søndag den 18. oktober 2015

Papirsgodter

Jeg er uhjælpelig overfor mange ting. Mumikrus, Disneyfilm, børnebøger og voksenbøger, blomster og pæne drikkeglas. Jeg er en samler af natur, og så længe jeg kan huske, har jeg altid samlet på noget. Det er så hyggeligt at tage på skattejagt for at finde mere at tilføje til sin samling.
En af mine største svagheder er kontorartikler. Jeg er en papirromantiker, og jeg kan ikke tage i Søstrene Grene eller Tiger uden at komme hjem med en tung stak notesbøger, som jeg aldrig får skrevet i og et nyt bundt notesblokke, som jeg ikke kan leve uden. 
Og nu hvor jeg rent faktisk har fået mit eget kontor, har jeg udnyttet muligheden for at købe endnu flere kontorsager hjem. I fredags hentede jeg den største pakke på posthuset fyldt med papirsgodter – og jeg er så lykkelig for sagerne, at jeg bliver nødt til at skrive om dem. 

Anna Bond er designeren bag "Puffin in Bloom"-bogserien, som simpelthen er noget af det fineste, jeg nogensinde har set. Hun har en så fin streg, og hendes motiver har altid noget støvet og nostalgisk over sig, der både er feminint og quirky på samme tid. Jeg elsker det.
Anna Bond ejer firmaet Rifle Paper Co. , som sælger alverdens former for trykt print. Med alt fra notesbøger, notesblokke, kalendere, brevpapir, fødselsdagskort og billeder til ophæng er hendes hjemmeside en fryd for enhver papirelsker. Jeg kunne købe mig fattig derinde – og det har jeg faktisk allerede gjort. 
Rifle Paper Co. sender fra USA, men af uransagelige årsager er mine ting derfra ikke gået i tolden. Hvilket bare forårsager endnu mere jubellykke herfra.

Sidste gang jeg ejede en vægkalender var nok, da jeg var 14 år gammel og boede på et værelse med lyserøde vægge. Mine forældre købte altid en årlig vægkalender med katte på til mig, og jeg fik den aldrig rigtig brugt. Jeg kunne bare godt lide at have den.
I år har jeg satset og købt en vægkalender igen – jeg aner ikke, om jeg vil få den brugt, men jeg forsøger. Og den her er så yndig og farverig, at den næsten er vægpynt i sig selv. Udfyldt eller ej. 

Min kalender er min bedste ven og at udvælge den helt rigtige, som jeg kan fylde med mine tanker, aftaler, idéer, yndlingscitater og drømme, er derfor en meget langvarig proces. De seneste par år har jeg sværget til Frankie Press, som hvert år udsender en fantastisk kalender fyldt med farver og mønstre. Men i år havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Noget mere stilrent og organiseret.
Derfor har jeg købt Rifle Paper Co.'s kalender, og den er simpelthen så fin. Med det yndigste omslag og forsats er den dekorativ, og dens organisering af måneder, uger og dage er både praktisk og effektiv. 
Ugeoversigterne organiserer dagene med punkter, man kan fylde ud og krydse af, og desuden indeholder hver ugeoversigt også et inspirerende citat fra en kendt kunstner, forfatter el. lign. Jeg er så hjertebegejstret, og jeg glæder mig til at fylde den ud med alle mine minder og tanker fra 2016. 

Jeg er desuden et uforbederligt listemenneske, og jeg har det så inderligt rart, når jeg kan skrive noget ned og derefter strege det ud som et afsluttet dagspunkt. Rifle Paper Co. laver de  sødeste og sjoveste to-do lister, jeg nogensinde har set, og det krævede al min selvbeherkelse kun at købe én. Jeg vender helt sikkert tilbage efter flere snart. Jeg kan ikke lade være. 

