I fredags skar jeg græskarlygter sammen med min søster. Det gør vi hvert år. Jeg er ikke sikker på, hvordan eller hvorfor, det egentligt er blevet en tradition, men det er det bare blevet. En anden del af traditionen er også, at vi altid skærer latterligt grimme græskar. Vi har altid de bedste intentioner – som i år, hvor vi ville skære et Harry Potter-græskar – men det ender altid galt. Se selv.
Ikke desto mindre, har jeg i aften tændt de grimme græskarlygter og sidder og stirrer på dem igennem min altandør. Det er Halloween, og det hører sig til. Også selvom jeg stadig ikke er sikker på, hvad jeg overhovedet mener om Halloween. Og om det overhovedet giver mening at forsøge at kæmpe imod en højtid, der allerede har invaderet de danske butikker, gader og hjem.
On another note, er jeg allerede træt af det tidlige mørke. Jeg tror faktisk hellere, jeg ville have undladt at stille uret, og beholdt de mørke morgener i bytte for lidt lysere aftener. Mørke klokken 17 virker helt håbløst.
Det har været et rødt kryds i kalenderen, de sidste fem år. Bogmesse i Bella Centret. I 2013 gæstede jeg messen for første gang med universitet, og de efterfølgende fire år arbejdede jeg der. I år var jeg der atter som helt almindelig gæst og kunne derfor genfinde glæden ved at vandre rundt i de hektiske haller, kigge på pæne bogforsider, standse op ved pudseløjerlige foredrag og hilse på bekendte bogentusiaster. Ah.
Og således gik min weekend med bogkøb, bogsnak og bogkiggeri. Jeg hørte Simone Ahrnstedt diskutere feminisme i romance-genren, grinede da Maren Uthaug uddelte teenageråd, så dygtige Kathrine interviewe irske Louise O'Neill, blev klogere på menneskehjernen med Peter Lund Madsen, oplevede voldsomt seje (og sjove) Ulrikke Falch og Sofie Frøysaa, lyttede til Gayle Forman – og fandt desuden tid til juleølsmagning, Harry Potter-quiz og en Edgar Allan Poe-udklædt herre. Det var så sjovt. Og helt markant anderledes fra de seneste år, hvor jeg rendte rundt med tidsplaner og stresset mobilknipseri for at lave en næsten minutiøs dækning til de sociale medier.
I år havde jeg ganske vist pakket mit kamera, men jeg brugte det slet ikke. Jeg havde ikke lyst. Ligesom jeg heller ikke havde lyst til signeringskøer og forfatterunderskrifter – selvom jeg egentligt havde slæbt bøgerne med til det. I stedet ville jeg bare nyde det hele. Nyde ikke at skulle noget, andet end hvad der lige faldt Nico og jeg ind.
For Nico var med i år. Selvom han egentligt slet ikke interesserer sig synderligt meget for litteratur. Men han viste sig alligevel at være verdens bedste messemakker, og vi havde det så sjovt med at tage fjollede Harry Potter-billeder, se live-tegning og købe mærkværdigt merchandise. På togturen hjem læste vi endda Maren Uthaugs nye bog højt for hinanden og grinede af de akkompagnerende tegninger. Det var så hyggeligt. Det var hele messen faktisk.
Lørdag havde vi en travl dag, hvor vi vimsede fra foredrag til foredrag, og søndag kørte vi i et helt andet gear; sov længe på vores hotelværelse, så på snevejr, spiste overdådig morgenmad og tog ind til bogmessen i 3-4 timer for at høre enkelte foredrag og købe bøger. Jeg købte tre af slagsen – og Nico købte Maren Uthaugs nyeste. Helt perfekt.
Var du til bogmesse i weekenden? I så fald; hvad så og oplevede du?
Det er fredag, og denne weekend kommer til at stå i bøgernes tegn. I morgen tager Nico og jeg til København for at tilbringe lørdagen og søndagen til BogForum, årets store bogmesse. Egentligt var det meningen, Nico blot skulle besøge nogle kammerater, imens jeg bognørdede, men han ændrede planer i sidste sekund, og nu skal han altså med mig til BogForum og en hel weekends boglykke. Jeg er spændt på, om han har tålmodigheden til det.
Personligt glæder jeg mig bare til en weekend fyldt med bøger – og ikke mindst et gensyn med søde bogbloggere og gamle kollegaer. Forlagsbranchen er så pudsig, for alle kender alle, og BogForum føles derfor altid som en udvidet familiefest. Der er så mange mennesker, jeg glæder mig til at hilse på – og selvfølgelig også en håndfuld forfattere, jeg glæder mig til at høre. Selvom jeg har været til BogForum de sidste tre år, er det længe siden, jeg sådan rigtigt har oplevet det. Uden forpligtigelser, stress og kaotisk renden-rundt. Jeg plejede jo at arbejde på messen – og selvom det altid var hyggeligt på sådan en højeste-gear-agtig-måde, glæder jeg mig altså til at være der og at have fri. At summe, snuse, smage og bladre og standse op ved tilfældige foredrag, der fanger min opmærksomhed.
