"Der er ingenting i verden så stille som sne"

Det sneede i nat. Min søster og jeg sad og så La La Land og drømte os til det varme, nostalgiske og nådesløse Californien, imens verden udenfor blev hvidere og hvidere. Vi opdagede det slet ikke, før klokken blev alt-for-mange, og bilerne udenfor var blevet puttet under en hvid dyne af sne. Min søster bandede en smule, fordi hun skulle cykle til den anden ende af byen på spejlglatte veje, men jeg sukkede af glæde. For "der er ingenting i verden, der kan mildne som sne", som Helge Rode så smukt skrev i 1896.

I dag stod jeg tidligt op efter blot 5 timers søvn og gik en morgentur i sneen. Pakket ind i flere tunge lag tøj og bevæbnet med mit kamera. Det hele var så smukt, stille og glitrende. Et par hurtigtløbende motionister var de eneste, jeg mødte på min vej, imens sneen knasede under mine fødder. Det føltes helt eventyrligt.

Romantiserer jeg en anelse? Det gør jeg sikkert. Men jeg har glædet mig til snevejr. Til det hvide milde lys, sneen kaster ud i mørket. Og mest af alt, til den skønhed og stilhed, som snevejret bringer. Den dæmper, som det ligger på hele verden. Især nu, hvor jeg ikke længere pendler og ikke længere behøver at bekymre mig om, hvorvidt sneen forsinker DSB's (altid forsinkede) tog. Nu kan jeg bare trave rundt i Odenses byparker og nyde det i stedet. Det har virkelig sin charme.
I morgen er sneen sikkert smeltet igen. Eller omdannet til brunt sjap. Men for en kort stund, i nat og i morges, var hele verden stille og hvid. Og det gjorde mig så lykkelig.