Lately ... #7

... Har jeg taget forskud på juleglæderne og spist æbleskiver. En masse æbleskiver, faktisk. Nico kan nemlig ikke fordrage dem, så når jeg køber en pose, er der kun mig til at spise dem ... Ikke at jeg klager.

... Har jeg nærmest levet i den Hogwartsstrik, jeg købte med hjem fra London. Den er simpelthen så blød – og farven er helt efterårsperfekt. Og så skader det jo heller ikke at blive mindet om lidt hverdagsmagi, tænker jeg.

... Har jeg fundet farveblyanterne frem fra kontorskabet og er begyndt at bruge mine malebøger lidt igen. Det giver altså bare sådan en ro, synes jeg. 

... Har vi udgivet to bøger på arbejdet, som jeg personligt er vildt begejstret for. Den ene er en virkelig fin, medrivende og vittig kærlighedsroman af Colleen Hoover, som er perfekt for alle bogelskere, idet den ene hovedperson er ivrig læser, og den anden har forfatteraspirationer. Den er fyldt med bognørderi og svimlende romance.

Den anden bog er muligvis min yndlingsbog af alle, jeg nogensinde har læst. Hvis man overhovedet kan sige den slags. Om ikke andet, betyder Jane Austens "Persuasion" rigtig meget for mig. Det er sådan en smuk fortælling om at finde kærlighed, når håbet om kærlighed egentligt er forsvundet. Om efterår, samfundsforandringer og om nye chancer. Jeg elsker den bog, og jeg er så stolt over, at den nu findes på dansk i en god oversættelse og med et omslag, der er historien værdig.

... Har jeg været i biografen hele tre gange og set tre meget forskellige film. Jeg startede måneden med at se Bad Moms 2 med min søster og skønne Rikke. Det var en sjov film, og vi grinede alle tre, så tårerne næsten trillede. Til gengæld blev den til tider også lidt for plat – og dens forgænger var langt bedre. Men, det kunne jeg næsten have forudset. Det var en sjov biograftur i godt selskab. Og på den måde var alting, som det skulle være.

I sidste uge så jeg Mordet i Orientekspressen med mit arbejde. Dét var en film, jeg virkelig havde høje forventninger til uden egentligt at kende historien bag eller at have læst en eneste Agatha Christie-roman. Men filmen leverede og var voldsomt smuk. Slutningen haltede dog lidt, synes jeg.

Og her til aften har jeg set Victoria & Abdul med min søster. Endnu en film jeg gik ind til i blinde; men som virkelig var fin og rørende. Måske en smule for lang. 

... Har jeg nærmest konstant været udstyret med en rodet knold i håret. Det skyldes flere ting, men nok mest af alt dovenskab. Intet er nemmere end at få styr på sit hår med en knold, inden man løber ud af døren for at nå et tog.

... Har jeg julet lidt og bl.a. købt de her rædsomme/fantastiske juleøreringe med flamingoer. Jeg har ellers forsøgt at holde afstand til for tidligt juleri – men på torsdag finder jeg altså julepynten frem og pynter op. Julepynten skal jo op før den 1. december. Synes jeg.

... Har jeg holdt Jane Austen-marathon med bedste Mette. Vi havde den hyggeligste lørdag sammen, hvor vi snakkede løs, grinede over Mr. Collins (!) og sukkede over James McAvoy. Ah. Tiden fløj, og jeg nød at være sammen med hende, catche up og slappe af. Findes der noget bedre end studieveninder, der hænger ved?

London #4: De sidste billeder

Det er allerede ved at være længe siden. Præcis en måned, faktisk. Og alligevel sidder oplevelsen stadig i mig: jeg er stadig lige begejstret, når jeg taler om turen i Harry Potter-studios eller bladrer igennem billeder fra den solrige efterårsdag i Hyde Park. Jeg er ved at få læst de bøger, jeg købte med mig hjem fra Waterstones, og jeg har travet Odense tynd iført mit blåstribede Ravenclaw-halstørklæde. Tiden går så hurtigt. Men det ændrer jo ikke på, at oplevelsen varer ved.

Der er egentligt ikke en dybere mening med dette indlæg – jeg ville blot dele det sidste udvalg af London-billeder med jer, før det bliver håbløst uaktuelt igen. Åh, det var sådan en god ferie. Og London var så smuk i sine efterårsklæder.

Om at have en stor blog ... og om at droppe den igen

Jeg havde engang en bogblog. Eller, det er faktisk lidt misvisende, for jeg har jo den stadig. Af princip har jeg nægtet at slette eller lukke den, for jeg bryder mig ikke om definitive afslutninger. Jeg holdte op med at have lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden. Og jeg er ikke sikker på, at det ikke også kan fungere omvendt: At jeg ikke pludselig får lyst til at blogge på den fra den ene dag til den anden igen. At jeg ikke en dag får lyst til at skrive en boganmeldelse igen, filme et book haul, eller skrive et par ord om Jane Austen igen. Det er bare ikke lige nu. Og det skyldes så mange ting.

Da jeg startede min bogblog i 2013, var jeg 22 år gammel. Jeg studerede Litteraturvidenskab og havde oceaner af fritid. Jeg manglede et kreativt output – og hvorfor ikke skrive om bøger, når jeg nu beskæftigede mig så meget med dem? Dengang var der ikke så mange danske bogblogs, og når man oprettede en bogblog var man nærmest øjeblikkeligt del af et lillebitte community, hvor alle delte den sammen interesse. Det var så nyt, og jeg blev hurtigt revet med. Og, utroligt nok, fik jeg relativ succes med det.
Bloggen var både min kreative legeplads, hvor jeg gradvist lærte at fotografere og genfinde den skrivestil, som jeg havde mistet undervejs i mylderet af universitetsopgaver. Jeg blev revet med og forsøgte hele tiden at forbedre mig selv; jeg var meget disciplineret og lavede Excel-ark med tidsplaner, manglende fotomateriale, tekster der skulle udarbejdes og meget mere. Og undervejs mistede jeg bare glæden ved det, og det der skulle have været en kreativ legeplads blev kvalt i sin egen form. Så jeg gjorde det eneste, jeg kunne komme i tanke om: Jeg tog en pause, gentænkte mit koncept, redesignede bloggen og forsøgte at være mere impulsiv. Det fungerede bare ikke rigtigt.
For jeg tror ikke, jeg kun var træt af bloggens form. Jeg var også træt af dens indhold (i det omfang som man kan være træt af bøger, altså). Jeg fik et job, hvor jeg skulle arbejde med bøger dagligt – og, utroligt nok, også blogge om bøger – og hvorend jeg befandt mig online, blev jeg forfulgt af booktubers og bookstagrammers, som jeg i sin tid selv havde valgt at følge. Alting var bøger, bøger, bøger. Jeg blev mættet. Og til sidst blev bøgerne bare for anonyme, og det internationale bogbloggermiljø blev alt for fokuseret på ting som antal læste bøger om året, antal købte bøger i måneden, antal timer brugt på at læse. Det blev ensporet, og jeg følte sommetider, jeg reducerede mig selv til bogsnak; at jeg fabrikerede en digital version af mig selv, der ikke lavede andet end at læse og prioritere bøgerne over alt muligt andet. Og det er slet ikke tilfældet, for selvom jeg elsker bøger, har jeg også så mange andre hobbyer og hverdagsglimt, jeg holder af at dele.

Så jeg oprettede den her rodeblog. Eller, egentligt havde jeg haft den i et stykke tid, men jeg besluttede mig for at bruge den rigtigt og lade dén være mit kreative output (og skraldespand). Og jeg hygger mig så meget med det, selvom jeg til tider har mine tvivl om, hvorvidt det kun er mig selv, der læser med. Og det er faktisk dét, jeg oftest bliver spurgt om. Om hvordan jeg kunne finde på at droppe en blog, der havde læsere – til fordel for en blog, der lever en nogenlunde stille eksistens. Om jeg ikke synes, det er spildt arbejde, eller om jeg ikke savner kommentarer eller et opadgående Bloglovin-tal. Svaret på begge dele er nej. For at have en lillebitte blog har den charme, at man bliver mindet om, hvorfor man overhovedet ville blogge til at begynde med. Fordi man ikke kan lade være.

Bogbloggen har givet mig meget. Og jeg er stolt af den og til dels også af den disciplin, som ødelagde den. Og det kan godt være, jeg vender tilbage til den en dag; men for nu nyder jeg at læse bøger og ikke nødvendigvis mene noget om dem. Bare nyde dem. Og mest af alt nyder jeg at have et sted til at ævle om alle de andre ting, der fylder i min hverdag. Uden forpligtigelser eller struktur. Bare fortælle og fotografere, fordi jeg har lyst.

Så her er jeg. Og tak til alle jer, der kigger forbi dette, noget mere intime, internethjørne. Jeg hygger mig sådan herinde. Med jer og med ordene.

London #3: Hvad jeg slæbte med mig hjem ...

Når jeg normalt rejser, rejser jeg med Nico og typisk kun med en enkelt håndbagagekuffert hver. Shopping står sjældent særlig højt på vores dagsorden – både af hensyn til kufferten men også fordi, den kære mand simpelthen ikke har tålmodighed til det. Derfor har jeg vænnet mig til at begrænse min shoppetrang, når jeg er udenlands. Der er simpelthen ikke tid til det ... Det var der derimod på min London-tur, hvor jeg rejste med min søster og min mor. Og shoppet blev der!

Min kuffert vejede omkring 9 kilo på vej mod London, og 19.9 kilo på vej hjem. Og med mig hjem slæbte jeg en velovervejet bogstak, den yndigste 2018-kalender, Mumi-godter fra en vaskeægte Mumi-butik, en mørkerød selekjole fra Topshop, Harry Potter-merchandise i massevis – og bedst af alt, min drømmetaske fra Mulberry, som jeg har luret på længe. Og som jeg virkelig havde glædet mig til at købe. 

Derudover er mine køb en perfekt blanding af turistfjolleri og velovervejethed; tilpas mange Harry Potter-dimser (tro mig, jeg kunne have købt så meget mere!), en ny kjole og en kalender jeg faktisk var tæt på at bestille (og betale amerikansk told for) inden. Ægte guldfund! 

#Fredagsbog – uge 46

Sjældent har en fredag været så tiltrængt som denne! Efter sidste weekends BogForum-hurlumhej, har ugen på arbejde været lang. Det føles som om, jeg har sprunget en weekend over i forbifarten – hvilket jeg jo sådan set også har. I dag har jeg dog haft en fridag som kompensation for sidste weekends arbejde. Og sikke et dejligt afbræk! Jeg har brugt dagen på at sove længe, gå en lang tur i det smukke vejr, hente en ny julerød strik på posthuset, få styr på hjemmets roderi ... og på at læse.

Jeg har nemlig færdiglæst John Greens Turtles All the Way Down (som endte med, at jeg fældede tårer i morgentoget. Den var så rørende), og er gået i gang med endnu en af de bøger, jeg havde med mig hjem fra London. En af de helt særlige af slagsen.

Udgivelsen af Philip Pullmans The Book of Dust er en stor litterær begivenhed. Det er absurd at foregive andet. Pullman har talt om den bog – og angiveligt skrevet på den – i over ti år. Og fans af His Dark Materials-trilogien har ventet åndeløst. Personligt havde jeg næsten opgivet håbet ... Men så dukkede bogen op alligevel. Imod alle odds.

The Book of Dust finder sted, før Det gyldne kompas starter. Det er en slags forhistorie – og dog, føles det som om, man skal have læst Det gyldne kompas for at forstå den. Jeg er endnu kun en femtedel inde i den store bog, men jeg er allerede overvundet. Det er fantastisk at være tilbage i Lyras Oxford-univers, hvor menneskesjæle er levende dyriske væsener, og hvor alting er sært lig vores egen verden og dog overhovedet ikke. Siderne vender næsten sig selv, og jeg nyder hvert eneste ord. Det er sådan en længe ventet fornøjelse.

I aften har jeg i øvrigt masser af læsetid, for jeg er alene hjemme. Nico er ude at spise med nogle kollegaer, og jeg er egentligt ikke i humør til selskab. Jeg har haft lidt brug for at restituere efter den seneste uges mange gøremål og mange(!) mennesker og smalltalk. Så i stedet drikker jeg spandevis af te, tænder stearinlys og bladrer lidt. Måske finder jeg også tid til en fjollet rom-com, inden jeg går i seng. Aftenen er på sin vis stadig ung. 

Hvad læser du lige for tiden? Og kan det anbefales? Jeg håber, I alle får en fantastisk weekend!