Men inden morgendagen kommer, hygger jeg mig herhjemme iført en oversized strik og bevæbnet med en god bog. En yndlingsbog, faktisk. For jeg er ved at genlæse Persuasion af Jane Austen.
Persuasion er sådan en bog, jeg altid har lyst til at genlæse. Især om efteråret. Jeg skrev i sin tid bachelor-opgave om den, og om hvordan Jane Austen bruger efterårets forfaldsymbolik i en historisk kontekst. Det lyder nørdet, men det var faktisk enormt spændende. Og det har medført, at jeg for evigt sammenkæder bogen med efteråret.
Persuasion er Jane Austens sidste færdiggjorte roman, udgivet posthumt i 1817. Bogen er en kærlighedshistorie om den 28-årige (gisp!) gammeljomfru Anne Elliot, som har mistet sit livs kærlighed, fordi hendes halvadelige (og halvt fallitte) far var imod matchet. Men så vender den gamle flamme tilbage i Annes liv, og deres roller er byttet om; han er nu nyrig, hendes familie er nu fallit. Og det er ikke helt ukompliceret ...
Jane Austen skriver med sådan en bidende sarkasme om kærlighed, dannelse og klassesamfundet i 1800-tallets England. Det er både underholdende og fint, og jeg bliver ramt hver eneste gang.
Hvad læser du denne fredag? Og ses vi måske til BogForum i weekenden?
På en eller anden måde er vi nået til midten af oktober. Jeg er ikke sikker på hvordan – men vejen hertil har uden tvivl været rar. Min kalender har været fyldt med rare aftaler og gøre mål, og jeg har stadig en masse at se frem til. Heldigvis.
Her er en stak hverdagsglimt fra de seneste efterårsdage;
... Der hænger en tavle i lejlighedens lille gang, hvor Nico og jeg skriver små noter til hinanden, hvis vi lige skal informere den anden om et-eller-andet. Sommetider bruger vi den også bare til søde små noter og 'hav en god dag'-ønsker. Nico gjorde for nylig min dag lidt bedre med den her note (som det i øvrigt to mig 2 dage om at opdage).
... Sidste lørdag mødtes jeg med verdens bedste Rikke for at spise morgenmad på den forholdsvist nyåbnede, og allerede bloggerelskede, café Nouvelle. Det er simpelthen sådan et hyggeligt sted fyldt med stemning og æstetisk indretning. Rikke og jeg nød virkelig god mad og snakkede løs i en time eller to. Det var den bedste start på weekenden.
... Sidste år var jeg til koncert med Ed Sheeran i Hamborg. Det var en uforglemmelig oplevelse – så da hans koncert i Odense næste sommer blev annonceret, ville jeg så gerne have billetter. Det var faktisk en utrolig kaotisk proces, men det endte lykkeligt! Det lykkedes Nico at købe tre billetter, som netop kom med posten i sidste uge. Nu glæder vi os bare til at bruge dem.
... Jeg har langt om længe(!) fået læst Stephanie Danlers debutroman Sødbitter og set den nylige serie baseret på den. Jeg nåede til den konklusion, at bogens sanselige univers ikke blev oversat tydeligt på TV; til gengæld lykkedes det serien at få dramatiseret bogen og skabt en mere sammenhængende handling. Så. Begge dele var egentligt fine oplevelser.
.... Der er altså bare noget særligt ved at se sine billeder og fineste minder i papirform. Det er som om, man værdsætter pletskuddene lidt mere, når man får dem i hånden. I hvert fald har jeg netop fået fremkaldt den seneste sæsons billedminder, og jeg tror måske, det skal blive en slags vane fremover; at jeg sidst i hvert kvartal lige gennemgår mine billeder og ser, om nogle skal trykkes.
... Jeg startede måneden med et High Tea-arrangement på Dalum Bibliotek sammen med Stine. Det var et virkelig fint arrangement, som kombinerede boganbefalinger og tesmagning, og jeg købte den bedste og mest efterårsagtige te med smag (og duft!) af granatæble og papaya. Åh, den er god! I kan finde den her.
... Odense er så køn lige nu. Nedfaldne blade der knaser under ens fødder, brændte farver, morgentåge og tidlige, lyserøde solnedgange. Jeg elsker den her årstid af hele mit hjerte!
... Søde hilsner i postkassen er så undervurderet, synes jeg. Denne var fra min handelsskoleveninde, som blev gift i sidste måned. Jeg blev helt glad over at se de skønne kærlighedsbilleder og tænke tilbage på den smukke, smukke dag.
