En tur ved frisøren – back to grey

På det seneste har jeg haft en mindre hårkrise. Hvor latterligt dét end lyder. Men jeg har befundet mig i et mærkeligt limbo mellem en trang til mere naturligt lyst hår og så længsel efter det smukke sølvfarvede hår, jeg havde en periode. Det sidste års tid har jeg fået mit hår afbleget i striber frem for helfarve og har rent faktisk udgroet totter af min egen naturlige, og længe skjulte, hårfarve. Det har afgjort været sundt for mit hår – og samtidig haft den medtagelige bonus, at mit hår ikke skulle farves så meget, fordi min bund ikke skulle være helt lys.

Jeg har egentligt været glad for mit semi-naturlige hår. Men så blev det sommer, og jeg kom til at kigge på billeder fra 2016, hvor mit hår var helt lyst med et sølvgråt skær. Og pludselig savnede jeg det bare. Og selvom jeg havde bestilt tid til de sædvanlige reflekser i sidste uge, endte jeg med at sidde i frisørstolen og bede om en helfarve. Back to grey med lys bund – selvom min frisør så en anelse skeptisk ud.

For det er altså noget værre noget med det helt lyse hår. Det skal (optimalt) farves hver 4. uge, og den sølvgrå tone er næsten umulig at vedligeholde. Den kræver nemlig den helt rigtige mængde af silver shampoo, og doserer man forkert – ja, så bliver håret pludselig en mærkværdig undertone af blå og lilla. Ikke ligefrem optimalt.

Men. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være. Og jeg er lykkelig for resultatet. Den grålige farve kan noget helt særligt, og det er uden tvivl den hårfarve, jeg har været allergladest for. Måske skal jeg bare gøre det til en sommertradition at vende tilbage til den hver sommer – og så være fornuftigt mellemblond resten af tiden?