Materiel lykke;

Jeg nyder synet – og lyden – af min nye elkedel, der står og bobler lystigt på køkkenbordet. Det er en af mine allerfineste julegaver, og jeg er både lykkelig og fortvivlet over, at jeg nu er typen, der jubler over en elkedel. Hvor gammel er det lige, jeg er?

Min mor må være tankelæser. Min føntørrer brændte sammen, dagen før jeg tog til Jylland på juleferie – og juleaften gav hun mig en ny. En god en endda, der gør det hele lidt lettere.

I den mindre prangende ende af skalaen, sender jeg hjerteøjne til min nye læbepomade, som jeg købte i dag. Fugtgivende og med duft af pink grape – hvad kan man ønske sig mere? 

... Og sidst, men bestemt ikke mindst, fryder jeg mig over et nyopryddet kontor. Jeg har organiseret bogreol og ryddet ud i kontorskabet – og nu er rummet lige så fredgivende, som jeg kunne ønske mig. 

Familietid

Juletid er familietid. Og det er alt for længe siden, jeg sidst har set min. Min hverdag er blevet så travl og så fyldt på det seneste; med dagligt pendleri mellem Odense og København, kæresteri, skriveri og kulørte fester. Og midt i det hele har jeg helt manglet tiden til at tage til Esbjerg. Hjem til min mor, min familie og min kat.

Men nu er jeg her. Og jeg har været her siden i tirsdags. Det har været ægte, salig lykke og hjerteflimmer siden da. Film, spil, mad og dovenhed i alenlange baner. Og jeg har nydt hvert eneste sekund. Sommetider tror jeg, jeg undervurderer, hvor meget hjemve man egentligt kan have, selvom man lader som om, man er vokset fra det.

Jeg – en julegris

Det er det samme hvert år. Når kalenderen siger december, bliver min verden automatisk lidt smukkere, lidt finere og lidt sjovere. Min decembermentalitet grænser til det latterlige, men jeg kan ikke lade være. Jeg er en uforbederlig julegris, og jeg elsker alt, der har med julen at gøre.

Denne jul er dog noget helt særligt, og jeg har genfundet en juleglæde, jeg har været foruden i flere år. For jeg er eksamensfri for første gang i seks år. Juleeksaminer er en sørgelig tradition, man som studerende er nødt til at affinde sig med – og en af voksenlivets største fordele er afskaffelsen af netop dét onde.

Selvom jeg har travlt, og selvom der afgjort er mange gøremål, jeg burde lave, er jeg langt fra stresset på den måde, som jeg plejer at være det. Min tid er min egen. Og sikke en gave det er.

Julen er allerede ankommet i vores lille hjem med juletræ, kalenderlys, pakkekalender, adventsgaver og julepynt i hele stuen. Jeg har set julefilm, spist juleslik og hørt julesange på repeat. På kontoret har vi også en juleplayliste, og så er vi allerede i gang med at planlægge årets julefrokost. Mine arbejdsdage går med julekonkurrencer, julepost og juleanbefalinger, og min fritid går med julehygge. I morgen skal Nico og jeg ned i byen for at købe de sidste julegaver, og i aften skal jeg bage honninghjerter.

Livet er rart. Især i december.

To build a home – Vol. 2

Jeg havde egentligt lovet mig selv, at jeg ville blive bedre til at dokumentere vores lille hjem og de mange ændringer, der er sket i det. Men ændringerne sker jo hele tiden; hver dag flytter vi rundt på et eller andet, smider noget i kælderen og flytter noget nyt ind. Og hver eneste dag føles det hele lidt mere rigtigt, mere hjemligt, mere afslappende. Jeg er så glad for at bo her. Hvis man kan være forelsket i en lejlighed, er jeg det helt sikkert allerede.

Vi laver som sagt hele tiden et eller andet om herhjemme, udskifter møbler og indkøber småtterier. Simpelthen fordi det er smaddersvært at indrette dobbelt så mange kvadratmeter, som man havde før – især fordi, vi har valgt ikke at beholde særlig mange møbler. Og de møbler vi har taget med os fra den gamle lejlighed, drømmer vi allerede om at skifte ud. For med en ny lejlighed kommer nye boligdrømme. Og jeg er så glad for at kunne få indfriet nogle af mine.

Vi er efterhånden færdige med vores gang, der er blevet til et fint og hyggeligt rum med sorte møbler og tændte stearinlys. Vi har anskaffet os en smuk kommode, en lille tavle (som jeg elsker at skrive beskeder på), et spejl, en bænk med skoopbevaring, og min søde søster har foræret os en stumtjener. Der er snart ikke plads til mere i gangen, og det er rart at have lejlighedens allerførste rum helt færdigindrettet.

Vores kontorer er stadig to seperate hyggeprojekter, som vi nyder at justere på. Mit kontor er næsten færdigindrettet, og senest har jeg tilføjet et lille bord og en læselampe til mit nye læsehjørne. Nicos kontor er derimod slet ikke færdigt endnu; han mangler både skabe og reoler, men i mellemtiden har vi bygget et stort skrivebord til ham med plads til kontordimser og computernørderi. 

Nico kalder altid mit kontor for lejlighedens pastelrum – hvorimod hans er det stik modsatte. Planen er, hans kontor hovedsageligt skal holdes i mørkt træ, og det giver sådan en sjov kontrakt til resten af lejligheden. 

Vi pusler stadig i køkkenet, men manglerne er begyndt at nærme sig småtingsafdelingen. De næste planer er, at få anskaffet os et vitrineskab til vores finere stel og at få ophængt et vægur. Og så tror jeg også snart, vi er færdige med dét.

Jeg er i øvrigt blevet smadderglad for Nicos tilbygning, der både fungerer som et køkkenbord og som en måde at adskille køkkenet fra stuen på. Det fungerer så fint for os at spise vores morgenmad der, og jeg elsker at sidde på de høje køkkenstole og snakke løs, imens Nico laver mad. Det er virkelig hyggeligt.

Stuen er et større projekt, og vi er slet, slet, slet ikke færdige med den endnu. Vi mangler nyt spisebord, vi mangler nyt sofabord, og vi mangler den helt rigtige kobberfarvede lampe, der skal hænge over det nye sofabord. Men for hver dag der går, får vi tilføjet mere og mere hygge til det store rum, og da vores sofa ankom i sidste måned, hjalp det så meget. Jeg er i øvrigt meget vild med den sofa – og vild med at vi har plads til et så uhyrligt stort møbel, uden at det fylder for meget.

Soveværelset er der intet nyt ved, da vi har nedprioriteret det, indtil vi har fået helt styr på de andre rum. Men jeg glæder mig til, at turen kommer til det. Og jeg glæder mig over, at vores lejlighed føles mere og mere som et hjem. Det helt rigtige hjem, endda.

Genert

Jeg har altid været genert. Og selvom det altid har spændt ben for mig, har det aldrig været et problem. Det har bare altid været sådan, jeg var.

Jeg har siddet til talrige forældresamtaler og hørt lærere fortælle mine forældre, hvor dygtig jeg var, men at jeg bare lige var lidt for genert. Jeg har hørt min stilhed blive omtalt som et "men", som en fejl jeg kunne forandre, selvom jeg havde lige så lidt kontrol over min stilhed, som andre havde over deres yndlingsfarve. Det faldt mig naturligt at være stille, så det var jeg.

Jeg har aldrig haft så meget at sige, og jeg har altid haft svært ved at sige det. Jeg tænker alting igennem hundrede gange, før jeg siger det højt, og jeg får hjertebanken blot ved tanken om at møde to, tre, fire mennesker, som jeg ikke kender. Jeg er ikke god til menneskemængder, og jeg er ikke god til smalltalk. Og mest af alt er jeg ikke god til situationer, hvor det forventes, at jeg skal sige noget, bare fordi jeg skal.

Men ting forandrer sig. Jeg har forandret mig. Hvis nogen havde sagt til mig for et år siden, at jeg ville blive typen, der holdte foredrag og endda udtalte mig i radio og TV, ville jeg være faldet død om på stedet. Af nervøsitet og af vantro. For det lå aldrig i kortene. Og hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg så stolt af mig selv. Jeg er kommet så langt i løbet af dette år. Og jeg er så stolt af, at jeg basalt set er den samme som for 10 år siden, men alligevel er i stand til at kigge en hel forsamling i øjnene og tale. 

Det kræver så meget at overkomme sin egen natur. 

Papirsgodter

Jeg er uhjælpelig overfor mange ting. Mumikrus, Disneyfilm, børnebøger og voksenbøger, blomster og pæne drikkeglas. Jeg er en samler af natur, og så længe jeg kan huske, har jeg altid samlet på noget. Det er så hyggeligt at tage på skattejagt for at finde mere at tilføje til sin samling.

En af mine største svagheder er kontorartikler. Jeg er en papirromantiker, og jeg kan ikke tage i Søstrene Grene eller Tiger uden at komme hjem med en tung stak notesbøger, som jeg aldrig får skrevet i og et nyt bundt notesblokke, som jeg ikke kan leve uden. 

Og nu hvor jeg rent faktisk har fået mit eget kontor, har jeg udnyttet muligheden for at købe endnu flere kontorsager hjem. I fredags hentede jeg den største pakke på posthuset fyldt med papirsgodter – og jeg er så lykkelig for sagerne, at jeg bliver nødt til at skrive om dem. 

Anna Bond er designeren bag "Puffin in Bloom"-bogserien, som simpelthen er noget af det fineste, jeg nogensinde har set. Hun har en så fin streg, og hendes motiver har altid noget støvet og nostalgisk over sig, der både er feminint og quirky på samme tid. Jeg elsker det.

Anna Bond ejer firmaet Rifle Paper Co. , som sælger alverdens former for trykt print. Med alt fra notesbøger, notesblokke, kalendere, brevpapir, fødselsdagskort og billeder til ophæng er hendes hjemmeside en fryd for enhver papirelsker. Jeg kunne købe mig fattig derinde – og det har jeg faktisk allerede gjort. 

Rifle Paper Co. sender fra USA, men af uransagelige årsager er mine ting derfra ikke gået i tolden. Hvilket bare forårsager endnu mere jubellykke herfra.

Sidste gang jeg ejede en vægkalender var nok, da jeg var 14 år gammel og boede på et værelse med lyserøde vægge. Mine forældre købte altid en årlig vægkalender med katte på til mig, og jeg fik den aldrig rigtig brugt. Jeg kunne bare godt lide at have den.

I år har jeg satset og købt en vægkalender igen – jeg aner ikke, om jeg vil få den brugt, men jeg forsøger. Og den her er så yndig og farverig, at den næsten er vægpynt i sig selv. Udfyldt eller ej. 

Min kalender er min bedste ven og at udvælge den helt rigtige, som jeg kan fylde med mine tanker, aftaler, idéer, yndlingscitater og drømme, er derfor en meget langvarig proces. De seneste par år har jeg sværget til Frankie Press, som hvert år udsender en fantastisk kalender fyldt med farver og mønstre. Men i år havde jeg lyst til at prøve noget nyt. Noget mere stilrent og organiseret.

Derfor har jeg købt Rifle Paper Co.'s kalender, og den er simpelthen så fin. Med det yndigste omslag og forsats er den dekorativ, og dens organisering af måneder, uger og dage er både praktisk og effektiv. 

Ugeoversigterne organiserer dagene med punkter, man kan fylde ud og krydse af, og desuden indeholder hver ugeoversigt også et inspirerende citat fra en kendt kunstner, forfatter el. lign. Jeg er så hjertebegejstret, og jeg glæder mig til at fylde den ud med alle mine minder og tanker fra 2016. 

Jeg er desuden et uforbederligt listemenneske, og jeg har det så inderligt rart, når jeg kan skrive noget ned og derefter strege det ud som et afsluttet dagspunkt. Rifle Paper Co. laver de  sødeste og sjoveste to-do lister, jeg nogensinde har set, og det krævede al min selvbeherkelse kun at købe én. Jeg vender helt sikkert tilbage efter flere snart. Jeg kan ikke lade være. 