... Harry Potter-festivalen har atter indtaget Odense. I dag gik jeg en tur gennem byen, nød synet af de mange kappeklædte børn og overværede et lille spil Quidditch. Sidstnævnte er lige dele fantastisk og besynderligt at være vidne til.
Da jeg så traileren til Christopher Robin, græd jeg. For Jakob, som jeg og mange børn før mig, voksede op med, var pludselig blevet voksen. Og hans barneånd, den kære plyssede bamsebjørn var blevet glemt. Gemt væk, pakket ned, skubbet ud til bevidsthedens fjerne kroge. Som det sker for os allesammen.
Christopher Robin er både en børnefilm fyldt med eventyr og legetøj, men det er også en melankolsk beretning om barndommens sande tragedie; det faktum, at de bekymringsfrie dage ender. Christopher Robin er vokset op, og han har fået travlt. Travlt med sit job hos en kuffertproducent, travlt med sin kone og datter, som han alligevel forsømmer. Hans liv er ganske gennemsnitligt – og alligevel trøstesløst og slet ikke, hvad han ville ønske eller havde regnet med.
Og lige når det ser allerværst ud, vandrer en lille plysset helt ud af et hult træ og ind i Christopher Robins liv. Det er hans fortabte barndom i form af den elskede plysbjørn, og filmen handler derefter om, hvordan Christopher Robin genfinder sin barnesjæl.
Plotmæssigt er filmen en sær hybrid mellem A. A. Milnes fortællinger og Disneys. For det er jo A. A. Milnes karakterer og citater, der bliver udfoldet – Christopher Robin i filmen er bare ikke lig med virkelighedens Christopher Milne. A. A. Milne bliver aldrig nævnt, og filmen er på ingen måde historisk korrekt; den er ligeså fiktiv som Disneys tidligere Peter Plys-film. Selvom filmen ligner en portrætfilm, er den det ikke.
Men det gør egentligt ikke så meget. For Plysbjørnen er mere elskelig end nogensinde før i 'levende live', og filmen kunne pauses når-som-helst og hele tiden præsentere et smukt billede. Filmen er holdt i grålige, lidt gammeldags og melankolske, farver, og de både Peter Plys, Grisling, Tigerdyr og Æsel er slidte og mærkede af tidens gang. Filmens visuelle stil understreger blot det faktum, at Christopher Robin er vokset op. At barndommen er ovre. Og at verden, mere end nogensinde, har brug for en plysset helt.
Jeg så filmen med Nico, som lidt modvilligt havde sagt ja til at gå med mig i biografen. Men både han og jeg åh-ede og aw-ede også igennem filmen. Da rulleteksterne overtog skærmen, vendte han sig mod mig og sagde: "Det er faktisk den bedste Disneyfilm, jeg har set i lang tid," og jeg gav ham ret. For plottet er uhyre simpelt – men Plyshistorierne er også simple historier, der mest af alt handler om barnesindets uskyldighed. Og jeg er faktisk glad for, at Disney ikke har overkompliceret hverken plot eller karakterer i denne film. Det ville være imod Milne-universets regler.
Der er snart flere blade på jorden end på træernes grene. I Kongens Have har der i flere uger ligget rødgyldne kastanjer og agern, og i Munke Mose er små klynger af svampe poppet op fra det rene ingenting. Graderne er dalet – blot for at stige igen, i denne uge.
Jeg har fundet striktrøjerne frem fra gemmerne, købt en velduftende æblete og Nico og jeg er ved at gense Game of Thrones. Det er hyggevejr, sofavejr, vandrevejr. Det er tid til lange bøger, stille eftermiddage og rare gøremål. Og jeg elsker det allerede.
Weekenden er kærkommen i denne uge. Mest af alt, fordi hele sidste weekend blev tilbragt i Esbjerg, og jeg derfor har savnet lidt kvalitetstid og efterårshygge med Nico i vores lille lejlighed. Og efterårshygge er lige, hvad vi har planlagt i denne weekend! Jeg har faktisk ikke andre planer end en lang efterårsgåtur og lidt lørdagsmorgenmad med verdens bedste Rikke. Helt overskueligt. Og helt tiltrængt.
Her til aften starter jeg weekenden med en bog. Nemlig Solen går sin gang af Ernest Hemingway. Det er en af de bøger, jeg føler, jeg burde have læst for længst, men som jeg altså aldrig rigtigt er nået til. Før nu.
Indtil videre er det en ganske god og meget Hemingwaysk fortælling om tyrefægtning i Spanien og underliggende temaer af desillusion, krigstraumer og hverdagens meningsløshed. Jeg nyder faktisk at læse den og er glad for, jeg fortsat har massevis af Hemingway-romaner til gode.
Hvordan starter du din weekend? Også med en bog? I så fald, hvilken?
For nylig så jeg traileren til The Light Between Oceans, en udpræget Rikke-film med yndige kjoler, langtrukne naturbilleder, en handling der udspillede sig i starten af 1900-tallet, og smukke Alicia Vikander og Richard Armitage i hovedrollerne. Den 3 minutter lange trailer tjekkede alle felter på min filmønskeliste. Og så var den baseret på en bog. Og når en så, tilsyneladende, smuk film er baseret på en bog, føler jeg altid, jeg må læse bogen først. Så det gjorde jeg.
Bogen fortæller historien om Stephen, der er arret og mærket af Første Verdenskrig. Han har set verden brænde, og nu ønsker han kun at flygte. Da han bliver tilbudt et job som fyrtårnspasser ved et fyrtårn på en lille ø ud for Australien, siger han straks ja. Han vil væk. Han vil glemme. Den eneste han ikke kan glemme, er Isabel som han mødte kort inden sin afrejse. Inden længe er de gift, og Isabel er gravid. Men hun mister barnet, og hendes sind formørkes i takt med muligheden for børn synes længere og længere væk. Da et barn og en død mand en dag skyller op på øen, træffer Isabel en skæbnesvanger beslutning. Hun vil opfostre barnet som sit eget; udleve en drøm og fortie en løgn.
M. L. Stedmans bog er virkelig fin og velskrevet. Den har noget uundgåeligt mytisk-katastrofalt over sig. Fra start er der onde varsler og dårlige anelser. Det hele bygger op til et ulideligt højdepunkt, der kommer en smule for tidligt. Resten af bogen går lidt i tomgang, gentager sig selv og genvinder aldrig helt den stemning, den havde fra start. Men det er stadig en god bog. Ikke mindst på grund af dens stemning.
Som det så ofte er tilfældet, mister filmen bare lidt af den opbyggende stemning. Filmen er smuk, jovist, men den har slet ikke samme ildevarslende følelse som teksten. I stedet er det blot en periodefilm ligesom så mange andre; en film om to ulykkelige mennesker, der træffer ulykkelige beslutninger. Æv. Den havde ellers så meget potentiale ...
Og så blev det oktober. Årets ubetinget kønneste måned med sine brændte farver, blæsevejr og kortere dage. Jeg elsker oktober, men det er længe siden, jeg har kunne nyde måneden til fulde. Oktobertravlhed er nemlig en indiskutabel del af bogbranchen – hvorimod jeg i min nye stilling her i Odense netop har overstået årets travleste måned og dermed kan se frem til lidt mere hverdagsro. Den tidsfordeling passer mig egentligt meget bedre.
Jeg har allerede så mange rare ting i kalenderen for oktober – inklusiv hele tre(!) frisøraftaler. Resten af dagene vil jeg fylde med gode læseoplevelser, lange gåture og al den tosomhed, jeg overhovedet orker. Helt i månedens ånd, føler jeg.
I denne oktober vil jeg:
... se den nye Peter Plys-film i biografen. Jeg har ventet utålmodigt lige siden, jeg så traileren for første gang (og græd af bevægelse).
... til bryllup hos min veninde fra handelsskolen. Hun er den første fra flokken, som bliver gift, og jeg glæder mig sådan til at fejre hende og kærligheden.
... tage til BogForum og rent faktisk opleve og nyde det – helt uden arbejde og kaotisk pligt-posting på Instagram. Nico og jeg har booket et værelse på Bella Sky, og jeg glæder mig til at opleve BogForum på stressfri manér.
... tage forskud på julerierne og begynde at planlægge Nicos pakkekalender. Den slags tager jo tid!
... til kosmetolog og få lavet eyelash extensions. Jeg har haft det tidligere og nød den luksuriøse følelse af ikke at skulle bruge mascara hver dag.
... gå lange ture med mit kamera og forsøge at indfange efterårsfarverne.
... se Tarzan på Fredericia Teater. Billetterne er allerede bestilt, og jeg glæder mig!
... nyde at Harry Potter-festivalen (nu omdøbt til Magiske Dage) indtager Odense og fylder gaderne med kappeklædte troldmænd, trolde og andre magiske væsener. I den anledning forsøger jeg også at lokke min læseklub med til dette arrangement.
... opleve Into the Unknown-udstillingen på Brandts Museum og slæbe Nico med. Han elsker alt science-fiction relateret.
... traditionen tro, skære en (grim) græskarlygte sammen med min søster.
... genlæse Persuasion af Jane Austen. Det er den ultimative efterårsroman.
Hvad byder din oktober på? Særligt rare aftaler – eller blot almen efterårshygge?
