onsdag den 6. juli 2016

Jeg sidder i toget og lytter til den her lige nu;


"And promise me this 
You'll wait for me only 
Scared of the lonely arms 
That surface, far below these birds 
Maybe, just maybe i'll come home" 


...  Sangen er så mild. De små guitar-klimp minder mig om regnvejr. Om morgendråber. Det er en perfekt spejling af de forbiglidende landskaber, jeg selv kigger ud på. 


tirsdag den 5. juli 2016

Noget om skuldertasker

Jeg elsker tasker, og jeg har altid haft mange af dem. Dog er der nogle tasker, jeg bruger langt mere end andre, og dem jeg bruger allermest er mine skuldertasker. Jeg har oftest brug for en lille taske, jeg kan svinge over skulderen, inden jeg smutter ud af døren – en let og nem taske, hvor jeg hurtigt kan putte min telefon, nøgler, kort og en læbestift i. Mine større tasker gider jeg kun sjældent slæbe på, og dem får jeg brugt alt for lidt. 
For nylig kastede jeg et blik på den skuldertaske, jeg bruger oftest, og det fik mig til at undre mig en smule. For nøj, hvor var den brugt. Og slidt. Og grim. 
Det gik op for mig, at jeg virkelig trængte til en ny en af slagsen. Og med min fødselsdag ventende lige om hjørnet, synes jeg godt, jeg kunne retfærdiggøre det som en slags tidlig fødselsdagsgave til mig selv. Efter en masse research besluttede jeg mig for en taske og klikkede den hjem. 

Valget faldt på en smuk og tidsløs skuldertaske fra Saint Laurent. Sort og klassisk lammeskind kombineret med gulddetaljer og en sjov kvast, der tilføjer lidt mere særpræg til det hele. Det er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set.
Det er (selvfølgelig) et meget ekstravagant køb. Og det er også noget, jeg har brugt lang tid på at tænke over, udvælge og lægge lidt penge til side til. Men jeg er også af den overbevisning, at det er mere fornuftigt at investere i noget, man virkelig bliver glad for, end at suse ned i H&M og købe en erstatning, man hurtigt bliver træt af. Som mine søde kollega sagde: Det her er jo sådan en taske, man kan have hele livet. Og det har jeg selvfølgelig også tænkt mig.
Jeg er virkelig glad for mit nyeste taskekøb, og jeg glæder mig så meget til at svinge den over skulderen i hverdagen. Den er så smuk, så blød, i så god kvalitet og så klassisk. Ægte taskeluksus.

søndag den 3. juli 2016

"De svære tyvere"?

"Uden at jeg er den mindste smule i tvivl, så er tyverne ikke en tilstand eller et årti, jeg på nogen måde kan anbefale. Men som de fleste af os lærer i trediverne, så er det med tyverne som med så meget andet: De er en fase. De går over. Heldigvis." – Julia Lahme, uddrag fra "Manifest". 

På det seneste har jeg følt mig snydt. Ramt af en hemmelighed eller en kendsgerning, som alle andre tilsyneladende kendte og allerede var enige om. Der var ingen, der havde gidet at informere mig om, at tyverne skulle være noget lort. At tyverne populært går som "de svære år, man bare skal igennem". For her gik jeg og troede, de svære år var bag mig. At teenageårene og den tilhørende identitetskrise var et overstået kapitel.
Men næ nej. I det store mediebillede, i henkastede hverdagsbemærkninger, i amerikanske romaner og senest i forordet til Julia Lahmes bog er jeg stødt på udtrykket "de svære tyvere". Og jeg har undret mig. For hvorfor i alverden skal tyverne defineres ved deres sværhedsgrad? 

