mandag den 8. oktober 2018

En bog og en film

For nylig så jeg traileren til The Light Between Oceans, en udpræget Rikke-film med yndige kjoler, langtrukne naturbilleder, en handling der udspillede sig i starten af 1900-tallet, og smukke Alicia Vikander og Richard Armitage i hovedrollerne. Den 3 minutter lange trailer tjekkede alle felter på min filmønskeliste. Og så var den baseret på en bog. Og når en så, tilsyneladende, smuk film er baseret på en bog, føler jeg altid, jeg må læse bogen først. Så det gjorde jeg.

Bogen fortæller historien om Stephen, der er arret og mærket af Første Verdenskrig. Han har set verden brænde, og nu ønsker han kun at flygte. Da han bliver tilbudt et job som fyrtårnspasser ved et fyrtårn på en lille ø ud for Australien, siger han straks ja. Han vil væk. Han vil glemme. Den eneste han ikke kan glemme, er Isabel som han mødte kort inden sin afrejse. Inden længe er de gift, og Isabel er gravid. Men hun mister barnet, og hendes sind formørkes i takt med muligheden for børn synes længere og længere væk. Da et barn og en død mand en dag skyller op på øen, træffer Isabel en skæbnesvanger beslutning. Hun vil opfostre barnet som sit eget; udleve en drøm og fortie en løgn.
M. L. Stedmans bog er virkelig fin og velskrevet. Den har noget uundgåeligt mytisk-katastrofalt over sig. Fra start er der onde varsler og dårlige anelser. Det hele bygger op til et ulideligt højdepunkt, der kommer en smule for tidligt. Resten af bogen går lidt i tomgang, gentager sig selv og genvinder aldrig helt den stemning, den havde fra start. Men det er stadig en god bog. Ikke mindst på grund af dens stemning. 

Som det så ofte er tilfældet, mister filmen bare lidt af den opbyggende stemning. Filmen er smuk, jovist, men den har slet ikke samme ildevarslende følelse som teksten. I stedet er det blot en periodefilm ligesom så mange andre; en film om to ulykkelige mennesker, der træffer ulykkelige beslutninger. Æv. Den havde ellers så meget potentiale ... 

3 kommentarer:

  1. Hmm... hedder hovedpersonen ikke Tom og bliver spillet af Michael Fassbender? ;)

    Er i øvrigt helt enig hvad angår både bog og film 🙂

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, jo! Nogen har tydeligvis blandet tingene sammen 🙈 Tak for dit skarpe blik!

      Slet