Jeg er ved at regne ud, hvad de bare vægge i lejligheden skal pyntes med, og da jeg så Anna Bonds prints, vidste jeg, at jeg blev nødt til at bestille et par hjem. De er simpelthen så fine – og jeg elsker hendes farvepalet! 

Billedet med den læsende pige inde i bjørnen er min klare favorit, og jeg har allerede besluttet, at det skal hænge i mit kontor. Det matcher mit læserum så perfekt. Hjerte-billedet er jeg endnu ikke helt sikker på, hvor jeg skal anbringe. Jeg overvejer at hænge det ud i gangen – eller måske i soveværelset? Det kommer i sidste ende nok an på, hvad Nico mener om det hele. 

Things I have loved I'm allowed to keep.

På et eller andet tidspunkt imens jeg sad inde på forlagskontoret og arbejdede, sad i toget og læste, gik i skoven og tænkte, lå i sengen og snakkede, blev det efterår. Og jeg gik glip af det; lykkeligt blind for overgangsfasens første tegn, de dalende temperaturer, den brølende vind, og de grønne, gule, røde farver. Helt instinktivt har jeg hver dag iført mig min overgangsjakke og mine vinterstøvler uden helt at vide, hvad det betød.

Men vinden har vendt, og oktober har som altid bragt efteråret med sig. Jeg går lange dage i møde med forsvindende lidt lys, og jeg skal atter vænne mig til, at dagen ikke slutter, bare fordi det bliver mørkt. 

I dag gik jeg en lang tur i det område, der tidligere var mit hjem. Jeg ville forbi mit yndlingstræ, der altid pynter sig med de smukkeste efterårsblade, når oktober rammer. Da jeg endelig nåede frem, opdagede jeg, at træet var blevet revet op og det lille græsområde jævnet med jorden. Og jeg aner ikke hvorfor, men den grå betonplet midt i det så velkendte område rørte mig til tårer. 

Det føltes som et farvel. Et endegyldigt farvel til det sted jeg boede, og den person jeg var for blot en måned siden. Nu har jeg ikke mere at vandre tilbage dertil for; lejligheden er udlejet, nøglerne er afleveret, og flyttesynet er foretaget. Jeg er også selv blevet revet op med roden.

Jeg var lettet, da jeg atter stod udenfor den betonklods, der er mit nye hjem. Med halvvåde støvler og uglet hår fyldt med blade og græsstrå marcherede jeg ind, låste døren bag mig og følte mig straks hjemme. Hvorfor kan jeg ikke forklare. Måske fordi det første jeg så, da jeg trådte ind af døren, var en tavle med Nicos kunstfærdige håndskrift og mit navn omgivet af en flok af hjerter. Måske fordi den selvsamme Nico farede ud og gav mig et kram. Eller måske fordi at når en dør lukkes, så åbnes en ny.

To build a home

Vi flyttede i weekenden. Kasser fyldt med bøger, køkkenmaskiner, tøj og nips blev transporteret frem og tilbage midt i Odenses myldretrafik. Min himmelseng blev skilt ad og samlet igen, vores tøjskab blev smidt ud, og vores kælderrum blev tømt. 4 år forsvandt så hurtigt, og pludselig stod jeg i en tom lejlighed og spekulerede på, hvordan den nogensinde havde været mit hjem. En nøgen lejlighed er en mærkværdig ting.

Vi sagde farvel til vores første lejlighed og goddag til vores nye. 110 kvadratmeter i hjertet af Odense, 4 værelser og en større altan. Vores nye lejlighed er en ægte voksenlejlighed med plads til fremtidsplaner, og jeg elsker den allerede. Selvom den er alt for hvid, alt for bar, alt for stor og rungende, så er den også alt det, som Nico og jeg har ledt efter. Her skal vi bo, og her er vi i gang med at bygge et hjem – og hvis du er nysgerrig efter, hvordan en flytning ser ud, 3 dage efter den har fundet sted, kan du smugkigge lidt her; 

Vores køkken er en del af stuen og er derfor meget åbent, lyst og en lille smule knebent med skabsplads. Vi har slet ikke fået pakket alle vores køkkenmaskiner og porcelæn ud endnu, men vi er i gang med at løse pladsproblemet med en tilbygning. Den lille tilbygning er kombineret køkkenbord og skabsplads, og vi bygger en halv meter mere på, tror jeg. Det burde give lidt mere plads til opbevaring og samtidig lukke køkkenet lidt mere af i forhold til stuen. Det er et projekt, Nico elsker at sysle med, da han er ægte køkkenmenneske, og jeg har givet ham fuldstændig frie tøjler. Jeg er sikker på, at det nok skal blive skønt. 

Vores stue ligger i forlængelse af køkkenet og er lige nu præget af midlertidighed. Vi venter på en stor U-sofa, der nok først leveres i november, så vi har sammensat en midlertidig sofa af madrasser og gamle sofapuder. Vi venter på et firkantet spisebord, så vi bruger vores gamle ovale indtil da. Og vi drømmer om et nyt sofabord – men tør ikke købe et nyt, før vi har set det i forhold til den nye sofa. 

Det hele er lidt midlertidigt, men det er også hyggeligt indtil da. Og vi nyder pladsen, de flotte gulvvinduer og altanen med udsigt til forbisusende toge.

Vores nye soveværelse er mindre end vores forrige – til gengæld er der bedre skabsplads og perfekt udsigt. Min elskede himmelseng er flyttet med os fra den gamle lejlighed, og nu står den op af et stort vindue, så det føles som om, vi sover halvvejs udendørs. Når mørket sænker sig, er det så smukt – perfekt til flyvske tanker og gabende øjeblikke.

Planen er, at vi hænger et fjernsyn op overfor sengen, installerer en kommode og et gulvspejl og hænger mit yndlingsmaleri op – men ellers er det stort set færdigt. Og det er sådan et fint lille rum med plads til store drømme. 

Mit hjemmekontor er en ønskedrøm, der går i opfyldelse. De hvide reoler giver mig plads til, for første gang nogensinde, at have alle mine bøger stående samlet. På rad og række, side om side står de og lyser rummet helt op, imens min nye, magelige lænestol indbyder til stille læsestunder og bladren. 

Kontoret er slet ikke færdigt og er endnu bart med dets hvide og uberørte vægge, men jeg er allerede glad for det lille rum, der i de seneste dage har fungeret som Nicos og mit tilflugtssted fra larm, flytterod og papkasser. 

På et senere tidspunkt drømmer jeg om hylder over skrivebordet med billedrammer og kontornips, et lille bord ved siden af lænestolen med plads til en kop te og måske en læselampe, en ophængt billedramme og gardiner – men indtil da, er det stadig et fint rum fyldt med hjemlighed.

Nicos kontor fungerer i øjeblikket som pultekammer – men efterhånden som vi får pakket ud og fjernet papkasser, er jeg sikker på, at det bliver et skønt rum. Rummet er i sig selv helt fantastisk med gulvvinduer og en særpræget panorama-effekt, der får mig til at føle, at jeg står lige midt i Odenses hektiske byliv. 

Hvor interessant er det at se et badeværelse? Det er nok ikke særlig relevant eller spændende, medmindre man selv skal bruge det. Dog er jeg lykkelig for vores badeværelse, som simpelthen er så nyt og så fint – og så knuselsker jeg min vaskemaskine, som er en indflyttergave fra mine forældre. At kunne vaske tøj uden at skulle løbe frem og tilbage mellem lejlighed og vaskekælder er virkelig ægte luksus og ah-følelse. 

Vores entré er i øjeblikket et ægte jakkekaos, da vi endnu ikke har fået hængt knager op. Planen er dog, at det skal blive et lille hyggeligt rum med spejl, en fin kommode og opbevaring til tøj og sko. Indtil videre er det dog bare blevet et hjem for Nicos bonsaitræ. 

Og det var dét. Et lille lykkeligt kaos som langsomt er ved at blive til et hjem.