Der er sket meget for mig i tyverne. Min første sommer som tyveårig gik jeg i møde med en studenterhue på. Den næste sommer flyttede jeg ud – og geografisk langt væk fra min familie. Den efterfølgende sommer skrev jeg min BA, og derefter brugte jeg en hulens lang tid på skiftevist at hade min kandidatuddannelse og spekulere på, hvad jeg skulle stille op med mit liv. Jeg kom i praktik, skrev mit speciale og fik et job. Og her sidder jeg, et år senere, og venter på en ny fase af tyverne: den sidste halvdel.
Intet af det ovenstående har været særligt let eller intuitivt. Jeg har måtte famle og prøve mig lidt frem med det hele, og jeg ved, jeg har taget mange elendige beslutninger undervejs. Men jeg har lært så meget. Vokset så meget. Og jeg har fået mit livs bedste minder i bagagen.
Hvis noget var rigtigt svært for mig undervejs, så var det at være teenager. Fra jeg var 14 til jeg var 18 levede jeg i et limbo, og det var fandme svært. Usikkerheden, tvivlen, selvhadet, angsten for at være anderledes og samtidig visheden om, at jeg var anderledes. At skulle navigere rundt i et skolesystem, der blev presset ned over mig og ikke var resultatet af mine egne valg og interesser. Teenageårene var generaliseringens årti, og jeg havde ingen medbestemmelse. Tyverne har været individualismens årti, og jeg har selv haft medbestemmelse over, hvad der skulle ske.

De svære tyvere bliver kaldt for svære, fordi det er der, man (i vores kultur) for alvor vokser op. Står på egne ben. Tager beslutninger og laver fejl. Man går fra en kollektiv livsbane til en meget tydelig opdeling af hvem-der-laver-hvad. Man sammenligner, og det kan være hårdt, når sammenligningen ikke falder ud til ens egen fordel. Men er det ikke altid hårdt? Også som 30, 40, 50årig? 
Selvfølgelig er man usikker, når man flytter hjemmefra. De fleste mennesker er altid usikre, når de konfronteres med nyt – og det har intet med alderen at gøre. Hvad der har noget med alderen at gøre, er derimod at som 30årig er man efterhånden løbet tør for de største førstegangsoplevelser. Og er det ikke også lidt vemodigt, når man tænker over det? 
Jeg forstår ikke dæmoniseringen af tyverne. Jeg nægter at give tabt på et helt årti, fordi de er fyldt med svære beslutninger – hvis konsekvenser i øvrigt kun bliver endnu mere komplicerede i fremtiden. Jeg nægter at tro på, (som Julia Lahme skriver her) jeg øjeblikkeligt bliver klogere, fordi jeg fylder 30 eller bliver gravid. Jeg nægter at tro på, tyverne er en fase, der pludselig går over. Og jeg nægter at hæfte betegnelsen 'svær' på en alder. Livet er svært nok i forvejen.  

Jeg vil aldrig være friere, end jeg er nu. Jeg vil aldrig leve enklere, end jeg gør nu. Tyverne er et egoistisk årti, men de er også en luksus. For de giver en chancen for at blive beslutningstager i ens eget liv. 



Ps: Jeg har ikke læst Julia Lahmes bog. Den er sikkert udemærket, men forordet irriterer mig grænseløst (læs det her). 

Pps: Måske er det her indlæg også en smule(!) influeret af, at jeg fylder 26 om få uger og dermed nærmer mig 'slutningen af tyverne'. Og at jeg er alene hjemme, sidder i mørket og hører Kodaline. Men kun måske. 

lørdag den 2. juli 2016

#grannyhairdontcare

Jeg har haft mit hår i den samme farve og den samme frisure, siden jeg var 16: afbleget hår med lange, lyse extensions. Ud over en enkel afstikker med en sortfarvet pandehårstot (?!), har jeg aldrig haft det store behov for at eksperimentere. Jeg har kunne lide det lyse, og jeg har beholdt det. Og hvad extensions angår, har jeg altid haft dem, fordi jeg elsker langt hår, men afbleget hår er svært at gro langt, uden det knækker. Så påsat hår har været den nemmeste løsning – enten i form af clip-in's eller limede totter. Sidstnævnte kan dog virkelig ikke anbefales i længden. 

Men for nylig fik jeg lyst til noget nyt, så jeg bestilte tid til Djarling-extensions (extensions der bliver syet/flettet i håret) hos en bekendt, der netop har åbnet salon i Odense. Jeg bestilte også tid til farve, selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad farven skulle være.
Efter en del spekulation (og *meget* tid på Pinterest), blev jeg dog fascineret af gråligt/sølvfarvet hår. Min frisør bekræftede, at det lavede hun gerne – og voíla! Jeg er blevet gråhåret. Det er en lille forandring, men den er alligevel markant. Og meget vild for en, der nærmest aldrig har gjort noget ved sit hår. 

Jeg fik det farvet i torsdags, og jeg elsker det allerede. Jeg synes virkelig, det er fint og anderledes, og så gør det noget virkelig godt for min kulør og mine øjne. Desuden knuselsker jeg også mine nye extensions, som falder så fint og virkelig føles og bevæger sig som mit eget hår. Det er helt sikkert tiden i frisørstolen og pengene værd, for det er så meget bedre end det, jeg hidtil har været vant til. 

Og så vil jeg til sidst virkelig gerne anbefale min frisør. Det er første gang, jeg har været der – men jeg er sikker på, jeg vil komme igen. De er nemlig vildt kompetente, lytter til ens ønsker og har nogle ret vilde ting på repertoiret. Og derudover er priserne faktisk også ganske rimelige. Salonen hedder Salon Capillum og ligger på Falen. Mangler du en frisør i Odense, synes jeg afgjort, du skal kigge forbi! 

mandag den 13. juni 2016

Lately ... #3

... Siden sidst har jeg;
  • Nydt synet af smukke pæoner i min stue
  • Spist massevis af jordbær, brombær og kirsebær (og grillmad!)
  • Været i biografen for at se 'Mig før dig' – og tudet mine øjne ud over den rørende film
  • Endelig fået fyldt mine tomme rammer ud med plakater
  • Løbet fire gange ugentligt – og elsket det (hvilket i sig selv er en sejr)
  • Købt min drømmekjole fra Stine Goya (fuldt billede her)
  • Ryddet alvorligt op i mit tøjskab (fyldte 4 IKEA-poser med tøj!), fordi når der kommer noget nyt ind, skal der noget ud. Og så havde jeg ikke ryddet op i mit tøj i fem år
  • Ryddet op i mit kontorskab og sortere mine papirer (åh, jeg elsker at få styr på tingene)
  • Været til det hyggeligste bloggerarrangement på arbejdet med Malene Sølvsten
  • Fyldt min kalender ud, og har snart ikke en eneste ledig fridag i juli
  • Husket at bruge hårkur tre gange ugentligt
  • Haft den sjoveste bytur med en flok kammerater for at fejre Nicos fodboldsejr 
... Siden sidst har jeg faktisk bare haft det rigtig rart. 




søndag den 5. juni 2016

To build a home – Vol. 3

Vi rykker fortsat rundt i det lille hjem; anskaffer pyntedimser og afskaffer gamle møbler, bytter rundt på billedrammer og diskuterer optimal placering af Nicos bonsaitræ. Det er hyggeligt, og jeg nyder at gøre det hele lidt mere hjemligt.
Lige for tiden er vi mest i pynteafdelingen af indretningen. Jeg har altid været en tingel-tangel pige og vild med dimser og nips – men problemet er, at det så ofte bare ender med at rode. Derfor har vi nærmest ingen pynt haft i denne lejlighed, siden vi flyttede ind. Det har vi ændret en smule på efterhånden, og jeg har fået lov til at pynte igen. Bare lidt.
Vi er vilde med kobber, og det bærer meget af vores pynt nok præg af. Egentligt startede det som et kompromis, fordi jeg elsker sølv, og Nico er vild med guld. Men nu er alting kobber, og jeg er blevet svært glad for farven.

Udover nips og dimser, har vi også lige været i Plantorama og købe lidt grønt. Vi har fået en høj plante til stuen (billede følger), og krydderurter til altanen. Den slags er altså hyggeligt. Jeg bliver gladere og gladere for vores lille hjem.