Budapest – You da' best!

 

Budapest var en spontan beslutning. En last-minute last-option. Vi pakkede vores kufferter uden forventninger og rejste uden større planer. Og selvom vi kom hjem igen uden vores kufferter, kom vi hjem så meget rigere. For Budapest viste sig at være en god beslutning. Den bedste beslutning i lang tid, faktisk.

Budapest er en bjergtagende smuk by. Hvorend man kigger hen, er der skønhed; gamle dekorative skilte, spøjse butikker, pastelfarvede bagerier, og dekorative udskæringer og figurer mejslet ind i bygningsværker. Alting forekommer gammelt og gotisk; men også elegant. I det jødiske kvarter er der mange nye bygninger og messingfarvede mindeplader til ære for holocaustofrer, langs floden på Pest-siden er der caféer og liv, på Buda-siden fylder overdådige slotte og palæer, og små gule sporvogne tøffer forbi i ét væk. 

Der er så meget historie og så mange seværdigheder i Budapest, og jeg bilder mig slet ikke ind, at jeg har set dem alle. Hvert gadehjørne byder på eventyr, sjove restauranter og flotte bygninger. Nico og jeg oplevede flere gange, at vi gik afsted for at se én ting og endte med at bruge tid på noget helt andet. Vores dage har været fyldt til randen med god mad, åndedrætsfrarøvende arkitektur, lokkende sidegader og også lidt solskinsdaseri i byens mange parker.

Åh! Jeg har så meget at fortælle og så mange billeder at dele. Stay tuned.

1, 2, 3 – afsted!

Årets sommerferie har været en kaotisk affære. Egentligt, var det hele tiden planen, at vi ville til Athen – men på grund af rod i privatlivet, noget med sygdom og en masse andet, fik vi ikke booket i ordentligt tid. Og så sad vi dér, i slutningen af juni og kiggede på svimlende høje flypriser og syntes egentligt ikke, det var det værd.

Så vi valgte at putte Athen i ønskeskuffen og gemme byen til senere, og i stedet spontanbookede vi en tur til Budapest. Vi tager afsted i dag (faktisk er vi netop landet, når dette indlæg bliver udgivet), og selvom det hele har været last-minute kaotisk, glæder jeg mig. Jeg glæder mig til sommervarme, til sejlture på Donau, til billig og lækker mad, til at se den smukke parlamentsbygning og til at slappe af i spaen på vores smukke, smukke hotel. 

Jeg har allerede planlagt og sat krydser ved ting, jeg gerne vil se – men ferien kommer ikke nødvendigvis til at handle om seværdigheder eller shopping, det er mest af alt en lille get-away. Et pusterum for Nico og jeg. Og det er jeg sikker på, Budapest sagtens kan levere. 

Farvel så længe – vi ses snart igen! 

Små lykkeglimt;

Der er mange små ting, der gør mig lykkelig i hverdagen. Her er et par af dem;

Herhjemme gør vi meget i noter. På tavler, whiteboards og på post-its. Vi skriver altid en note, hvis vi går nogle steder, eller ikke kommer hjem. Også selvom det egentligt er nemmere at sende en SMS. Ikke desto mindre er det hyggeligt, og jeg nyder at finde små noter rundt omkring i den lille lejlighed. Lige nu hænger der den sødeste note og gør et polaroidbillede selskab på mit whiteboard. Hvordan kan man undgå at blive i godt humør af den slags?

Af forskellige årsager har jeg aldrig betragtet København som værende en speciel køn by. Men det er vist ikke helt fair. I hvert fald er jeg begyndt at få øjnene op for bogens små fine hjørner og oaser, og jeg nyder virkelig min gåtur til og fra Østerport station hver dag. Man kommer nemlig forbi så mange fine små gader. 

Neil Gaiman er en af mine yndlingsforfattere, og en ny bog fra ham bringer mig også glæde. Også når det er en forholdsvist simpel børnebog. "Cinnamon" er et simpelt eventyr om en indisk prinsesse, som hverken kan se eller tale. Lige indtil en glubsk tiger tilbyder sin hjælp. Det er uhyre simpelt og alligevel voldsomt poetisk; og så er illustrationerne af Divya Srinivasan et eventyr i sig selv.

