Jeg gemmer alt. Jeg klamrer mig til fysiske beviser på mine minder, og arkiverer alt fra fødselsdags- og julekort til flybilletter, koncertbilletter, biografbilletter, notesbøger, kalendere, kvitteringer, brugsanvisninger og gamle glansbilleder. Hjemme hos min mor bor talrige ringbind med gamle breve og tegninger, og herhjemme har jeg massevis af æsker med papirglæder. Som f.eks. den her røde æske, som faldt ud af mit overfyldte kontorskab for nylig og tog mig på en tidsrejse.
En tidsrejse tilbage til den mageløse Lifehouse-koncert i 2015, hvor jeg råbende sang med på mine yndlingssange med tårer ned af kinderne. En tidsrejse tilbage til julen 2012, hvor Nico havde ikke blot havde skrevet et kærlighedsdigt til mig men også pakket det ind i en kunstfærdig konvolut med pålimede stofroser. En tidsrejse tilbage til dengang hvor mine veninder og jeg gjorde en dyd ud af at skrive postkort til hinanden med oplysninger om vejrgrader og stranddage. En tidsrejse tilbage til dengang en gammel veninde sendte mig post, "bare fordi". Og en rørende tidsrejse tilbage til skønne fødselsdage med kærlige mennesker, brevoverraskelser og hjemmelavede julekort.
Minder er ikke fysiske ting, men minder kan efterlade fysiske spor. Og når man støder på dem, er det som om, man er tilbage igen. I netop dét øjeblik.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar