Små lykkeglimt;

Der er mange små ting, der gør mig lykkelig i hverdagen. Her er et par af dem;

Herhjemme gør vi meget i noter. På tavler, whiteboards og på post-its. Vi skriver altid en note, hvis vi går nogle steder, eller ikke kommer hjem. Også selvom det egentligt er nemmere at sende en SMS. Ikke desto mindre er det hyggeligt, og jeg nyder at finde små noter rundt omkring i den lille lejlighed. Lige nu hænger der den sødeste note og gør et polaroidbillede selskab på mit whiteboard. Hvordan kan man undgå at blive i godt humør af den slags?

Af forskellige årsager har jeg aldrig betragtet København som værende en speciel køn by. Men det er vist ikke helt fair. I hvert fald er jeg begyndt at få øjnene op for bogens små fine hjørner og oaser, og jeg nyder virkelig min gåtur til og fra Østerport station hver dag. Man kommer nemlig forbi så mange fine små gader. 

Neil Gaiman er en af mine yndlingsforfattere, og en ny bog fra ham bringer mig også glæde. Også når det er en forholdsvist simpel børnebog. "Cinnamon" er et simpelt eventyr om en indisk prinsesse, som hverken kan se eller tale. Lige indtil en glubsk tiger tilbyder sin hjælp. Det er uhyre simpelt og alligevel voldsomt poetisk; og så er illustrationerne af Divya Srinivasan et eventyr i sig selv.

Jeg har altid ment, at sommertøj er så meget pænere end vintertøj. Derfor er det altid en fryd, når temperaturen stiger, og man kan finde de blomstrede kjoler og fine flæsenederdele frem. For nylig købte jeg denne kimono i ONLY, og jeg synes virkelig, den er noget af det fineste. Og så er den vildt behagelig – perfekt til halvlunkne sommerdage.

Der er intet bedre end at have en kat i huset. Især ikke, når den kat er Rasmus. Fordi min mor er rejst på sommerferie til Cuba, har jeg passet den elskede familiekat den seneste uge. Jeg har netop afleveret hende tilbage igen, og savner allerede hendes beroligende spinden, vores morgenputteri og trygheden i, at der altid er et glad lille væsen at komme hjem til. Nøj, det har været hyggeligt.

Den her samling tingel-tangel ligger fint og kvadratisk på mit skrivebord. Det er sådan et fint stilleben udgjort af minder og kontornødvendigheder, og jeg bliver så glad hver gang jeg kaster blikket på min kalender, som er fyldt med skønne aftaler med søde veninder eller min stak af fotominder, der ligger ved dens side. Dem skal jeg i øvrigt snart have sorteret.

11 år er lang tid, er det ikke? I hvert fald kunne jeg fejre 11-års dag med Nico i søndags. Og det var sådan en god dag – i solskin og med brunch, gåture, isvafler, fjolleri og en tur i biografen. Helt afslappet, men helt perfekt. Og tænk, der er gået 11 år allerede. Det er stadigvæk ikke en dag for meget.