fredag den 14. september 2018

#Fredagsbog – uge 37

[ Reklame – tror jeg nok. Jeg har i hvert fald modtaget bogen gratis fra forlaget ] 

Weekenden er startet. Og jeg er netop kommet ind af døren efter at have været i biografen med min søster. Vi så (langt om længe) Mamma Mia 2, og det viste sig at være den perfekte feel-good film. Fyldt med alle de bedste sange og fineste skuespillere. En ægte humørbombe og sådan en god søsterfilm. For ja, det er en filmgenre i min verden. 
Nu er jeg atter hjemme, og den eneste lyd i lejligheden er lyden af den vask, jeg (endelig) har taget mig sammen til at sætte over. Nico er til en, meget forsinket, sommerfest med sit arbejde, og jeg har vilde planer om at læse aftenen væk. 

Jeg har faktisk slet ikke læst så meget på det seneste. Til gengæld har jeg lavet så meget andet; set gode mennesker, spist ude, arbejdet en hel masse, genopstartet løbetræningen og været et par gange i biografen. Hverdagen har alt for få timer, synes jeg.
Men i aften? I aften læser jeg altså. Jeg kan ikke andet. For i går modtog jeg den nyeste, og sidste, bog i Malene Sølvstens fantasytrilogi. En bog, jeg har ventet på, lige siden jeg læste den første bog i serien for 2 år siden. Det var – og er – en af de bedste danske fantasyromaner, jeg nogensinde har læst. Og nu kan jeg endelig få slutningen med. I den anledning har jeg besluttet mig for at læse serien igennem fra første til sidste bog; at få hele historien i ét stykke og nyde at spotte de mange forvarsler og sammenhænge, der sikkert er. Jeg glæder mig helt vildt til at dykke ned i universet igen og læse og genlæse.

Jeg har i øvrigt fået bogen tilsendt fra forlaget med det fineste bogbloggerkit – komplet med te, bogmærker, badges og et smukt print. Det mindede mig lidt om min tid som bogblogger, hvor jeg til tider blev træt af at modtage bøger, fordi jeg ikke kunne følge med. Nu er det bare hyggeligt. Og især i dette tilfælde, hvor bogen virkelig står mit hjerte nær.
For jeg har faktisk arbejdet tæt med Malene Sølvsten. Af flere omgange. Da den første bog i serien udkom i 2016, arbejdede jeg på Lindhardt og Ringhof/Carlsen, hvor Malene blev udgivet. Jeg var med til at koordinere forlagets lanceringskampagne og havde i den forbindelse æren af at rejse land og rige rundt med Malene – til bloggerarrangementer, læseklubsarrangementer og alt muligt andet. Jeg husker stadig, hvordan jeg læste bogen, dagen før jeg skulle møde Malene, og pludselig mistede en hel søndag til den. Jeg blev grebet. Og jeg følte mig så beæret over at kunne arbejde med et så talentfuldt menneske. Jeg glædede mig sådan til at være med til at slippe bogen ud i verden og kunne ikke vente på læserreaktionerne. Som i øvrigt var så velfortjente og værd at vente på.
Og, åh. Jeg kunne blive ved. Malene og hendes bog fortjener al den succes, hun har fået. Og nu vil jeg atter forsvinde ind i hendes fantastiske, mytologiske univers ... 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar