Hurra for verdens bedste Nico!

I går fyldte verdens dejligste mand 27. Og det fejrede vi herhjemme med (absurd) tidlig morgenmad, bare os to, gaver og morgensang. Efter arbejde skyndte Nico sig hjem for at lave mad, imens jeg dækkede bord, gjorde rent og pyntede op, og klokken 18.30 kom 13 af vores bedste og næreste venner til spareribs, sliders, coleslaw og mojitos i lange baner. Vi råbte, dansede, hoppede og sang indtil klokken halv fire om natten. Det var sådan en hyggelig aften med de dejligste mennesker – for at fejre den bedste i mit liv. Min Nico.

Normalt er Nico faktisk ikke den store fødselsdags-type. Jeg tror nærmest ikke, han har holdt en rigtig fødselsdagsfest, siden han fyldte 18. Men, altså. I år insisterede jeg på, at det var hans tur til at blive fejret – og da hans fødselsdag faldt på en fredag, kunne det nærmest ikke være mere ideelt. Fødselsdagsfredage må nærmest være lig med obligatorisk fejring, ikke?

I hvert fald havde vi en fantastisk aften, og Nico blev fejret akkurat som han havde fortjent. I dag ligner vores stue et mareridt, og vi forsøger at ignorere det og i stedet dovne og hygge; bare os to, som en fin kontrast til i går. Film, chips, spareribs-rester og dårlige film. Den perfekte sammensætning. I morgen kommer mine forældre til brunch og Nicos forældre til aftensmad, og på den måde har vi nået at se alle vores yndlingsmennesker på én weekend.