Da jeg så traileren til Christopher Robin, græd jeg. For Jakob, som jeg og mange børn før mig, voksede op med, var pludselig blevet voksen. Og hans barneånd, den kære plyssede bamsebjørn var blevet glemt. Gemt væk, pakket ned, skubbet ud til bevidsthedens fjerne kroge. Som det sker for os allesammen.
Christopher Robin er både en børnefilm fyldt med eventyr og legetøj, men det er også en melankolsk beretning om barndommens sande tragedie; det faktum, at de bekymringsfrie dage ender. Christopher Robin er vokset op, og han har fået travlt. Travlt med sit job hos en kuffertproducent, travlt med sin kone og datter, som han alligevel forsømmer. Hans liv er ganske gennemsnitligt – og alligevel trøstesløst og slet ikke, hvad han ville ønske eller havde regnet med.
Og lige når det ser allerværst ud, vandrer en lille plysset helt ud af et hult træ og ind i Christopher Robins liv. Det er hans fortabte barndom i form af den elskede plysbjørn, og filmen handler derefter om, hvordan Christopher Robin genfinder sin barnesjæl.
Plotmæssigt er filmen en sær hybrid mellem A. A. Milnes fortællinger og Disneys. For det er jo A. A. Milnes karakterer og citater, der bliver udfoldet – Christopher Robin i filmen er bare ikke lig med virkelighedens Christopher Milne. A. A. Milne bliver aldrig nævnt, og filmen er på ingen måde historisk korrekt; den er ligeså fiktiv som Disneys tidligere Peter Plys-film. Selvom filmen ligner en portrætfilm, er den det ikke.
Men det gør egentligt ikke så meget. For Plysbjørnen er mere elskelig end nogensinde før i 'levende live', og filmen kunne pauses når-som-helst og hele tiden præsentere et smukt billede. Filmen er holdt i grålige, lidt gammeldags og melankolske, farver, og de både Peter Plys, Grisling, Tigerdyr og Æsel er slidte og mærkede af tidens gang. Filmens visuelle stil understreger blot det faktum, at Christopher Robin er vokset op. At barndommen er ovre. Og at verden, mere end nogensinde, har brug for en plysset helt.
Jeg så filmen med Nico, som lidt modvilligt havde sagt ja til at gå med mig i biografen. Men både han og jeg åh-ede og aw-ede også igennem filmen. Da rulleteksterne overtog skærmen, vendte han sig mod mig og sagde: "Det er faktisk den bedste Disneyfilm, jeg har set i lang tid," og jeg gav ham ret. For plottet er uhyre simpelt – men Plyshistorierne er også simple historier, der mest af alt handler om barnesindets uskyldighed. Og jeg er faktisk glad for, at Disney ikke har overkompliceret hverken plot eller karakterer i denne film. Det ville være imod Milne-universets regler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar