Lately ... #11

Tiden går så hurtigt, gør den ikke? Her er en lille samling småting og lykkeglimt, som jeg har brugt min tid på, på det seneste: 

... En af årets varmeste sommerdage tilbragte jeg i Givskud Zoo sammen med verdens bedste læseklub. Vi så på dovne løver, kissemissende giraffer, legesyge ulve og et lille næsehorn. Det var sådan en hyggelig udflugt tilsat en god portion nostalgi. Jeg kom nemlig meget i Givskud som barn, men har ikke været der siden, jeg flyttede fra Kolding. Kunne nu endnu engang konstatere, at det er et rart sted.

 ... I sidste uge købte jeg en 1000-siders lang fantasyroman og i løbet af denne uge har jeg rent faktisk fået den læst. Jonathan Strange og Mr. Norrell er en fantastisk fantasyroman fyldt med skæve karakterer og rablende fodnoter. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og de 1000 sider føltes slet ikke som nok.

... Jeg har fået ryddet op i garderobeskabet og gjort plads til et par (ganske mådeholdne) udsalgsfund. Jeg har f.eks. fundet den fineste strik med guldglimmer fra Stine Goya. Nu glæder jeg mig allerede til efteråret, så jeg kan bruge den.

... Jeg vidste godt, der kom en live-action version af Peter Plys-filmene. Men jeg havde glemt det igen, puttet det i en kasse med mærkatet "ikke noget for mig" sammen med de seneste Disney-reboots af den kære Peter Plys. Og sikke en fejl. For da jeg endelig så traileren for et par dage siden, udløste de første ti sekunder våde øjne og en bævende underlæbe.
Det er uden tvivl noget af det fineste og mest nostalgiske, jeg nogensinde har set, og selvom traileren tenderer til et vanvittigt ukorrekt portræt af virkelighedens Christopher Milne, rammer den mig direkte i hjertekulen. På samme måde som Toy Story 3 og Hook også gør med deres portrætter af voksne, der simultant genfinder og mister barndomsmagien. Åh.

... I fredags var jeg til Grøn Koncert i Odense sammen med en flok søde venner og veninder. Det var enormt sjovt at skråle med på absurde Aqua-sange og D-A-D-hits, og jeg er blevet hæs som følge deraf. 

... I går kiggede jeg på mørke skyer og ventede på regn. Og regnen kom med en duft af våd asfalt og klor-agtig renselse. Jeg sov med vinduet åbent og indhyllede mig i en dyne af frisk luft. Langt om længe.

#Fredagsbog – uge 29

Det er fredag, og vejret er smukt. Jeg holder mig dog indendøre her til eftermiddag og venter i øjeblikket på, at Nico og et par kammerater kommer over. Vi skal nemlig – af uransagelige årsager – til Bas under broen her i Odense. Et mærkværdigt arrangement med basmusik og gadefest nærmest lige uden for vores hoveddør. Jeg regner bestemt ikke med at danse hele natten, men jeg er alligevel for nysgerrig til ikke at tage ned at kigge ...

Men indtil da er jeg krybet sammen med en god bog, som har stået højt på min læseliste længe. Nemlig Circe af Madeline Miller. Bogen har indtaget det læsende internet, og jeg har nærmest følt mig forfulgt af den på Instagram, Goodreads og samtlige internetboghandlere. Det er nemlig en af de sjældne bøger, der føles uundgåelige. En af de sjældne bøger, hvis markedsføring er lykkedes med næsten uhyggelig succes.

Circe er en elegant genfortælling af græsk mytologi og handler om, ja, Circe, som er datter af solguden Helios og nymfen Perse. Det er på mange måder en klassisk dannelsesroman, men det er også så meget mere. Det er et letfordøjeligt, velskrevet, sanseligt og næsten poetisk møde med oldgamle myter og en nyfortolkning af deres almenmenneskelige budskaber. Det er en fortælling om hævn, sandhed, kærlighed og dannelse fyldt med actionscener og relevansgivende feminisme. Det er imponerende og dog tilpas letbenet læsning, og jeg forstår godt bogens succesrute på sociale medier. Jeg er lidt over halvvejs, og jeg er i stor fare for at læse den færdig i et enkelt snuptag.

Desuden fylder endnu en bog på mit natbord, lige for tiden. Nemlig digtsamlingen A Poem for Every Night of the Year, som er akkurat hvad titlen lover. Digtsamlingen er delt op efter dato og indeholder 365 digte af anerkendte, og indimellem ukendte, digtere. Jeg læser ét digt hver aften, og jeg nyder det. Det er sådan et fint ritual. 

Hvad med dig? Hvad læser du på denne smukke sommerdag? 

And then came summer ...

Sommeren er på sit højeste, og Odenses gågade er næsten forvandlet til en labyrint. Jeg zigzagger udenom legende børn med dryppende vaffelis, fingerflettende kærestepar, unge mennesker med armene fyldte med indkøbsposer og store turistflokke der ivrigt tager billeder af alle de smukke bygninger, vi andre tager for givet.
På trods af alle menneskerne og alt det hurlumhej de bringer med sig, elsker jeg virkelig Odense om sommeren. Ikke alene er byen vært for uhyrlige mængder af festivaler og events, den viser sig virkelig også fra sin smukkeste side. Munke Mose er fyldt med svaner, de yndige huse i Odenses gamle kvarter er dækket af slyngroser, og hvis man går en tur i Eventyrhaven har man en chance for både at støde på børn udklædt som prinsesser, soldater og hekse på deres vej hen for at deltage i H. C. Andersen Paraden. Det er så charmerende og så fint. Og jeg forelsker mig i Odense hver eneste sommer.

Jeg bruger disse endeløse sommerdage på at trave byen tynd med mit kamera, spise morgenmad på små, lokale caféer, besøge antikvariater og hobbybutikker, løbe ture og læse gode bøger. I næste uge er min kalender proppet med aftaler og gode gøremål, men indtil da nyder jeg bare sommeridyllen i min yndlingsby.

Et år ældre

I torsdags fyldte jeg 28. En lidt pudsig begivenhed for én, der hele året har præsenteret sig som værende 28 år. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har haft så svært ved at huske min alder dette år. 27 og 28 er blevet blandet sammen i mit indre, til det nærmest var én og samme alder. Jeg trøster mig selv med, jeg på den måde har sparet mig selv for den vanlige alderspanik.

Ikke desto mindre fyldte jeg 28 på en smuk sommerdag. Jeg vågnede til solskin og Nicos højrøstede version af "hip hurra, det' din fødselsdag". Derefter fulgte gaver og morgenmad, og inden Nico tog på arbejde, fik han mig til at love, jeg kun ville bruge dagen på rare ting. Som sagt, som gjort. Dagen gik med at tale i telefon med søde veninder, underskrive en jobkontrakt(!), jordbærspiseri efterfulgt af en gåtur med Nico, chokoladeis, burgere, drinks og den lune sommeraften forsvandt til tonerne fra en udendørskoncert i Kongens Have.

Helt perfekt.

I går inviterede jeg min familie på middagsmad og kirsebærtærte, snak og forsinket fejring. Det var mindst lige så hyggeligt som fødselsdagen selv, og nu sidder jeg og føler mig uendeligt heldig efter en weekend fyldt med søde mennesker, god mad og lange kram. Hvis det er nogen-som-helst indikator på mit 28. år, tyder det hele meget godt.

En tur ved frisøren – back to grey

På det seneste har jeg haft en mindre hårkrise. Hvor latterligt dét end lyder. Men jeg har befundet mig i et mærkeligt limbo mellem en trang til mere naturligt lyst hår og så længsel efter det smukke sølvfarvede hår, jeg havde en periode. Det sidste års tid har jeg fået mit hår afbleget i striber frem for helfarve og har rent faktisk udgroet totter af min egen naturlige, og længe skjulte, hårfarve. Det har afgjort været sundt for mit hår – og samtidig haft den medtagelige bonus, at mit hår ikke skulle farves så meget, fordi min bund ikke skulle være helt lys.