Jeg har altid ment, at sommertøj er så meget pænere end vintertøj. Derfor er det altid en fryd, når temperaturen stiger, og man kan finde de blomstrede kjoler og fine flæsenederdele frem. For nylig købte jeg denne kimono i ONLY, og jeg synes virkelig, den er noget af det fineste. Og så er den vildt behagelig – perfekt til halvlunkne sommerdage.

Der er intet bedre end at have en kat i huset. Især ikke, når den kat er Rasmus. Fordi min mor er rejst på sommerferie til Cuba, har jeg passet den elskede familiekat den seneste uge. Jeg har netop afleveret hende tilbage igen, og savner allerede hendes beroligende spinden, vores morgenputteri og trygheden i, at der altid er et glad lille væsen at komme hjem til. Nøj, det har været hyggeligt.

Den her samling tingel-tangel ligger fint og kvadratisk på mit skrivebord. Det er sådan et fint stilleben udgjort af minder og kontornødvendigheder, og jeg bliver så glad hver gang jeg kaster blikket på min kalender, som er fyldt med skønne aftaler med søde veninder eller min stak af fotominder, der ligger ved dens side. Dem skal jeg i øvrigt snart have sorteret.

11 år er lang tid, er det ikke? I hvert fald kunne jeg fejre 11-års dag med Nico i søndags. Og det var sådan en god dag – i solskin og med brunch, gåture, isvafler, fjolleri og en tur i biografen. Helt afslappet, men helt perfekt. Og tænk, der er gået 11 år allerede. Det er stadigvæk ikke en dag for meget.

Noget om chokers

Dengang jeg gik i niende-tiende klasse, bandt jeg ofte silkebånd om halsen, når jeg skulle til fest. Jeg var vist inspireret af Lindsay Lohan, som jeg syntes var åh-så-pæn i Mean Girls. I hvert fald sad der ofte et sort silkebånd spændt sammen med en sikkerhedsnål om min hals. Folk spurgte mig undrende om, hvorfor jeg gjorde det, og mente vist jeg var en anelse skør. Det var jeg nok også, men jeg mente samtidig, det var det fedeste påfund i verden. Som teenagere jo altid gør.

Da chokers lige pludselig kom tilbage i gadebilledet sidste år, var jeg umiddelbart kritisk. Jeg syntes, det var for 90'er-agtigt og for stort et teenage-flashback til, at jeg kunne overskue det. Men man har kun et standpunkt, til man tager et nyt, ikke? Jeg har i hvert fald overgivet mig til trenden, og ejer nu alskens sjove (og umulige) chokers. Jeg kan dog ikke få mig selv til at bruge dem i hverdagen. Mit teenage-jeg ser det stadig hovedsageligt som en fest-ting. Men det er da også meget sjovt, ikke?

(PS: For sjovs skyld har jeg gravet et gammelt choker-billede frem fra arkiverne. Sig hej til Rikke anno 2007. Haha, det var tider!)

Magiske, lykkelige Tinderbox!

De sidste par dage har været en fest. Bogstaveligt talt. I torsdags startede Tinderbox og bød på tre dage fyldt med god musik, god mad, god stemning – og ikke mindst, de bedste venner. Jeg er efterladt helt opfyldt af kærlighed og indtryk, og jeg tænkte, jeg ville dele lidt med jer. Jeg har desværre kun halvgrynede mobilbilleder at byde på, da jeg hverken kunne eller orkede at slæbe kamera med ind til festivalen. Men det er vel også bedre end ingenting, ikke? 

Stemningen

Den væsentligste grund til at jeg tog til Tinderbox var stemningen. Vi var en venneflok på 10, der tog afsted sammen, og vi havde en fest uden lige. Vi startede sammen i et kolonihavehus, hvor vi grillede og drak, inden vi dragede mod pladsen. Vejret var ikke nødvendigvis med os – men det betød blot, at vi sommetider måtte klemme os sammen under en parasol, inden bygerne passerede. Og det var faktisk kun hyggeligt.

Sammen dansede, grinede, spiste og drak vi os igennem festivalen. Vi hoppede til Sean Paul, brugte alt for mange penge i Gin-baren, tog en tur i Pariserhjulet og fik kollektiv højdeskræk, vi opfandt latterlige kampråb ("Hvad smager godt sammen med shots? FLERE SHOTS!"), øvede katastrofalt dårlige dansetrin, fik malet glimmer på kinderne, skreg os hæse og blev på skift væk fra hinanden og fandt hinanden igen. Sådan som det altid er.

Jeg stødte også på så mange mennesker, jeg kendte derude. Bl.a. søde Rikke, som jeg dansede sammen med til Magtens Korridorer og MØ, skønneste Line og tidligere studiekammerater. Det føltes som om, hele Odense var taget afsted til fest – hvilket de sikkert også var.

Musikken

Lukas Graham fik hele festivalspladsen til at synge, Kings of Leon var storladne, fænomenale og ærkeamerikanske, The Killers fik mig til at hoppe indtil mine ben gav op, MØ dansede til solen gik ned, og på MagicBox stoppede festen aldrig. Men for mit vedkommende fandt musikprogrammets absolutte højdepunkt sted fredag eftermiddag på Rød Scene med alt for få tilskuere. Da Jimmy Eat World gik på, stoppede mit hjerte et kort øjeblik. Netop dét band, har fulgt mig siden jeg var 14, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle opleve dem live – og da slet ikke til Tinderbox! Men dér var de altså, og dér stod jeg i allerforreste række og fik en musikoplevelse, jeg aldrig vil glemme. De var nemlig magiske, og jeg genforelskede mig i sange som "Hear You Me", "Big Casino" og "Bleed American". Da koncerten sluttede med kæmpehittet "The Middle", var jeg nærmest ekstatisk. Det samme var Nico, og vi var begge enige om, det var festivalens bedste koncert. Det eneste jeg ærgrer mig over er, at jeg ikke greb det guitar plekter, Tom Linton kastede min vej. Æv, for dårlige reflekser og ikke-eksisterende gribeevner. 

Ud over de ovennævnte kunstnere befandt jeg mig også pludselig til en Thomas Helmig-koncert. En koncert, jeg havde svoret, jeg ville flygte fra. Men det var faktisk ret sjovt at skråle med på alle hittene, og stemningen var så god. Jeg overværede også en halv Suspekt-koncert med imponerende energi, dansede til brudstykker af syrede Die Antwoord i regnvejr, festede med Sean Paul i højt solskin (over halvdelen af koncerten var playback, men det var en sjov oplevelse alligevel), trampede med Galantis på MagicBox, selvom jeg ikke forstod et kvæk af konceptet eller musikken, og øvede min basarm med Martin Garrix, da Tinderbox blændede op for den store farvelkoncert. Min søster som jeg fulgtes med er ellevild med elektronisk musik, og selvom jeg ikke selv forstår hverken genren eller idéen om live-musik der ikke er live, så var det altså sjovt. Især fordi MagicBox føles som sin helt egen verden, hvor dårlige dansetrin og overdreven energi er mere reglen end undtagelsen.

Desværre kom jeg i min forvirring til at glemme SAVEUS-koncerten, som ellers skulle have været fantastisk – og så undrede jeg mig i øvrigt over Run DMC og Travis Scott, som begge faldt helt til jorden i min optik. 

Maden

Gud, hvor spiser man meget i løbet af tre dages festival! Frokost, snacks, aftensmad, natmad og en gå-hjem-snack – og så næste dag forfra igen. Da jeg først ankom til Tinderbox, kunne jeg slet ikke overskue antallet af madboder og valgmuligheder, men da vi begav os hjem lørdag nat, følte jeg alligevel, jeg havde spist mig igennem en stor del af festivalen. Og heldigvis – for der var mange lækre ting at smage på.

Jeg stornød bl.a. fish & chips fra Spiselauget, en virkelig lækker gourmetpizza fra Gorms pizza, burger fra Burger Anarchy (som virkelig fortjener titlen som årets bedste festivalburger!), tilpas fedtet falafel pita fra Falafelhuset (genial natmad!) og evigt velsmagende gullaschsuppe fra Soup Stone. Der er naturligvis en overvægt af fed, fedtet og salt mad på festivalen, men det er heldigvis, for det meste, i en høj kvalitet. Især pizzaen fra Gorms overraskede mig positivt – det var den lækreste frokost og virkelig anbefalelsesværdigt. Generelt syntes jeg, Tinderbox også gastronomisk har meget at byde på. Det er så fint, at så mange af byens populæreste spisesteder er repræsenteret, og langt de fleste formår at holde et højt serviceniveau og nogenlunde hurtig ekspedition. 

Hvad drikkevarer angår, kan jeg virkelig anbefale vinbaren, der ligger på toppen af en bakke og har den fineste udsigt over festivalpladsen. Dér sad jeg sammen med en flok kammerater lørdag aften og lyttede til Pet Shop Boys i skæret fra kulørte lamper og med et køligt glas rosé i hånden. Ah. Det var det fineste øjeblik, og vi var så trætte og lykkelige.

Et af mine sjoveste festivalsøjeblikke stod en bartender i øvrigt også for. Han var så fuldstændig overenergisk i hans forsøg på at sælge mig shots, at jeg gik derfra grædende af grin. Bogstaveligt talt. Jeg har så stor respekt for de frivillige ildsjæle, der ikke blot knokler løs men også sørger for god stemning og høj energi. Det er så skønt at være en del af.

Jeg har ikke så meget andet at sige, end: tak for i år, Tinderbox. Du var fuldstændig magisk, og selvom der ikke var meget højsommer over det danske vejr, føler jeg nu, at sommeren for alvor er begyndt. Dine lyse sommeraftener akkompagneret af smukke toner og kølige drinks er nemlig indbegrebet af dansk sommer for mig.

Vi ses så afgjort til næste år, kære Tinderbox!

Life lately

Det har været et mærkeligt forår. Jeg har haft slukket og lukket mine blogs, ikke sagt et kvæk på hverken Instagram eller Twitter og egentligt slet ikke haft lyst til at se nogen eller gøre noget. Halvdelen af både april og maj er forsvundet i massive arbejdsmængder, bekymring og ... stilhed. Jeg har ikke sagt så meget eller gjort så meget. Bare forsøgt at få dagene til at gå, indtil jeg havde nogle svar.

Det er svært at skrive det her uden at lyde dramatisk, men jeg har haft en grim sygdom lidt for tæt på mig og en af mine kære. Faktisk fik jeg et kæmpe chok, da en af de mennesker, jeg altid har betragtet som værende usårlig, pludselig blev forvandlet til en kræftpatient. Sådan en med en diagnose og en risiko. Sådan en der skulle opereres og have hospitalstider. Og selvom det var et mildt tilfælde og en mild type med en mirakuløs kureringsrate, så har det fået hele min verden til at føles så skrøbelig. Jeg har haft mange ting til genovervejelse, og jeg har brugt meget tid på at gruble. Jeg tror, det er det, K-ordet gør ved en. 

Jeg er vant til usikkerhed. Jeg er vant til at grumme ting sker for gode mennesker, og jeg ved godt, at livet er en risikabel affære. Jeg ved, at man skal prioritere sin tid – og de mennesker man vælger at bruge den med – skarpt, fordi man ikke aner, hvor lang tid man har. Uheld sker, sygdomme sniger sig ind på en uden varsel, og så er der i øvrigt terrorangreb og naturkatastrofer til højre og venstre. Jeg ved det godt, og jeg har altid vidst det. Den seneste tid har bare mindet mig om det igen. Det føles som om, jeg har fået en eller anden åbenbaring. I virkeligheden er det nok bare noget så trivielt som en chok-reaktion.