk. Det var perfekt. <3

Jeg havde ret svært ved at finde den helt rigtige fødselsdagskjole (og havde egentligt købt en helt anden til anledningen), men endte i denne fine Ganni-sag. Den matchede næsten mit hår i den fine sølvagtige-farve, og jeg elskede de mange blonder ved halsen.

... Og jeg fik de mest betænksomme og skønne gaver med tilhørende kort og søde ord. Herunder bl.a. en Jane Austen-malebog (seriøst!), Mumi-krus, nye løbesokker, te, en bog om en biblioteksløve og en rimende hilsen. Det var så gennemført, og så sødt!

Ps: Der er, traditionen tro, flere billeder fra aftenen på Instagram under hashtagget #rikkesballonfest. 

Jeg sidder i toget og lytter til den her lige nu;

"And promise me this 

You'll wait for me only 

Scared of the lonely arms 

That surface, far below these birds 

Maybe, just maybe i'll come home" 

...  Sangen er så mild. De små guitar-klimp minder mig om regnvejr. Om morgendråber. Det er en perfekt spejling af de forbiglidende landskaber, jeg selv kigger ud på. 

Noget om skuldertasker

Jeg elsker tasker, og jeg har altid haft mange af dem. Dog er der nogle tasker, jeg bruger langt mere end andre, og dem jeg bruger allermest er mine skuldertasker. Jeg har oftest brug for en lille taske, jeg kan svinge over skulderen, inden jeg smutter ud af døren – en let og nem taske, hvor jeg hurtigt kan putte min telefon, nøgler, kort og en læbestift i. Mine større tasker gider jeg kun sjældent slæbe på, og dem får jeg brugt alt for lidt. 

For nylig kastede jeg et blik på den skuldertaske, jeg bruger oftest, og det fik mig til at undre mig en smule. For nøj, hvor var den brugt. Og slidt. Og grim. 

Det gik op for mig, at jeg virkelig trængte til en ny en af slagsen. Og med min fødselsdag ventende lige om hjørnet, synes jeg godt, jeg kunne retfærdiggøre det som en slags tidlig fødselsdagsgave til mig selv. Efter en masse research besluttede jeg mig for en taske og klikkede den hjem. 

Valget faldt på en smuk og tidsløs skuldertaske fra Saint Laurent. Sort og klassisk lammeskind kombineret med gulddetaljer og en sjov kvast, der tilføjer lidt mere særpræg til det hele. Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.

Det er (selvfølgelig) et meget ekstravagant køb. Og det er også noget, jeg har brugt lang tid på at tænke over, udvælge og lægge lidt penge til side til. Men jeg er også af den overbevisning, at det er mere fornuftigt at investere i noget, man virkelig bliver glad for, end at suse ned i H&M og købe en erstatning, man hurtigt bliver træt af. Som mine søde kollega sagde: Det her er jo sådan en taske, man kan have hele livet. Og det har jeg selvfølgelig også tænkt mig.

Jeg er virkelig glad for mit nyeste taskekøb, og jeg glæder mig så meget til at svinge den over skulderen i hverdagen. Den er så smuk, så blød, i så god kvalitet og så klassisk. Ægte taskeluksus.

"De svære tyvere"?

"Uden at jeg er den mindste smule i tvivl, så er tyverne ikke en tilstand eller et årti, jeg på nogen måde kan anbefale. Men som de fleste af os lærer i trediverne, så er det med tyverne som med så meget andet: De er en fase. De går over. Heldigvis." – Julia Lahme, uddrag fra "Manifest". 

På det seneste har jeg følt mig snydt. Ramt af en hemmelighed eller en kendsgerning, som alle andre tilsyneladende kendte og allerede var enige om. Der var ingen, der havde gidet at informere mig om, at tyverne skulle være noget lort. At tyverne populært går som "de svære år, man bare skal igennem". For her gik jeg og troede, de svære år var bag mig. At teenageårene og den tilhørende identitetskrise var et overstået kapitel.

Men næ nej. I det store mediebillede, i henkastede hverdagsbemærkninger, i amerikanske romaner og senest i forordet til Julia Lahmes bog er jeg stødt på udtrykket "de svære tyvere". Og jeg har undret mig. For hvorfor i alverden skal tyverne defineres ved deres sværhedsgrad? 

Der er sket meget for mig i tyverne. Min første sommer som tyveårig gik jeg i møde med en studenterhue på. Den næste sommer flyttede jeg ud – og geografisk langt væk fra min familie. Den efterfølgende sommer skrev jeg min BA, og derefter brugte jeg en hulens lang tid på skiftevist at hade min kandidatuddannelse og spekulere på, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg kom i praktik, skrev mit speciale og fik et job. Og her sidder jeg, et år senere, og venter på en ny fase af tyverne: den sidste halvdel.

Intet af det ovenstående har været særligt let eller intuitivt. Jeg har måtte famle og prøve mig lidt frem med det hele, og jeg ved, jeg har taget mange elendige beslutninger undervejs. Men jeg har lært så meget. Vokset så meget. Og jeg har fået mit livs bedste minder i bagagen.

Hvis noget var rigtigt svært for mig undervejs, så var det at være teenager. Fra jeg var 14 til jeg var 18 levede jeg i et limbo, og det var fandme svært. Usikkerheden, tvivlen, selvhadet, angsten for at være anderledes og samtidig visheden om, at jeg var anderledes. At skulle navigere rundt i et skolesystem, der blev presset ned over mig og ikke var resultatet af mine egne valg og interesser. Teenageårene var generaliseringens årti, og jeg havde ingen medbestemmelse. Tyverne har været individualismens årti, og jeg har selv haft medbestemmelse over, hvad der skulle ske.

De svære tyvere bliver kaldt for svære, fordi det er der, man (i vores kultur) for alvor vokser op. Står på egne ben. Tager beslutninger og laver fejl. Man går fra en kollektiv livsbane til en meget tydelig opdeling af hvem-der-laver-hvad. Man sammenligner, og det kan være hårdt, når sammenligningen ikke falder ud til ens egen fordel. Men er det ikke altid hårdt? Også som 30, 40, 50årig? 

Selvfølgelig er man usikker, når man flytter hjemmefra. De fleste mennesker er altid usikre, når de konfronteres med nyt – og det har intet med alderen at gøre. Hvad der har noget med alderen at gøre, er derimod at som 30årig er man efterhånden løbet tør for de største førstegangsoplevelser. Og er det ikke også lidt vemodigt, når man tænker over det? 

Jeg forstår ikke dæmoniseringen af tyverne. Jeg nægter at give tabt på et helt årti, fordi de er fyldt med svære beslutninger – hvis konsekvenser i øvrigt kun bliver endnu mere komplicerede i fremtiden. Jeg nægter at tro på, (som Julia Lahme skriver her) jeg øjeblikkeligt bliver klogere, fordi jeg fylder 30 eller bliver gravid. Jeg nægter at tro på, tyverne er en fase, der pludselig går over. Og jeg nægter at hæfte betegnelsen 'svær' på en alder. Livet er svært nok i forvejen.  

Jeg vil aldrig være friere, end jeg er nu. Jeg vil aldrig leve enklere, end jeg gør nu. Tyverne er et egoistisk årti, men de er også en luksus. For de giver en chancen for at blive beslutningstager i ens eget liv. 

Ps: Jeg har ikke læst Julia Lahmes bog. Den er sikkert udemærket, men forordet irriterer mig grænseløst (læs det her). 

Pps: Måske er det her indlæg også en smule(!) influeret af, at jeg fylder 26 om få uger og dermed nærmer mig 'slutningen af tyverne'. Og at jeg er alene hjemme, sidder i mørket og hører Kodaline. Men kun måske. 

#grannyhairdontcare

Jeg har haft mit hår i den samme farve og den samme frisure, siden jeg var 16: afbleget hår med lange, lyse extensions. Ud over en enkel afstikker med en sortfarvet pandehårstot (?!), har jeg aldrig haft det store behov for at eksperimentere. Jeg har kunne lide det lyse, og jeg har beholdt det. Og hvad extensions angår, har jeg altid haft dem, fordi jeg elsker langt hår, men afbleget hår er svært at gro langt, uden det knækker. Så påsat hår har været den nemmeste løsning – enten i form af clip-in's eller limede totter. Sidstnævnte kan dog virkelig ikke anbefales i længden. 

Men for nylig fik jeg lyst til noget nyt, så jeg bestilte tid til Djarling-extensions (extensions der bliver syet/flettet i håret) hos en bekendt, der netop har åbnet salon i Odense. Jeg bestilte også tid til farve, selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad farven skulle være.

Efter en del spekulation (og *meget* tid på Pinterest), blev jeg dog fascineret af gråligt/sølvfarvet hår. Min frisør bekræftede, at det lavede hun gerne – og voíla! Jeg er blevet gråhåret. Det er en lille forandring, men den er alligevel markant. Og meget vild for en, der nærmest aldrig har gjort noget ved sit hår. 

Jeg fik det farvet i torsdags, og jeg elsker det allerede. Jeg synes virkelig, det er fint og anderledes, og så gør det noget virkelig godt for min kulør og mine øjne. Desuden knuselsker jeg også mine nye extensions, som falder så fint og virkelig føles og bevæger sig som mit eget hår. Det er helt sikkert tiden i frisørstolen og pengene værd, for det er så meget bedre end det, jeg hidtil har været vant til. 

Og så vil jeg til sidst virkelig gerne anbefale min frisør. Det er første gang, jeg har været der – men jeg er sikker på, jeg vil komme igen. De er nemlig vildt kompetente, lytter til ens ønsker og har nogle ret vilde ting på repertoiret. Og derudover er priserne faktisk også ganske rimelige. Salonen hedder Salon Capillum og ligger på Falen. Mangler du en frisør i Odense, synes jeg afgjort, du skal kigge forbi!