mandag den 16. oktober 2017

Lately ... #6

... Har jeg skruet op for radiatorerne og drukket talrige kopper varm kakao. Efteråret er for alvor over os med al sin skønhed og kulde. (Pånær den pludselige varmebølge som, meget ulogisk, har overtaget i denne uge)

... Har jeg fået gode nyheder! Kan I huske den lille operation, jeg talte om for nylig? Det var egentligt en lidt rystende oplevelse med en hudlæge, der opdagede et modermærke med "abnormale forandringer". Jeg fik en hastetid, fik det opereret væk og blev syet med et par sting. K-ordet blev nævnt som en risikofaktor, og jeg kunne næsten ikke udholde de 3-4 ugers ventetid på svar. Men svaret kom, og det var et godt et af slagsen; modermærket var ganske ufarligt, og jeg slap med skrækken og et lille ar på maven.
Det er så skørt med den slags nyheder. Jeg føler selv, jeg har været dygtig til at skubbe den nagende bekymring om i baghovedet, men da resultatet kom, og jeg kunne ånde lettet op, føltes det som om, flere tons blev løftet fra mine skuldre. Den slags fylder mere end man tror; og selv hvis man ikke tænker på det, tænker man i virkeligheden nok på det alligevel ... 

... Har jeg købt 3-4 nye sæt sengetøj og nyder at kravle under en nyvasket dyne efter en lang arbejdsdag. Det er altså den bedste hverdagsluksus i verden! 
 
... Har jeg snuppet et par hjemmearbejdsdage og i den anledning slæbt computeren med på odenseanske caféer til solomorgenmad og arbejdsro. Nogle dage kan jeg simpelthen ikke koncentrere mig derhjemme, og så er det dejligt at forkæle sig selv med lidt god mad og indfinde sig i et miljø, hvor hverdagsrodet ikke forstyrrer. Billedet er fra Den Lille Smalle, hvor jeg nød en fantastisk smoothiebowl. Dét kan anbefales.
Og apropros solomorgenmad: Det har taget mig lang tid at lære at gå ud alene, men nu stornyder jeg det altså. Jeg slæber hjertens gerne computer eller læsestof med på café og nyder kombinationen af travlhed og ro. Ah. 

... Selvom jeg i stigende grad bliver træt af pendlerlivet, nyder jeg altså at stå på Byens Bro og kigge ud over banegården hver morgen. Det gradvist tidligere mørke har nemlig skabt sådan nogle smukke himmelmalerier på det seneste. Som f.eks. denne solopgang, hvor hele Odense var badet i et lyserødt skær. Det var helt magisk.

... Har jeg døjet lidt med noget halskriller og småforkølelse og har i den anledning fået gullaschsuppe fra SoupStone. Deres hjemmelavede supper er virkelig den bedste form for takeaway, der findes. 

... Har jeg haft besøg af min søster til den årlige græskarudskæring. Hvert år plejer vi at skære en græskarlygte sammen, og vi gør altid en dyd ud af, at gøre den så grim som muligt. Det er nemlig sjovere at sidde og fnise over skæve øjne end at bande over snorlige udskæringer ... synes vi! Og sjovt var det. Årets græskar hedder Helmut og er græskarfyren til højre med det halvskæve ansigt.
I år deltog Nico også i græskarudskæringen, og han kreerede mesterværket til venstre. Det er næsten urimeligt fint!


1 kommentar:

  1. Hvis jeg snupper lyntoget tager det ca. 1.5 time i alt :) Med regionaltoget tager det knap 2 timer. Så. Det er også lidt af en tur :)

    Og tusind tak!

    SvarSlet