Jeg er ved at regne ud, hvad de bare vægge i lejligheden skal pyntes med, og da jeg så Anna Bonds prints, vidste jeg, at jeg blev nødt til at bestille et par hjem. De er simpelthen så fine – og jeg elsker hendes farvepalet! 
Billedet med den læsende pige inde i bjørnen er min klare favorit, og jeg har allerede besluttet, at det skal hænge i mit kontor. Det matcher mit læserum så perfekt. Hjerte-billedet er jeg endnu ikke helt sikker på, hvor jeg skal anbringe. Jeg overvejer at hænge det ud i gangen – eller måske i soveværelset? Det kommer i sidste ende nok an på, hvad Nico mener om det hele. 


søndag den 11. oktober 2015

Things I have loved I'm allowed to keep.

På et eller andet tidspunkt imens jeg sad inde på forlagskontoret og arbejdede, sad i toget og læste, gik i skoven og tænkte, lå i sengen og snakkede, blev det efterår. Og jeg gik glip af det; lykkeligt blind for overgangsfasens første tegn, de dalende temperaturer, den brølende vind, og de grønne, gule, røde farver. Helt instinktivt har jeg hver dag iført mig min overgangsjakke og mine vinterstøvler uden helt at vide, hvad det betød.
Men vinden har vendt, og oktober har som altid bragt efteråret med sig. Jeg går lange dage i møde med forsvindende lidt lys, og jeg skal atter vænne mig til, at dagen ikke slutter, bare fordi det bliver mørkt. 

I dag gik jeg en lang tur i det område, der tidligere var mit hjem. Jeg ville forbi mit yndlingstræ, der altid pynter sig med de smukkeste efterårsblade, når oktober rammer. Da jeg endelig nåede frem, opdagede jeg, at træet var blevet revet op og det lille græsområde jævnet med jorden. Og jeg aner ikke hvorfor, men den grå betonplet midt i det så velkendte område rørte mig til tårer. 
Det føltes som et farvel. Et endegyldigt farvel til det sted jeg boede, og den person jeg var for blot en måned siden. Nu har jeg ikke mere at vandre tilbage dertil for; lejligheden er udlejet, nøglerne er afleveret, og flyttesynet er foretaget. Jeg er også selv blevet revet op med roden.
Jeg var lettet, da jeg atter stod udenfor den betonklods, der er mit nye hjem. Med halvvåde støvler og uglet hår fyldt med blade og græsstrå marcherede jeg ind, låste døren bag mig og følte mig straks hjemme. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Måske fordi det første jeg så, da jeg trådte ind af døren, var en tavle med Nicos kunstfærdige håndskrift og mit navn omgivet af en flok af hjerter. Måske fordi den selvsamme Nico farede ud og gav mig et kram. Eller måske fordi at når en dør lukkes, så åbnes en ny.



tirsdag den 15. september 2015

To build a home

Vi flyttede i weekenden. Kasser fyldt med bøger, køkkenmaskiner, tøj og nips blev transporteret frem og tilbage midt i Odenses myldretrafik. Min himmelseng blev skilt ad og samlet igen, vores tøjskab blev smidt ud, og vores kælderrum blev tømt. 4 år forsvandt så hurtigt, og pludselig stod jeg i en tom lejlighed og spekulerede på, hvordan den nogensinde havde været mit hjem. En nøgen lejlighed er en mærkværdig ting.
Vi sagde farvel til vores første lejlighed og goddag til vores nye. 110 kvadratmeter i hjertet af Odense, 4 værelser og en større altan. Vores nye lejlighed er en ægte voksenlejlighed med plads til fremtidsplaner, og jeg elsker den allerede. Selvom den er alt for hvid, alt for bar, alt for stor og rungende, så er den også alt det, som Nico og jeg har ledt efter. Her skal vi bo, og her er vi i gang med at bygge et hjem – og hvis du er nysgerrig efter, hvordan en flytning ser ud, 3 dage efter den har fundet sted, kan du smugkigge lidt her; 

Vores køkken er en del af stuen og er derfor meget åbent, lyst og en lille smule knebent med skabsplads. Vi har slet ikke fået pakket alle vores køkkenmaskiner og porcelæn ud endnu, men vi er i gang med at løse pladsproblemet med en tilbygning. Den lille tilbygning er kombineret køkkenbord og skabsplads, og vi bygger en halv meter mere på, tror jeg. Det burde give lidt mere plads til opbevaring og samtidig lukke køkkenet lidt mere af i forhold til stuen. Det er et projekt, Nico elsker at sysle med, da han er ægte køkkenmenneske, og jeg har givet ham fuldstændig frie tøjler. Jeg er sikker på, at det nok skal blive skønt. 


Vores stue ligger i forlængelse af køkkenet og er lige nu præget af midlertidighed. Vi venter på en stor U-sofa, der nok først leveres i november, så vi har sammensat en midlertidig sofa af madrasser og gamle sofapuder. Vi venter på et firkantet spisebord, så vi bruger vores gamle ovale indtil da. Og vi drømmer om et nyt sofabord – men tør ikke købe et nyt, før vi har set det i forhold til den nye sofa. 
Det hele er lidt midlertidigt, men det er også hyggeligt indtil da. Og vi nyder pladsen, de flotte gulvvinduer og altanen med udsigt til forbisusende toge.

Vores nye soveværelse er mindre end vores forrige – til gengæld er der bedre skabsplads og perfekt udsigt. Min elskede himmelseng er flyttet med os fra den gamle lejlighed, og nu står den op af et stort vindue, så det føles som om, vi sover halvvejs udendørs. Når mørket sænker sig, er det så smukt – perfekt til flyvske tanker og gabende øjeblikke.
Planen er, at vi hænger et fjernsyn op overfor sengen, installerer en kommode og et gulvspejl og hænger mit yndlingsmaleri op – men ellers er det stort set færdigt. Og det er sådan et fint lille rum med plads til store drømme. 

Mit hjemmekontor er en ønskedrøm, der går i opfyldelse. De hvide reoler giver mig plads til, for første gang nogensinde, at have alle mine bøger stående samlet. På rad og række, side om side står de og lyser rummet helt op, imens min nye, magelige lænestol indbyder til stille læsestunder og bladren. 
Kontoret er slet ikke færdigt og er endnu bart med dets hvide og uberørte vægge, men jeg er allerede glad for det lille rum, der i de seneste dage har fungeret som Nicos og mit tilflugtssted fra larm, flytterod og papkasser. 
På et senere tidspunkt drømmer jeg om hylder over skrivebordet med billedrammer og kontornips, et lille bord ved siden af lænestolen med plads til en kop te og måske en læselampe, en ophængt billedramme og gardiner – men indtil da, er det stadig et fint rum fyldt med hjemlighed.

Nicos kontor fungerer i øjeblikket som pultekammer – men efterhånden som vi får pakket ud og fjernet papkasser, er jeg sikker på, at det bliver et skønt rum. Rummet er i sig selv helt fantastisk med gulvvinduer og en særpræget panorama-effekt, der får mig til at føle, at jeg står lige midt i Odenses hektiske byliv. 

Hvor interessant er det at se et badeværelse? Det er nok ikke særlig relevant eller spændende, medmindre man selv skal bruge det. Dog er jeg lykkelig for vores badeværelse, som simpelthen er så nyt og så fint – og så knuselsker jeg min vaskemaskine, som er en indflyttergave fra mine forældre. At kunne vaske tøj uden at skulle løbe frem og tilbage mellem lejlighed og vaskekælder er virkelig ægte luksus og ah-følelse. 

Vores entré er i øjeblikket et ægte jakkekaos, da vi endnu ikke har fået hængt knager op. Planen er dog, at det skal blive et lille hyggeligt rum med spejl, en fin kommode og opbevaring til tøj og sko. Indtil videre er det dog bare blevet et hjem for Nicos bonsaitræ. 

Og det var dét. Et lille lykkeligt kaos som langsomt er ved at blive til et hjem. 



torsdag den 10. september 2015

In other news

Jeg hader at skrive i koder. Jeg er heller ikke særlig god til det, for alting ender med at lyde mere dramatisk og langt større, end det egentligt er. Hverdagslige hændelser bliver forstørret til sensationer, fordi hemmeligheder altid forvrænger alting. Jeg hader hemmeligheder.
Noget er sket, og mit liv ser markant anderledes ud i dag, end det gjorde for blot en måned siden, da jeg trykkede 'upload', vinkede farvel til mit speciale og begav mig ud i en uvis verden. Verdenen er nemlig ikke helt så uvis længere.
Fra d. 1. oktober begynder jeg som community manager hos Lindhardt og Ringhof. Jeg får en daglig gang på et forlag, der udgiver de smukkeste, sjoveste og dejligste bøger. Jeg får arbejdsopgaver, der beskæftiger sig med sociale medier og skriverier, og jeg får lov til at afprøve en drøm. Det bliver så spændende, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang. 
Samtidig skal jeg også flytte. Lige om lidt. Nico og jeg har skrevet under på en lejekontrakt og dermed sikret os en drøm af en lejlighed. Jeg er så klar til forandringerne og markeringen af denne nye fase af mit liv; overgangen fra studerende til ikke-studerende. 

Der venter smukke ting lige om hjørnet. 


torsdag den 3. september 2015

110 km/t

September er kun lige ankommet, bladene er kun lige begyndt at falde, dagene er kun blevet forkortet med ganske få minutter, og alligevel er alting forandret. Det er gået så hurtigt, at jeg stadig ikke helt er sikker på, hvad der er sket, men mit liv er markant anderledes i dag, end det var i går. Et splitsekund er alt, hvad det kræver.
De seneste dage, den seneste uge, har været surrealistisk. Et farvet miskmask af søde veninder, sjove aftaler og svimlende store voksenbeslutninger. Det føles som om, jeg er blevet tyve år ældre, men samtidig føles det hele stadig så nyt. For første gang i 25 år har jeg fast grund under fødderne, og jeg har så mange planer, jeg gerne vil føre ud i livet. Og de begynder nu. Af med støttehjulene og op med farten. 110 km/t uden et bakgear.

September 2015. Jeg skriver det her i et forsøg på at minde mig selv om, hvordan jeg har det lige nu. 

"No more running, no more hiding 
No more hurting, no more crying 
No more trouble, no more sighing 
No more falling, no more striving 
No more heartache, no more fighting 
No more fears, only flying"


søndag den 23. august 2015

I see fire

Mit speciale er afleveret, selvom Word-dokumentet stadig er åbent på min computer. Måske er jeg bange for at lukke det og give slip; bange for at der er sket en fejl, selvom jeg ikke længere kan rette den. Måske er jeg bange for at sætte et endegyldigt punktum, eller måske har jeg bare slet ikke forstået det endnu. Det har været et sært forløb, sådan at lukke, gemme, uploade og lade som om, intet var hændt, når et helt uddannelsesforløb er bragt til ende. Jeg ville ønske, jeg fik muligheden for at forsvare det mundtligt – ikke fordi jeg har et fagligt behov for det, men snarere for at få det afsluttet ordentligt. Få en finale.
Men de største ting i livet er sommetider akkompagneret af de mindste ceremonier. Således er jeg nu fri, fri til at gøre hvad jeg vil med min tid og med mit liv. Der er ingen stiplet linje, jeg kan klippe efter, ingen manual jeg kan følge. Der er kun mig, mine håb, mine drømme og min fremtid. På en måde føles det som om, jeg er 15 igen, og dog ved jeg, at det føles som intet, jeg nogensinde har prøvet før.

Så jeg læner mig tilbage og bruger tiden så godt, som jeg overhovedet kan. Jeg griner med mine veninder, knipser fotografier af augusts bittersøde sensommerdage, jeg slentrer rundt i mit Odense som en nyforelsket turist og fastfryser øjeblikke. Klik klik klik.
Størstedelen af min tid bruger jeg egentligt bare på at tænke. Reflektere. Overveje og sammenfatte. Uanset om jeg sidder i min vindueskarm eller i Munke Moses vandkant, suser tankerne rundt i min hjerne og følger rytmen til den musik, jeg hører. Ed Sheeran, alt-J, Passenger og Christina Perri er musikere, jeg nok for evigt vil sammenkæde med denne tid.

Selvom det hele lyder meget vemodigt og melankolsk, er jeg faktisk glad. Glad helt ind til knoglerne, helt ind i sjælen og helt ud igennem kinderne. Den sidste flig af sommeren er altid den smukkeste.