Jeg har egentligt været glad for mit semi-naturlige hår. Men så blev det sommer, og jeg kom til at kigge på billeder fra 2016, hvor mit hår var helt lyst med et sølvgråt skær. Og pludselig savnede jeg det bare. Og selvom jeg havde bestilt tid til de sædvanlige reflekser i sidste uge, endte jeg med at sidde i frisørstolen og bede om en helfarve. Back to grey med lys bund – selvom min frisør så en anelse skeptisk ud.

For det er altså noget værre noget med det helt lyse hår. Det skal (optimalt) farves hver 4. uge, og den sølvgrå tone er næsten umulig at vedligeholde. Den kræver nemlig den helt rigtige mængde af silver shampoo, og doserer man forkert – ja, så bliver håret pludselig en mærkværdig undertone af blå og lilla. Ikke ligefrem optimalt.

Men. Jeg kunne selvfølgelig ikke lade være. Og jeg er lykkelig for resultatet. Den grålige farve kan noget helt særligt, og det er uden tvivl den hårfarve, jeg har været allergladest for. Måske skal jeg bare gøre det til en sommertradition at vende tilbage til den hver sommer – og så være fornuftigt mellemblond resten af tiden?

Atjuh!

På en eller anden mærkværdig måde, har jeg formået at blive fuldstændig nedlagt af en fæl halsbetændelse. Midt på sommeren med højt solskin og over 20 grader udenfor, er jeg tvunget til at være indenfor og gemme mig under dynen. Det virker ærligtalt absurd. Men ikke desto mindre er det sandt.

Så, således ligger jeg herhjemme og producerer et halvt ton sammenkrøllede Kleenex, imens halvdelen af Instagram varmer op til Eminem på Orange Scene. En koncert, jeg i øvrigt ville give min højre hånd for at opleve.

Ud over at svælge i min egen elendighed, forsøger jeg at fordrive tiden med en finurlig børnebog, morgenmad til middagsmad og film, der er så dårlige, de egentligt er gode. Her til formiddag har jeg udøvet nostalgikærlighed og genset The Princess Diaries med en purung Anne Hathaway. Jeg havde helt glemt, hvor oprigtigt sjov den film var. Og hvor høj en nostalgifaktor, den har. Jeg har allerede lyst til at gense 2'eren også. Men, først skal jeg sove. Hvis jeg kan ... 

Tinderbox-dage

Jeg er stadig træt. Mine ben er stadig ømme, og min stemme er næsten væk. Men det har været det hele værd. Odenses helt egen festival, Tinderbox, startede i torsdags og sluttede med et konfettispyende technobrag i lørdags. Det har været den bedste start på den danske højsommer. Med god musik, snasket mad og de bedste venner i denne verden.

Tre dage med ustoppeligt solskin. Tre dage med lyserøde solnedgange til smukke toner. Tre dage med dårlige dansetrin, grineflip der ender i glædestårer, hvirvlende støv og beskidte sko, glimmer på kinderne og konfetti i luften, kram udvekslet mellem gamle og nye venner, og en følelse af at hele Odense er det samme sted på samme tid. Tinderbox er blevet en byfest. Et højdepunkt, et samlingspunkt.

I år var jeg afsted med 10 venner, hvoraf den ene har et kolonihavehus blot 5 minutter fra festivalpladsen. Hver formiddag mødtes vi derfor til grillmad, ølbowling og lige dele druk og tømmermændspleje. Hver dag fulgtes vi i samlet flok til festivalpladsen – og hver dag formåede vi at blive væk fra hinanden efter ganske få minutter for derefter at bruge resten af dagen på at finde hinanden igen. Haha. Det må være en del af festivalens charme.

Men, åh, hvor var det sjovt. Vi dansede, hoppede, skrålede og skålede. Vi nød gin&tonic i rigelige mængder og supplerede med shots. Vi tog en gyngende tur i pariserhjulet, og jeg kom atter i tanke om, hvor højdeskræk jeg egentligt er. Vi opfandt kampråb og fik malet glimmer på kinderne. Vi spiste os igennem madboderne og fjollede rundt på Groovebox til tvivlsom, men nostalgisk, musik af Barcode Brothers. Timerne gik, og de gik i det bedste selskab.

For mit vedkommende, syntes jeg ikke, musikprogrammet var så stærkt i år. Men det betød blot, jeg havde meget luft i programmet og rigeligt tid til at udforske madboder, møde gamle venner og nyde drinks på et tæppe i solen. Ah. Stemningen var så fin, og festivalen så smuk, at det egentligt var meget rart med lidt luft i programmet.

For mig var det musikalske højdepunkt afgjort Bastille, som jeg elsker. Det lykkedes mig at komme frem til forreste række og nyde Dan Smiths sprøde stemme på helt tæt hold. Han sang så fantastisk, og jeg skrålede højlydt med på 'Things We Lost in the Fire', megahittet 'Pompeii' og den nye 'Quarter Past Midnight'. Det var en fest uden lige. (Og så lykkedes det mig i øvrigt at gribe den trommestik, Chris Wood kastede ud. Haha! Helt utroligt efter sidste års Jimmy Eat World-guitar plekter-fadæse.)

Udover Bastille havde jeg også fornøjelsen af Jamie Lawson som gik lige i mit singer-songwriter-elskende musikhjerte. Han var så ydmyg og charmerende og spredte sådan en god stemning på den mere intime Teltscene. 

Jeg dansede selvfølgelig også med resten af Tinderbox til de evigt solide Nik & Jay, stod forholdsvist tæt på Alanis Morisette og mistede stemmen, da jeg skreg med på 'Ironic', sad på en bakketop og lyttede til tonerne fra Depeche Mode, og skuede ud over den propfyldte plads fra det oplyste pariserhjul, imens Wiz Khalifa var på scenen. 

Derudover forvildede jeg mig også ind på Magicbox og fik kyndig basarm-vejledning af de mere erfarne technotrampere, imens Toomanylefthands hoppede rundt på scenen. På Magicbox stopper festen aldrig, og jeg dansede under de blinkende neonlys indtil mine ben gav op, og natten forsvandt. Altimens folk omkring mig dansede iført rumdragter(!), kastede med knæklys og dannede små moshpits. Stemningen var vild, og selvom jeg ikke helt forstår den type musik, blev jeg revet med alligevel. Man kunne ikke andet.

Måske var det solen, måske var det indbildning, eller måske var der noget om det. Tinderbox virkede så smuk og gennemført i år. Fine oaser under skyggefulde træer med gemte barer og spisesteder; langborde opdækket med brætspil og fyldt med mennesker; discokugler hængende i trækronerne; ildspyende skulpturer, lanterner og en Magicbox scene der mest af alt lignede noget fra en surrealistisk Disneyfilm.

Blomsterkronede kvinder gik rundt med bøtter fyldt med glimmer, som de kunstfærdigt malede gæsterne med, fjerklædte fotografer gik rundt med Instax-kameraer og tog polaroidfotos af alle der bad om det, og omme bag rød scene hvilede trætte festivalgæster benene i kulørte hængekøjer. Det var næsten eventyrligt.

Det eneste minus? Festivalen har haft vokseværk, og der var virkelig mange mennesker. Jeg husker det slet ikke som værende så fyldt sidste år. Det virkede ikke helt som om, den smukke festivalplads kunne rumme alle menneskerne. Der var ikke så meget luft – med mindre man altså søgte ind blandt barerne i skoven. Eller lukkede øjnene og dansede skødesløst videre.

Man har en særlig følelse i kroppen efter en festivalsweekend. En næsten udmattende lykkefølelse, og en stak gode og skøre minder, som bliver ved med at poppe op, når man mindst venter det. Det føles som startskuddet på en fuldstændig magisk sommer fyldt med endeløse solskinsdage, kølige drinks og gode venner. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre.